Irans kvinder bekæmper tvungen hijab på Facebook

”Et tredjeverdensland er der hvor den største pigedrøm er at mærke følelsen af vinden der blæser i ...

”Et tredjeverdensland er der, hvor den største pigedrøm er at mærke følelsen af vinden der blæser i håret,” skriver disse tre kvinder under deres billede på Facebook-siden "My Stealthy Freedom". Se flere billeder ved at klikke på pilen til højre. Foto: www.facebook.com/stealthyfreedom

Den 37-årige iranske journalist Masih Alinejad har fået hele verdens bevågenhed med sin Facebook-side "Min hemmelige frihed" hvor hun giver iranske kvinder en platform til at udtrykke deres utilfredshed med den iranske regerings lov om tvungen hijab. Foto: Mohammad Hosseini

”Nej til diskrimination! Nej til tvang! Jeg vil ikke i himmelen med magt!” Foto: www.facebook.com/stealthyfreedom

”Det er ikke nemt kun at have det godt i hemmelighed.” Foto: www.facebook.com/stealthyfreedom

”Jeg vil dyrke sport. Jeg vil køre på min motorcykel i gaderne og køre i den på arbejde. Jeg vil trække vejret frit! Jeg vil blive regnet for ligeså menneskelig som en mand, og lige så fri.” Foto: www.facebook.com/stealthyfreedom

En Facebook-side hvor iranske kvinder kan lægge billeder op af dem selv uden tørklæde er blevet en kæmpesucces

”Frihed er retten til at vælge”. 

Sådan skriver en iransk kvinde under et foto at sig selv med håret utildækket på Facebook-siden ”My Stealthy Freedom” (Min Hemmelige Frihed). Hun sidder på en bakketop med udsigt over Irans hovedstad, Teheran og er dermed langt væk fra Irans moralpoliti, der ellers patruljerer gaderne for at sikre sig, at kvindernes tørklæder sidder, som de skal. Denne ”hemmelige frihed” deler hun med tusindvis af andre kvinder.

Siden den iranske journalist Masih Alinejad oprettede Facebook-siden for knap en måned siden, er billederne strømmet ind fra tusindvis af iranske kvinder, der har fotograferet sig selv med håret frit på forskellige steder i Iran. De ønsker alle at ytre deres utilfredshed med den tvungne hijab, som blev indført med den iranske revolution i 1979, og som kan straffes med fængsel eller piskeslag hvis den overtrædes.

LÆS OGSÅ: Muslim: Mange ikke-muslimer respekterer ikke kvinder iført tørklæde

Masih Alinejad er iraner, men har ikke boet i Iran siden 2009, og arbejder nu som journalist i London. Hun oprettede Facebook-siden den 5. maj, og til religion.dk fortæller hun, at hun er overvældet over de mange positive reaktioner og tilbagemeldinger: 

”Min tanke med siden var egentlig bare at skabe et frirum for kvinder, hvor de kunne udtrykke dem selv. Men efter den overvældende respons kan jeg se, at en stor del af befolkningen ikke accepterer tvungen hijab. De er hverken blevet repræsenteret i de iranske eller vestlige medier og har savnet et sted at udtrykke deres holdninger uden at blive straffet,” fortæller hun. 

Siden har på nuværende tidspunkt 466.000 likes, og historien er blevet taget op af medier i hele verden. Det er vigtigt for Masih Alinejad at understrege, at der ikke er tale om en kamp mod tørklædet i sig selv. Målet er friheden til selvbestemmelse, hvad end man ønsker at gå med tørklæde eller ej:

”Interessant nok, så er et af de mest populære billeder en kvinde med tørklæde, der holder et skilt hvor der står: 'Jeg ønsker at gå med hijab, men jeg foragter den tvungne hijab,'” forklarer hun.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om religion i Iran

Masih Alinejad håber og tror på, at tingene vil ændre sig. Men hendes initiativ har også store personlige omkostninger. Hun modtager mange trusler og hadebreve fra konservative kræfter, og i weekenden bragte Irans statslige TV-kanal et indslag, der påstod, at Masih Alineja er blevet voldtaget af tre mænd foran hendes søn, der efterfølgende er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling:

”Jeg er ikke blevet voldtaget eller angrebet, men det faktum at en statsejet nyhedsprogram udsender sådanne nyheder er forfærdeligt og afslører et fordrejet syn på voldtægt. Men det viser at kampagnen gør indtryk,” siger hun. 

Historien florerer nu frit på Facebook. Masih Alinejad har forsøgt at henvende sig til Facebook for at få fjernet den falske historie, men ifølge Facebook er det ikke i strid med deres retningslinjer.

Ikke kun den iranske regering bekæmper projektet. Mange almindelige iranere ryster på hovedet eller griner af projektet, fordi de synes, det er en ligegyldig kamp at kæmpe. Til det siger én af kvinderne på siden:

”Jeg hører ofte, at hijab-spørgsmålet er ligegyldigt, når vi har så mange endnu større problemer. Men for mig er friheden til at gå klædt, som jeg vil, et skridt på vejen mod mange andre friheder. Jeg elsker at danse ballet, men det er forbudt, fordi kvinder ikke er tildækkede, mens de danser,” skriver hun under det billede af sig selv, som hun har sendt ind til Masih Alinejad.

Flere Facebook-sider er oprettet for at ydmyge og latterliggøre Masih Alinejads initiativ. En gruppe iranske mænd har oprettet Facebook-siden ”Men's Stealthy Freedom” (Mænds Hemmelige Frihed) hvor de poster billeder af dem selv med hijab og laver trutmunde eller lader som om, de laver mad i køkkenet. Den har allerede fået en tilslutning på 81.000 likes.

”Sådanne barnlige forsøg på humor eksisterer i alle kulturer og viser sit hoved, hver gang en minoritet eller en undertrykt gruppe forsøger at gøre deres krav gældende. Jeg er sikker på, at danske kvinder også møder sådan nogle udfordringer,” siger Masih Alinejad.

Men hun er ikke i tvivl om, at tiden vil arbejde for hendes projekt:

”Tingene ændrer sig altid – det er livets lektie i alle kulturer.”

LÆS OGSÅ: Billedserie: Kan du kende forskel på muslimske slør?