Kære veninde: Derfor blev jeg katolik

For mig er sagen, at jeg nu – som medlem af den katolske kirke – oplever at være kommet helt hjem, skriver freelancejournalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl

Kære veninde

Sidst vi så hinanden, sagde du: ”En eller anden gang må du altså forklare mig, hvorfor du blev katolik”. Ja, jeg skylder dig en forklaring, og her kommer et forsøg:

Den korte version er, at det er kærligheden, der har ført mig dertil. Kærlighed kan ifølge en berømt talemåde gøre blind, men den kan også få os til at se klarere. Jeg oplever, at jeg i den katolske kirke er kommet tættere på den kærlighedskilde, som strømmer fra Gud, og som - i hvert fald i glimt – kan få os til at se klarere, når vi drikker af den.


Det var et stort skridt
For blot ti år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde kunne blive katolik. Hierarkiet, de ’stivnede’ traditioner og den besynderlige tro på helgener var for mig aldeles uspiseligt.

Én ting var, at jeg var blevet kristen; det havde i sig selv været et stort skridt. For at bekende mig som kristen måtte jeg lægge dele af min tillærte rationalitet til side og give plads til længslen og de erfaringer, der ikke kan sættes på færdige formler. 

LÆS OGSÅ: De skiftede tro: 10 kendte konvertitter

På en måde er skridtet fra at være medlem af folkekirken til at blive katolik i den sammenhæng ikke så stort. For dig synes det nok stort, fordi du som født ind i en grundtvigiansk familie og præsteslægt formodentlig opfatter protestantisk kristendom i en dansk kulturel aftapning som det naturlige udgangspunkt.

Jeg er kommet hjem
For mig er sagen, at jeg nu – som medlem af den katolske kirke – oplever at være kommet helt hjem.

Hjem til en kirke, hvor nadveren er i centrum for messen, og hvor kristendommens universelle budskab afspejles i menighedens mangfoldighed af etniske, nationale og kulturelle grupper. Hvor vi fejrer messen sammen – præst og menighed – og hvor vi hver gang i vores bønner har alle Guds elskede børn med - og alle helgener både nulevende og afdøde.


For over fem år siden mødte jeg en kvinde, der var født som katolik, men var konverteret til islam. Hun havde haft traumatiske oplevelser med sin skolegang på en katolsk skole. Men hun var klar over, at andre kunne finde et hjem i den kirke, hun selv havde forladt. 

LÆS OGSÅ: Er den katolske kirke en religion?

Da vi talte om den betydning, Jomfru Maria havde fået for mig under bøn og i drømme, spurgte hun spontant, hvorfor jeg ikke blev katolik. Et spørgsmål, der med jævne mellemrum dukkede op, indtil jeg for tre år siden besluttede, at det måtte jeg blive. For jeg oplevede, at det var Guds vilje, og jeg valgte at lægge frygten bag mig og følge min længsel. I tillid til, at når Gud vil os noget, er det godt.

Jeg fulgte mit hjerte
Jeg kan også sige det på den måde, at jeg indså, at jeg allerede i hjertet var katolik, og hvad hjertet er fuldt af, må man turde tage i sin mund. Så det gjorde jeg, og jeg har siden følt mig tættere på Gud og hele tiden inden for rækkevidde af et fællesskab og en række praksisser, som kan fastholde mig i den kærlighedsrelation. 

Det handler om retræterne både i menigheden og på katolske retrætesteder og klostre. Om de daglige messer. Valfarterne og helgenfejringerne. Du kan indvende, at det er ydre ting, som virker forældede, tunge og tomme. Men de løfter mit hjerte – det hjerte, hvor min kærlighed til dig også lever.

Derfor håber jeg, at du har læst dette brev med hjertet og ikke vil konkludere, at mit valg har fjernet os fra hinanden. Og jeg kan ikke tro på, at det er Guds vilje, at det skal ske. Det er jo den samme Gud, du og jeg beder til. Den Gud, der blev menneske i Jesus Kristus, og som med sin Helligånd gør os i stand til at se hinanden som de elskede Guds børn, vi er.

Derfor er jeg glad for, at du spurgte efter en forklaring på det, en bekendt for nylig kaldte ”et eksotisk valg”. Jeg kalder det et forsøg på at følge Guds vilje – og lade sig lede af veje, jeg troede, jeg aldrig skulle gå ad. Med håbet om, at vi stadig kan følges på vores – ofte overraskende – vej gennem livet.

Kærlig hilsen
Malene

Malene Fenger-Grøndahl er freelancejournalist og forfatter.