Mennesket i naturen

Hindu: I religionen indgår naturbeskyttelse som en del af hverdagen

Flere af hinduismens guder er forbundet med et dyr, der repræsenterer gudens eller gudindens centrale attributter for eksempel Ganesh med elefanthoved, forklarer Dhamu Chodavarapu, der er hindu og debattør.

I religionen indgår naturen og naturbeskyttelse som en del af hinduernes hverdag, og de 5000-6000 år gamle vedaer har flere referencer til miljøbeskyttelse, økologisk balance og forandringer af vandtilstand, fortæller hindu

Som bekendt er hinduismen verdens ældste og største religion, når man regner dem med, der er udklækket fra hinduismen som buddhisme, sikhisme og så videre. I religionen indgår naturen og naturbeskyttelse som en del af hinduernes hverdag.

Det er meget interessant, at de 5000-6000 år gamle vedaer har flere referencer til miljøbeskyttelse, økologisk balance og forandringer af vandtilstand, som direkte angiver det høje niveau af bevisthed. Der er stor viden i vedaerne, som afslører bivirkninger af miljøforringelser.

Rigveda ærer miljø som fem guddommelige elementer, jord, luft, ild, vand og akasa. Der henvises til tilstedeværelse af et beskyttende lag ”akasa”, eller det vi kender som ozonlag, som filtrerer de skadelige strålinger og beskytter jorden.

Flere hindu-guder er forbundet med et dyr

Hinduisme bugner af historier om hellige dyr som guddommelige væsener i dyreform. De fleste af disse er dyr afbilledet i sten eller legemliggjort i statuer sammen med deres tilsvarende guddom.

Flere guder er forbundet med et dyr, der repræsenterer gudens eller gudindens centrale attributter. Guddomme med former af en menneskelig krop og et dyrehoved har en fremtrædende plads i hinduisme; som Ganesh med elefanthoved, Narasimha med løvehoved og aben Hanuman.

Selv slangen har en plads, og især slangen fylder meget i forskellig form. Som bekendt har vi den hellige ko. I vores verdens skabelsescyklus indgår fisk.

Hinduismen har mange guder og væsener

Hinduismens opfattelse af universet består i, at der er guder, underguder, mennesker og mytologiske onde væsener, som er meget voldelige.

Guderne er den centrale treenighed, Brahma skabelsens gud, Vishnu vedligeholdelsens gud og Shiva afslutningens (el ødelæggelsens) gud. En kosmisk uendelig cirkel, som gentager sig. Underguder ligner lidt den nordiske mytologi. Der er underguder, som behersker hver af naturens elementer. Deres samspil og samvær skaber en atmosfære, hvor mennesker trives. Det stilles os mennesker et krav om at passe på disse elementer, som har guddommeligt islæt.

De voldelige væsener, som vi kalder ”Rashsalu”, har en rolle, hvor de forsøger at skabe splid mellem mennesker og forårsager ødelæggelser. Hvis og når disse Rakshasalu får mere og mere magt, tager ødelæggelserne til, og til sidst går hele verden under. Hele jordkloden drukner under store vandmasser. Alt livet dør.

Her er guden Vishnu, der tager form af en fisk og starter livet igen. Det var den første inkarnation, i den næste bliver han til en skildpadde, hvor der er liv i vand og på jord. Derefter et svin, som lever på jorden og derefter en anden inkarnation af et halvt menneske og halvt løve og så videre.

Ifølge Vedas-kalender er vi i sidste fase ”Kaliyuga”, og inkarnation kaldes Kali, der betyder mørk; ikke fysisk, men i sind, hvor man mister evnen til at sondre mellem godt og ondt. Magtbegær afløser retfærdighed, ingen kærlighed og kildevand, man dræber hinanden, ingen familiesamvær, total kaotisk tilstand, som ender med ragnarok.

Man kan måske kynisk slutte, hvad nytter det, der bliver alligevel ”ragnarok”? Vi mennesker har interesse i og pligt til at udskyde ragnarok. Man skal sørge for, at disse onde væsener ikke får magten. Der stilles krav til, at vi mennesker skal passe på vores jordklode med de fem elementer.

Indien har 50-60 % vegetarer

Som hinduer har vi visse normer, som vi bør overholde i vores daglige liv for at passe bedre på økologien. Først og fremmest ”ahimsa”: ikke-voldelig opførsel over for andre mennesker og dyr. Ikke spise kød, helst vegetarmad og ingen madspild.

At spise er for hinduer ikke blot at spise, men et ritual, der udføres med meget stor ærbødighed. Indien er det eneste land, hvor der er 50 – 60 % vegetarer ud af 1,2 milliarder mennesker. Det har sikkert stort betydning for verdens økologi.

Hinduismen vejleder om mad

Personligt overholder jeg ikke strengt, om jeg spiser kød eller ej. Buræg og halal-kød er fjenet fra min fantasi, og det huer mig ikke at bruge eller købe det ud fra min opdragelse om ”asimha”: ikke-vold.

Jeg væmmes ved halal-slagtemåden. Der er indført i en tid, hvor man troede, at blod var sygdomsfremkaldende. Nu ved vi, at det ikke passer. Blot en skrøne. Det er ren og skær dyrplageri. Om dyrene lider eller ej, forekommer det mig meget barskt at se deres dødskrampetrækninger og blodpølen.

Pudsigt nok, når jeg tænker på kød på mit modersmål, væmmes jeg ved at spise kød, men når det bare er ”kød” på dansk, spiser jeg lidt hist og pist.

Hvis jeg er i Indien, spiser jeg ikke kød. Man savner ikke kødet, da der er så mange vegetarretter på bordet. Det er en storhed i hinduismen, at religionen ikke dikterer, hvad man må spise, men blot vejleder, det fremmer forståelsen.

Når man er vokset op med sådan en religiøs attitude, er det unødvendigt at blive pålagt dit og dat i vores daglige liv. Der er ingen guder eller underguder, der holder regnskab med vores gøren og laden. Vi er opdraget til selv at tage stilling og dermed ansvar.

En pudsig kuriositet. Da jeg var barn i Indien, læste jeg Pear S. Bucks roman ”Den Gode Jord”, hvor en præst sidder og snakker, mens han piller et æg. Jeg undrede mig og var uforstående over, hvordan en præst kunne spise et æg? Jeg forbandt præster med den indiske præstekaste brahminer, som udfører religiøse handlinger, og jeg tilhører selv brahmin-kasten.

Dhamu Chodavarapu er hindu, debattør og panelist ved religion.dk.