Spørg

Må social- og sundhedshjælpere tænde lys på sabbatten?

" I udfører et humanitært arbejde, som altid må udføres på sabbatten og på helligdagene, og hvis der er behov for lys, må I tænde det, skriver Hanna Skop, der er jøde, pensioneret lærer og cand. pæd. psyk.

I jødedommen nulstilles alle forskrifter, når det gælder om at hjælpe en syg, svarer jøde og cand.pæd.psyk. Hanna Skop

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Vi er en gruppe på Social- og Sundhedsskolen, Fredericia, Vejle og Horsens, som har med jødedommen at gøre, og synes ikke vi kan finde de svar, vi mangler i bøgerne. Her er vores spørgsmål: 

Må en ældre syg jødisk kvinde modtage hjælp af en mandlig social- og sundhedshjælper med for eksempel nedre hygiejne? Hvis vi kommer som social- og sundhedshjælpere i hjemmet, må vi så gerne bruge el til eksempelvis lys under sabbatten?

Håber at få svar. 

Med venlig hilsen 
Line

Svar:

Kære Line

Dit spørgsmål angående pleje af syge ældre jødiske kvinder skal jeg forsøge at besvare.


Det at være jøde er ikke et entydigt begreb. Jødedommen kan leves på mange forskellige måder fra den strengt ortodokse til den mest liberale. Jeg vælger at forstå dit spørgsmål sådan, at du tænker på en meget ortodoks kvinde.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal jødiske kvinder bære paryk?

I jødedommen nulstilles alle forskrifter, når det gælder om at hjælpe en syg. Når dette er sagt, må man antage, at en kvinde, som hele sit liv har levet et meget religiøst liv, nok vil foretrække en hjælper af samme køn. Dette handler ikke så lidt om blufærdighed.


Skulle I blive stillet over for en sådan situation, vil jeg foreslå dig at spørge den pågældende kvinde. Mon ikke det skulle være muligt at bytte med en kollega, hvis man føler, at man kommer til at krænke den pågældende kvinde?

LÆS OGSÅ: Hvad betyder jødedommen for dig i hverdagen?

Benyttelsen af elektrisk lys på sabbatten skulle der ikke være nogen hindring for. I udfører et humanitært arbejde, som altid må udføres på sabbatten og på helligdagene, og hvis der er behov for lys, må I tænde det.

Sandsynligheden taler for, at der i et ortodokst hjem, benyttes tænd/sluk ure, således at der slet ikke vil være noget problem. I skal bare efterlade hjemmet, således som det var, da I kom.


Håber dette er et svar, I kan bruge.


Med venlig hilsen Hanna Skop
Jøde, pensioneret lærer og cand.pæd.psyk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.