Religiøst portræt af VM's værtsland Brasilien

Brasilien er verdens største katolske land, men det er også et land med stor religiøs mangfoldighed. Historisk udspringer mangfoldigheden af undertrykkelse, men i dag er Brasilien et religiøst levende og vibrerende felt med høj religiøs tolerance, påpeger eksperter i brasilianske religionsforhold

Brasilien er det største og folkerigeste land i Latinamerika med et indbyggertal på i omegnen af 200 millioner mennesker, hvoraf omkring tre-fjerdedele er katolikker. Det gør også Brasilien til verdens største katolske land. Men samtidig er Brasilien også det land i Latinamerika med flest protestanter.

Det skyldes blandt andet, at Brasilien sammen med Guatemala er det sted, hvor den pinsekirken er vokset mest siden 1950’erne og frem til i dag, påpeger Jakob Egeris Thorsen, som er post.doc. ved Afdeling for Teologi ved Aarhus Universitet med speciale i katolicisme i Latinamerika.

”Det interessante ved Brasilien er, at både den katolske kirke og pinsekirken er meget levende, men det giver ikke anledning til fjendtlighed. Der er en stor religiøs tolerance i landet, og man oplever kun religiøst fnidder i et meget begrænset omfang. En af grundene til den høje tolerance er, at religion i Brasilien ikke er noget, man er så bundet af familiært, socialt og politisk. Der er ingen sanktioner, hvis man skifter religion eller kirke. Tro er derfor noget, man i høj grad selv styrer,” siger han.

Skellet mellem katolicisme og den voksende protestantisme udgør imidlertid ikke et udtømmende billede af den religiøse mangfoldighed i Brasilien. Inden for katolicismen i Brasilien findes der flere forskellige forgreninger.

”I Brasilien er den karismatiske katolicisme udbredt. Det er den hurtigst voksende bevægelse inden for den katolske kirke i de 40 sidste år. Den karismatiske katolicisme er en katolsk variant af pinsekirken, og den er vokset frem parallelt med pinsekirken siden 1970’erne. I dag udgør den omkring 25 procent af alle Brasiliens katolikker,” siger Jakob Egeris Thorsen, som også peger på befrielsesteologien som en anden central strømning inden for katolicismen.

Befrielsesteologien engagerer sig i fattigdomsbekæmpelse, fordi den tror på, at vejen til frelse brolægges gennem frigørelse fra undertrykkelse. Dette er med til at give befrielsesteologien et meget socialt og politisk engageret ansigt, der adskiller den fra den karismatiske katolicisme, som er inspireret af pinsekirkens vækkelsestaler, helbredelser og dæmonuddrivelse, påpeger Jakob Egeris Thorsen.

Men de indbyrdes forskelligheder til trods, så bidrager de religiøse strømninger til den religiøse mangfoldighed på en positiv måde.

”Hvis man overordnet skal beskrive Brasilien som religiøst felt, så er det levende og vibrerende. Der er rigtig meget energi og engagement overalt. Også inden for selve den katolske kirke er der mange levende forandringer, hvilket den karismatiske katolicisme er et eksempel på. Men der er også en stærk afro-brasiliansk tradition med blandt andet candomblé. Overordnet kan man sige, at religionerne i Brasilien spræller,” siger han.

De afro-brasilianske religioner som candomblé opstod i forbindelse med Portugals kolonisering af Brasilien, som begyndte i 1500-tallet, hvor portugiserne importerede slaver fra især de nordvestafrikanske lande til at arbejde i sukkerplantager. I starten kunne de afrikanske slaver ikke praktisere deres egen religion i det åbne, fordi portugiserne påtvang dem katolicismen, men i deres privatliv fortsatte de i al hemmelighed med at tilbede deres oprindelige guder og gudinder fra Afrika, siger Vinicius Mariano de Carvalho, der er lektor i Brasilianske Studier ved Aarhus Universitet og selv er opvokset i Brasilien:

”Selvom de ikke er lige så mange i antal som de verdensomspændende kristne religioner, er de afro-brasilianske religioner som candomblé stadig meget vigtige i Brasiliens religiøse landskab. Både i dag og historisk er candomblé en stærk religiøs bevægelse. I starten var candomblé et symptom på undertrykkelse. Men i det lange løb er den et symbol på det religiøse landskab i Brasilien, som er blevet dynamisk og den religiøse tolerance meget høj,” siger han.

For at skjule deres religion fra portugiserne og samtidig kunne fastholde den kopierede slaverne symbolikken fra katolicismen for at dække over deres egne ritualer. Det var med til at udvikle en helt ny religion, forklarer Carvalho:

”I katolicismen er det figuren Santa Barbara, der beskytter mod stormvejr. Den afrikanske gud, som beskytter mod storme hedder Iansã. Iansã blev derfor til Santa Barbara. Slaverne udøvede ritualerne tilhørende Iansã, men foran en statue af Santa Barbara for at give portugiserne indtryk af, at de var konverteret til katolicisme.”

”På den måde blev en helt unik brasiliansk religion skabt, fordi det kun kunne finde sted i Brasilien med landets helt særlige historie. Naturligvis har candomblé med slavernes undertrykkelse at gøre. Men i det lange løb er resultatet meget interessant, synes jeg. Fordi slaverne blev nødt til at acceptere portugisernes katolicisme, fremprovokerede de også forandringer i katolicismen gennem deres særlige måde at tro og tilbede på. Hele denne proces har hjulpet den religiøse udvikling i Brasilien til at blive meget dynamisk og tolerant, ” siger han.

Samtidig tvang tilstedeværelsen af flere forskellige religioner alle religiøse parter til at forhandle. Men det har været en historisk forhandlingsprocess, som er mundet ud i, at ikke én type religion eller kirke er blevet fremhævet frem for andre. I dag i Brasilien handler religion ikke om, hvilken religion der har ret, forklarer Carvalho:

“I Brasilien er det vigtigste, at folk tror på noget, men ikke hvad de tror på. Brasilianere stoler mere på folk, som tror, fordi disse folk er klar over deres egne begrænsninger og tror på noget større end dem selv. Religion handler ikke om, hvem der har ret, men hvad religion betyder for det enkelte menneskes liv,” siger han.

Dette bidrager også til religionens dynamiske og mangfoldige udtryk i Brasilien. Folk skifter religion eller kirke i løbet af livet, fordi det ikke er ens tilhørselsforhold, som betyder noget. Der er mange, som siger, de er katolikker, men som også deltager i candomblé-ritualer. Og det er typisk for religion i Brasilien, peger Carvalho på:

”I Brasilien er det ikke vigtigt at putte tal på religion – hvor mange, der tror på hvad. Candomblé, for eksempel, er ikke en religion, der lægger vægt på, hvilken kirke man tilhører, men på selve det, at man er til stede og deltager. Man ser tit, at brasilianere kommer i én kirke gennem et stykke tid, men så begynder at komme i en anden,” siger han.

”Set fra en dansk kontekst, så er det en vigtig pointe, at brasilianere ikke forbinder religiøsitet med institutioner. I Europa er religion mere en institution end i Brasilien. I Danmark betaler man for eksempel kirkeskat, eller din familie tilhører en bestemt kirke.”

I Brasilien handler det ikke om at følge, hvad paven siger eller at tilhøre en bestemt kirkelig institution. Religion handler om selve det at tro. Derfor er respekten i Brasilien omkring andres menneskers tro også meget dyb, siger Carvalho:

”I Brasilien ser man store familier, hvor familiemedlemmerne tilhører katolicisme, protestantisme, candomblé. Det viser, at det vigtige for brasilianere er, at man taler åbent om religion og ikke mindst – tror du på noget?”