Ortodoks: Bønnen giver hverdagen rytme

Poul Sebbelov er den eneste ortodokse præst, der er født og opvokset i Danmark, og han er præst for den danske ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse. Her tænder han lys i kirkerummet, der ligger i kælderen i hans villa i Lyngby. Foto: Leif Tuxen.

For præst og forstander i den ortodokse kirke i Danmark, Poul Sebbelov, er bønnen det, som virkeliggør forholdet til Gud

Hvad betyder bøn for dig?

"Det er et spørgsmål, som er helt uoverskueligt. Bøn er det, som giver os rytmen i hverdagen, det som udtrykker og virkeliggør vores forhold til Gud."

Hvor og hvordan beder du?

"Jeg beder på hellig- og festdage, i kirken og derhjemme. Den ortodokse bøn er kirkeligt orienteret, men i hjemmene har vi et ikonhjørne, hvor vi beder morgen og aften. I bønnen er der fokus på forholdet til Gud og den kan indeholde forskellige elementer. Der er et takkeelement, hvor vi takker for gaver og livet. Der er et anråbende element, hvor vi beder for bestemte personer, for syge eller folk, der lider. Den personlige bøn retter sig mod Gud med en bøn om, at han vil give os fred. I den ortodokse kirke har vi en bedekrans af stofknuder, som er lidt anderledes end rosenkransen. Den er et redskab, som er knyttet til Jesusbønnen, der er en meditativ bøn, som kan følge os igennem hele døgnet, mens vi maler vægge eller venter på bussen."

Hvad er din yndlingsbøn?

"Ha ha, det er et fjollet spørgsmål. Alle bønner er rigtige og relevante til alle tider. Men hvis jeg skal nævne noget, vil jeg sige, at Fadervor og Jesusbønnen er helt uundværlige."