Præst: Naturen er ikke til for menneskers tilfredsstillelse

Den væsentligste erkendelse i den kristne betragtning er, at vi fuldt lige så meget er forpligtet på naturen for dens egen skyld som for mennesket for dets egen skyld, mener sognepræst Martin Ishøy

Det er sommer og et godt tidspunkt til at finde opbyggelse i eftertanker om naturen. På opfordring handler det følgende om ”naturens status i kristen teologi og menneskets plads i naturens orden."

Det er ”store spørgsmål”, men også rigtig gode spørgsmål, fordi de kan give os et kritisk spejl til vores egen praksis og måde at leve på, og hvis vi eksempelvis ikke ønsker at give markedskræfterne total kontrol over forholdet mellem mennesker og natur, kan den slags ”store spørgsmål” være både kærkomne og hensigtsmæssige.

Tilgangen er afgørende. I det offentlige rum er tilgangen til menneske og natur næsten altid samfundsvidenskabelig eller naturvidenskabelig. Jeg mener, der er en udbredt mangel på at se emnet i ”evangeliets klare lys”, det vil sige med Gud som det centrale omdrejningspunkt.

”Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Sådan citerer dåbsritualet Jesus, og det betyder blandt andet, at det er håbløst at lægge ud med argumenter for berettigelsen af evangeliets klare lys. Der skal argumenteres, men senere. Der er bedre at begynde med en sang.

Vi modtager Guds gaver

”Gak ud min sjæl, betragt med flid i denne skønne sommertid Guds underfulde gaver”! En kendt og elsket salme, der ved, at sommeren er et godt tidspunkt til at erfare os selv som - og minde os om, at vi er – modtagere af Guds gaver.

Der er forskel på at være modtager, forbruger, køber, ansvarshavende direktør, ejer eller aktør, det vil sige spiller i et spil om adgang og brug.

Under Guds himmel er vi måske det hele, men først og fremmest er vi modtagere af Guds gaver. Det kan salmesangen minde os om.

Levende virkelighed bliver det imidlertid nok mest, når vi bruger sommeren til faktisk at gå ud og opleve naturen i evangeliets lys. Der kommer dufte af honningkrydret strandeng, fugtig skovbund og hyldene, der ”dufter i stuen ind”.

Få fænomener fortæller os så tydeligt som duftene, at Guds gaver ikke lader sig besidde, men kun skænke. Vi kan opleve lysets vekslen og lytte til fuglekorets englesang. Det hele lader os opleve, hvor udleverede vi er; udleverede til Guds nåde i sommernaturens ”underfulde gaver”.

At gaverne er ”underfulde”, er vigtigt. De unddrager sig den slags forklaringer, der forklarer dem bort. At duftene ”ikke er andet end” er et udsagn uden forståelse af, hvad duftene i virkeligheden er.

Duftene, lysets vekslen og alt det andet er uudgrundeligt og netop underfuldt. Ligesom vi derfor ikke kan besidde det, kan vi heller ikke møde det med andet en respekt. Uden respekt er det slet ikke det samme, vi møder. Så er det ikke duften af hav, men duften af penge (som man engang sagde i Esbjerg).

Naturen er et mål i sig selv

Hvad det minder os om og betyder, for ”naturens status og menneskets plads” kristent betragtet er, at vi aldrig må behandle naturen som en rent middel for vores egen tilfredsstillelse, men at vi altid også skal behandle naturen som et mål i sig selv.

Naturens underfulde gaver vidner om Guds skabende og livsfornyende nærvær i økosystemernes dynamik. I myggene, der sværmer, og uglen, der letter i skumringen.

Set i evangeliets klare lys er naturens status således ”økocentrisk”, hvilket betyder, at Gud forlener den og alle dens livsformer med en værdighed, der kræver, at naturen respekteres for sin egen skyld.

Dermed er noget afgørende sagt. På den anden side er meget langt fra alt sagt. Almindelig danske humanisme tilkender mennesket en lignende status eller værdighed. Alligevel bruger vi langt hen ad vejen og med god samvittighed hinanden som midler til at opnå vores egne mål.

Så selvfølgelig er det i (naturens) orden, at vi bruger naturen som midler. Blot ikke udelukkende som midler. Den væsentligste erkendelse i den kristne betragtning er, at vi fuldt lige så meget er forpligtet på naturen for dens egen skyld som for mennesket for dets egen skyld.

Naturens og menneskets egenværdi er to sider af samme sag, der grunder i Guds skabende og frelsende nærvær. Eller sagt på en tredje måde: der er ingen ubetinget forskel på mennesket og naturen. Den ubetingede forskel er i forhold til Gud.

Vi er Guds forvaltere

Dermed er det andet afgørende spørgsmål givet. For selvfølgelig er mennesket også noget andet end den øvrige natur, og det er dette andet, der begrunder vores særlige ”plads i naturens orden”.

Mennesket er skabt i Guds billede, vi er Guds forvaltere, vi er Guds skabte med-skabere, vi er også Guds børn. Tre forskellige accentueringer af vores særlige ”plads i naturens orden”.

Problemet med forvalterrollen er dens tvetydighed. Man kan med urette forestille sig, at forvalteren har fået fri råderet over ”bedriften”, så han er fri til at skaffe sig et overskud uden hensyn til konsekvenserne for dem, det går ud over. Det er bare uforeneligt med de andre nævnte opfattelser af menneskets særstilling.

Mit yndlingsbibelsted er Romerbrevet 8,19-21: ”For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares (…) også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden, og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden”.

Med andre ord: den dag menneskene bliver Guds børn ikke kun af navn, men også af gavn, vil hele skabningen blive befriet og nå den frihed, som venter os i herligheden. Alt andet lige må det betyde, at den plads vi skal finde i naturens orden, er som omsorgs- og respektfulde medarbejdere på hele skabningens bedste – ikke kun på vores eget menneskelige bedste.

Endelig: ”Gak ud min sjæl betragt med flid”. Det med flid er også vigtigt. Som de syndige mennesker vi er, har vi brug for meget ofte at gå ud og lade os opbygge af Guds underfulde gaver i naturen. Ellers glemmer vi den og vores ansvar for at leve til Guds ære og hele skabningens gavn.

Martin Ishøy er teolog, sognepræst og medstifter af Grøn Kirke.