Menneske og natur: Dyrene var ikke nok for Adam

Først da Eva blev skabt, var Adam tilfreds. Professor emeritus Kirsten Nielsen fortæller om synet på mennesker, dyr og natur i Det Gamle Testamente

Ordsprog er korte udsagn. Men de bygger på erfaringer, som er samlet over lang tid. I Det Gamle Testamente findes der mange ordsprog, der handler om dyr, og de siger en hel del om, hvordan man dengang opfattede de forskellige dyr. 

Hunde var ikke som i dag ”menneskets bedste ven”. Det var vilde hunde, der strejfede om og levede af affald og ådsler (Sl. 59,15-16). Et lille dyr som myren havde man til gengæld respekt for. Når man så, hvordan myrerne arbejdede, så lagde man mærke til, hvor flittige og kloge de var (Ordsp. 6,6-8). 

Nogle fugle betragtede man også som kloge. Derfor skulle en jæger passe på, at fuglene ikke så, hvor han anbragte den fælde, han ville fange dem i (Ordsp. 1,17). Men man havde også lagt mærke til, at småfugle som spurve undertiden bare flakser omkring (Ordsp. 27,8). 

Dyrene blev brugt til at sige noget om mennesker
Beskrivelserne af dyrene havde ikke kun som formål at sige, hvad der var karakteristisk for de enkelte dyr. Formålet var som oftest at sige noget om mennesker. Det var derfor ikke nogen kompliment, hvis man kaldte et andet menneske for en hund. 

LÆS OGSÅ: Hvad siger religionerne om behandling af dyr?

Da én af Sauls slægtninge på et tidspunkt forbandede David, udbrød en af Davids mænd: ”Hvorfor skal den døde hund have lov at forbande dig, herre konge?” (2. Sam. 16,9). 

Ordsproget om myrerne handler ikke blot om myrer. Det er en meget direkte opfordring til den dovne om at tage ved lære af netop myrerne: 

"Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden, og bliv vís. Den har hverken anfører, overhoved eller hersker, men den skaffer sig føde om sommeren og samler forråd ved høsttid." (Ordsp. 6,6-8).

Også fuglene blev brugt som eksempler på menneskers måde at handle på: "Som en spurv, der flakser om borte fra sin rede, sådan er en mand, der flakker om borte fra sit hjem." (Ordsp. 27,8).

LÆS OGSÅ: 10 dyr med religiøs betydning

At de store rovdyr er farlige, det var en kendt sag. Og skulle man sammenligne en konges vrede med noget fra dyreverdenen, så blev det løven, man henviste til: "Som løvens knurren er kongens vrede, som dug på græs hans velvilje." (Ordsp. 19,12).

Ordsprogene afspejler en hverdag
Ordsprogene siger meget om datidens syn på dyrene. Tamdyrene var arbejdsredskaber, og måden at få dem til at arbejde på var ofte særdeles kontant. Men det var ikke kun dyr, der fik med pisken: "En pisk til hesten, en tømme til æslet, en stok til tåbers ryg." (Ordsp. 26,3).

Ordsprogene afspejler en hverdag, hvor dyrene var en vigtig del af tilværelsen; såvel de dyr, man havde nytte af, som de dyr, man helst holdt sig fra. Det var derfor nærliggende at sammenligne dyr og mennesker. Men dyr og mennesker er også forskellige.

Mennesker og dyr er forskellige
I fortællingen om Adam og Eva i Paradisets Have opdager Gud, at det ikke er godt for Adam at være alene. Adam har brug for ”en hjælper, der svarer til ham” (1. Mos. 2,18). Så skaber Gud dyrene; men blandt dyrene kunne Adam ikke finde én, som svarede til ham. Adam og dyrene var alligevel for forskellige. Først da Eva blev skabt, var Adam tilfreds. 

Dyr og mennesker har meget til fælles. Men én af de afgørende forskelle er, at mennesket er skabt i Guds billede. Mennesket har derfor fået den opgave at herske over ”havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden” (1. Mos. 1,28).

At herske betyder her at være som en ansvarlig konge. Opgaven er derfor at tage vare på den natur, Gud har skabt – herunder også dyrene.

(Eksemplerne er hentet fra Kirsten Nielsen, Gud, mennesker og dyr i Bibelen, Anis 2013)

Kirsten Nielsen er professor emeritus i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet.