De 10 vigtigste ting at vide om hasidismen

Hasidismen har sin oprindelse i 1700-tallets Østeuropa, men er i dag mest synlig i USA og Israel. Bevægelsen er kendetegnet ved en meget inderlig følelsesladet tilgang til troen og en streng overholdelse af de jødiske skikke

1. Oprindelse

Hasidismen udsprang af jødedommen og blev grundlagt af den ukrainske lærde mystiker, Israel ben Elieser (1698 – 1760), der senere fik navnet Baal Shem Tov (”herren over det gode navn”). Ordet ”hasidisme” kommer af det hebraiske ord hasid, der betyder ”from”. Kort fortalt var hasidismen oprindeligt en folkelig fromhedsbevægelse, der i sin formative periode stod i kontrast til den mere intellektuelle rabbinske jødedom, der lagde fokus på tekstnære studier af Tora - de 5 mosebøger - og Talmud, der er den vigtigste samling af tekster om jødisk skik og etik.

2. Lære

Den oprindelige hasidistiske lære lagde stor vægt på en inderlig og personlig gudsopfattelse. Grundprincippet i hasidismen har sine rødder i Talmud og drejer sig om, at Gud forlanger hjertet, det vil sige menneskets kærlighed. I dag har hasidismen udviklet sig til en masse forskellige bevægelser, der hver især er influeret af de lande og kulturer, de befinder sig i. Det er derfor svært at tale om én entydig hasdisme, men der er dog nogle overordnede filosofiske og teologiske ideer, der stammer helt tilbage fra Baal Shem Tov. De deler alle det princip, at det vigtigste i jødedommen er et følelsesladet forhold til Gud, og at bøn, sang og dans er måder at udtrykke dette forhold på. 

De to grundlæggende teologiske udgangspunkter i den hasidistiske lære er: 

• Guds omnipræsens. Det vil sige, at Gud er allestedsnærværende. 

• Begrebet "devekut", som stammer fra den mystiske tradition, kaballah, og går længere tilbage end hasidismen. Læren i denne tradition går ud på, at der eksisterer et ubrudt, tæt forhold mellem Gud og mennesket. Og at man gennem bøn og meditation kan opnå et tæt forhold til Gud. Devekut bliver ofte forbundet med en intens, nærmest trancelignende kontakt med Gud. 

3. Historisk udvikling 

Mens hasidismen i dag ofte bliver betragtet som det bedste eksempel på ultra-ortodoks jødedom, så var den faktisk oprindeligt en mere progressiv bevægelse, der stod i kontrast til den etablerede jødedom. Bevægelsen opstod der, hvor Ukraine ligger i dag. I begyndelsen fik bevægelsen mange tilhængere blandt den uuddannede del af befolkningen, men også højtuddannede jøder fandt mening i en mere folkelig, inderlig og følelsesladet form for religiøsitet. Da stifteren Bal Shem Tov døde i 1760, udviklede hans efterfølgere den hasidistiske lære. Der opstod en række forskellige bevægelser, der hver især var ledet af en karismatisk skikkelse, en såkaldt tzaddik. Tzadikkerne blev ofte anset som ledere med en særegen evne for at praktisere den førnævnte devekut. Ofte havde de en nærmest helgenligende rolle i disse bevægelser.

Hasidismen blev mødt med meget kritik i løbet af dens begyndelse i 1700-tallet. Blandt andet mente dens kritikere ofte, at tzadikkernes rolle var en form for afgudsdyrkelse. 

I slutningen af 1700-tallet blev den traditionelle, rabbinske jødedom mere venligt stemt overfor hasidismen. Samtidig begyndte hasidismen at lægge større vægt på traditionel jødisk praksis, såsom studiet af Torah og Talmud som hasidismen kombinerer med dens egen folkelige mystik. 

4. Dynastier 

De store hasidistiske bevægelser kaldes dynastier. De vil ofte være organiseret på den måde, at de har en leder kaldet en rebbe, (det jiddische ord for rabbiner, red.) Denne leder stammer fra en tidligere rebbe, ofte fra den samme familie. Dynastiet er ofte navngivet efter en Østeuropæisk by, hvor den oprindelige rebbe kom fra. Det største dynasti i dag er Belz-dynastiet, der har sine rødder i Ukraine, men i dag findes i både Jerusalem, USA og Europa.

5. Udvandring og udryddelse

I Rusland i 1917 var der en større minoritet af hasidistiske jøder. Ved begyndelsen på det kommunistiske Rusland blev religionen ofte praktiseret i samfundets undergrund af omkringrejsende hasidister. De blev ofte smidt i fængsel og i værste fald dræbt.

Også andre europæiske lande, der var under Sovjet, oplevede, at mange hasidistiske jøder fik indskrænket deres religionsfrihed. Blandt andet blev synagoger nedlagt og forvandlet til sekulære museer.

Under holocaust i 1941 blev alle Østeuropas hasidistiske centre ødelagt, og 500.000 hasidistiske jøder blev dræbt. De overlevende rejste primært til USA og Israel, hvilket stadig er de lande med størst antal af hasidister.

6. Hasisdismens demografi i dag

Hasidismens meget tragiske historie i Europa har ført til, at de største hasidistiske dynastier findes i USA og Israel. Der findes dog små, aktive grupper i forhenværende kommunistiske lande, såsom Litauen og Polen. På verdensplan findes der lidt over en million hasidistiske jøder. 

7. Hasidismen i USA

I USA er det især i New York og i særdeleshed bydelen Brooklyn, at de hasidistiske jøder bor. De fleste, der har besøgt Williamsburg-området i Brooklyn har lagt mærke til de hasidistiske jøder som en del af bybilledet. Det vigtigste hasidistiske dynasti i USA er Satmar-dynastiet, der har sit hovedsæde i Williamsburg.

8. Hasidismen i Israel

Landet med næstflest hasidistiske jøder er Israel. En stor del af Europas hasidistiske jøder emigrerede dertil efter statens oprettelse i 1948. Det interessante ved hasidismen i Israel er, at den er meget broget, både religiøst og politisk set. For eksempel er Satmar-dynastiet i USA ivrig modstander af staten Israel, fordi den ser Israel som en fejltolkning af jødisk tradition. 

9. Hasidismen i Europa

I dag findes der små grupper af aktive hasidistiske jøder i Europa. Det eneste egentlige dynasti kaldes Pshevorsk, og det ligger i Antwerpen i Belgien.

10. Beklædning

Det mest alment kendte aspekt af den hasidistiske jødedom er nok måden, hvorpå de går klædt. De bærer ofte lange sorte jakker og store pelshuer. Mændene følger en skik om ikke at barbere det hår, der vokser i siden af ansigtet, hvilket viser sig i mændenes store skæg og lange krøller. Denne skik har sine rødder i en tolkning af Tredje Mosebog vers 19:27, hvor Gud siger til Moses: ”du må ikke runde håret på tindingerne; og du må ikke studse dit skæg.” Måden hvorpå, disse skikke bliver praktiseret, varierer fra dynasti til dynasti, og mange ikke-hasidistiske ortodokse jøder følger dem også. 

Kvinder vil ofte gå klædt i sort, der dækker både knæ og albuer.

Kilder: Bente Groth: "Jødedommen" 2000; Jensen, Rothstein & Sørensen (red.) : "Gyldendals Religionshistorie" 2011; Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen (red.) "Gads Bibelleksikon" 2003