Lektor: Hvad er årsagen til gymnasiers nej til bederum?

Noget tyder på, at det ikke er argumentet om videnskabelig rationalitet, der er grunden til at forbyde bederum i gymnasier, skriver lektor, ph.d. Sune Lægaard

Debatten om bederum i offentlige institutioner har hidtil især omhandlet, om der skulle indrettes religionsneutrale bederum på de nye supersygehuse. Her var spørgsmålet, om rummene af hensyn til den religiøse forskellighed skulle være neutrale, så alle kunne bruge dem, eller om den største religion, den kristne, i kraft af sin majoritetsposition skulle have lov til at sætte præg på rummet, for eksempel med et fast kors. Diskussionen gik altså ikke på, om der skulle være et bederum på sygehusene, men om den største religion skulle have en særstilling eller ej.

LÆS OGSÅ: Debatten om bederum på hospitaler handler også om de ikke-religiøse 

En ny variant af bederumsdiskussionen dukkede dog op, da rektor for Københavns åbne Gymnasium i Valby, Anne-Birgitte Rasmussen, afviste et ønske med støtte fra 170 elever om et bederum. Det interessante er her Rasmussens begrundelse for afvisningen. Hun udtalte til Berlingske Tidende den 15. maj, at ”vi ikke skal have religiøse rum på skoler, fordi skolen grundlæggende er et rationelt projekt, der bygger på videnskaben”.

Dette er en interessant begrundelse, når man sammenligner diskussionen om bederum i gymnasier med den om bederum på hospitaler. I gymnasiediskussionen er spørgsmålet, om der overhovedet skal være bederum eller ej. Og det øjensynligt afgørende argument for, at der ikke skal, er en henvisning til institutionens rationelle og videnskabeligt baserede karakter.

LÆS OGSÅ: Rektor afviser bøn om bederum (eksternt link)

Man skulle tro, at dette argument uden videre kunne overføres på hospitaler. De er i mindst lige så høj grad rationelle projekter bygget på videnskaben – om muligt er det moderne sundhedsvæsen endnu mere videnskabeligt end gymnasieskolen, der i et vist omfang stadig også er et dannelsesprojekt, hvilket ikke er et spørgsmål om ren videnskabelig rationalitet.

Åndelig støtte: ikke nødvendig på et gymnasium?
Så der lader til at være en uoverensstemmelse mellem tilgangen til bederum i de to typer offentlige institutioner: I gymnasieskolen afvises bederum med argumentet om videnskabelig rationalitet. Men på hospitaler, der er mindst lige så videnskabelige som gymnasier, er der almindelig enighed om, at bederum er på sin plads.

Der kan selvfølgelig være forskelle mellem gymnasier og hospitaler, der kunne begrunde, at bederum er på sin plads i sidstnævnte men ikke i førstnævnte, til trods for begges rationelle og videnskabelige grundlag.

En udbredt begrundelse for bederum på hospitaler er, at patienter er tvunget til at opholde sig her netop i svære perioder i deres liv, hvor nogle har særlige behov for religiøs eller åndelig støtte. Derfor er bederum på sin plads på et hospital, selv om hospitalet grundlæggende er et rationelt videnskabeligt projekt.

Spørgsmålet er, om en lignende begrundelse kunne gøre sig gældende i gymnasier? Her er der selvfølgelig ingen, der strengt taget er tvunget til at opholde sig, og de unge gymnasiasters situation er ikke, at de risikerer at dø af en livstruende sygdom. Men mindre kan måske også gøre det.

LÆS OGSÅ: Skru op for støtten til de studerende 

De unge opfordres fra alle kanter til at gå i gymnasiet, og en ungdomsuddannelse anses som nødvendig for at få et godt liv. Så selv om unge ikke er tvunget af umiddelbar nød til at opholde sig i gymnasiet, er der også vigtige hensyn på spil her. Og selv om gymnasiaster ikke har brug for religiøs eller åndelig støtte, fordi de står over for livstruende sygdom, så finder den vigtigste identitetsdannelse for mange unge netop sted, imens de går i gymnasiet. For nogle er det jo netop i denne slags situation, at der er behov for religiøs eller åndelig støtte.

Religiøse unge – skal vi udelukke dem fra gymnasiet?
Et andet argument for at afvise bederum kunne være, at deres religiøse karakter ligefrem underminerer indlæringen af en rationel og videnskabelig dannelse hos de studerende. I så fald ville det være en god grund til at forbyde bederum i gymnasier. Og her er ingen parallel til hospitaler, for åndelig fordybelse og bøn lader ikke til at forhindre videnskabelig baseret helbredelse af kroppen.

Men dette argument er alt for stærkt. Hvis bøn og religion i sig selv underminerer indlæring af rationalitet og videnskab, så er det jo ikke bare et bederum i skolen, der er problemet. Så burde man også sikre sig, at gymnasiaster ikke deltager i en religiøs praksis i deres fritid uden for skolen. 

Argumentet begrunder endda, at man helt burde udelukke religiøse unge fra at blive optaget i gymnasiet, da de jo ifølge antagelsen ikke kan deltage i det rationelle videnskabelige projekt.

Disse mangler ved argumentet antyder, at der enten er en modstrid i vores holdning til religion i forskellige offentlige institutioner, eller at det i virkeligheden ikke er argumentet om videnskabelig rationalitet, der er grunden til at forbyde bederum i gymnasier.

Sune Lægaard er ph.d. og lektor ved Roskilde Universitet. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.