5 frugtbarhedsguder fra verdens religioner

Det er efterår, og for de fleste landmænd er høsten sikret. I antikken tilbad man frugtbarhedsguderne i håbet om en indbringende høst. På billedet ses den græske frugtbarhedsgudinde Demeter. Billede: "Demeter mourning Persephone" af Evelyn De Morgan, 1906. Kilde: Wikimedia Commons.

Fra antikkens Grækenland til det førkristne Norden har man hyldet frugtbarhedsguder- og gudinder for at sikre afgrøderne

I disse uger afholdes de sidste høstgudstjenester for at markere markens gaver og sige Gud tak for at have skabt gode kår for sæden i jorden.

Men helt tilbage før den kristne kirkes fødsel var frugtbarhedsguder- og gudinder en vigtig del af både nordisk, græsk og romersk mytologi og af den hinduistiske religion. Hver gud eller gudinde var knyttet til en bestemt del af frugtbarheden og var gud for eksempelvis kornet, bierne, kvæget eller høsten - og nogle også for fødsler og erotik. 

Neden for har religion.dk samlet billeder og spændende facts om fire frugtbarhedsgudinder og to guder, der gennem ceremonier og ritualer er blevet tilbedt i håbet om at få en god og indbringende høst. 


Demeter

Den kloge Demeter på tronen. Billede: Bibliothèque nationale de France via Wikimedia Commons

Demeter var det antikke Grækenlands korngudinde og lærte menneskeheden at så og plove, så de kunne gøre en ende på deres nomadeeksistens. Derfor er Demeter særligt populær hos landbobefolkningen.

I skulpturform bliver hun ofte afbilledet stående eller eller siddende på en trone, iført kjortel og en høj hovedbeklædning (polos) med en pattegris i armene. Pattegrisen er for Demeter et helligt dyr, idet den er et frugtbarhedssymbol. Demeter har en række attributter, heriblandt en lysende fakkel, jordens frugter og slangen, som lever i jorden.

LÆS OGSÅBilledserie: Ti religiøse seværdigheder fra oldtiden

Demeter bliver brugt som et symbol på de skiftende årstider, fordi hun seks måneder om året har besøg af sin datter Persefone, som hun havde et symbiotisk forhold til. I den tid hvor Demeter har besøg af Persefone, er hun lykkelig og kornet og andre vækster på jorden blomstrer. De øvrige seks måneder er Demeter hensunken i sorg og længsel.

Demeter blev æret og tilbedt ved den religiøse fejring kaldet De Eleusinske Mysterier. Selve kulthandlingerne i Eleusis var hemmelige, og derfor har man ikke viden om, hvad tilbedelsen indebar. At tilbedelsesritualerne er hemmelige ligger i ordet "De Eleusinske Mysterier", idet ordet mysterium er afledt af ordet my, der på græsk betyder at lukke

Demeter sørger. Billedet illustrerer myten om, at Demeters datter Persefone -også kaldet Kore - bliver røvet af Hades, der er underverdenens gud. Men Demeter giver ikke op og lader alle planter visne, så guderne tvinges til at skaffe datteren tilbage. Billede: "Demeter mourning Persephone" af Evelyn De Morgan, 1906. Kilde: Wikimedia Commons.

Demeter får sin datter Persefone tilbage fra underverdenen. Men datteren må i al evighed bruge en tredjedel af året under jorden som Hades' dronning. Billede: "The Return of Persephone" af Frederic Leighton, 1891. Kilde: Wikimedia Commons.

Kybele

Marmorhoved af Kybele af Vassia Atanassova. Kilde: Wikimedia Commons

Kybele er det antikke Roms frugtbarhedsgudinde, som ofte symboliseres ved en sort sten, der muligvis er en meteorit. Kybele hersker over bjerge og vilde dyr, især løven og er samtidig gudinde over bierne.

Kybele havde en ung tilbeder, Attis, der var gud over planterne. Kybele og Attis blev tilbedt i vilde, dramatiske, blodige orgielignende ceremonier, som blev akkompagneret af skrig og trommer, fløjter og bjælder. 

Kybele har fået status som frugtbarhedsgudinde på grund af en ganske særlig begivenhed. Under Den 2. Puniske Krig, som fandt sted 218-201 f.Kr., havde de hårdt trængte romere søgt råd i De Sibyllinske Bøger og hos oraklet i Delfi. De fik imidlertid at vide, at det kun var Kybele, der kunne befri Italiten. I foråret 204 f.Kr. ankom båden med Kybele, hvilket medførte, at krigslykken vendte og kornet begyndte at gro bedre. Siden da er Kybele blev karakteriseret som en frugtbarhedsgudinde. 

På billedet redder Kybele Italien under Den 2. Puniske Krig, hvor Rom og Karthago kæmpede. Romerne var trængt tilbage, og i deres desperation søgte de råd hos Oraklet i Delfi. Svaret lød, at kun Den Store Moder, Kybele, kunne gøre noget. Da romerne tilkaldte hende, vendte krigslykken igen. Billede: "Cybele protects from Vesuvius the towns of Stabiae, Herculaneum, Pompeii and Resina" af François-Édouard Picot, 1832. Kilde: Wikimedia Commons.

Kybele ridder hen over himlen i vognen med to løver spændt for i højre hjørne af maleriet her. Billede: "Allegory of the Element Earth" af Leandro Bassano. Kilde: Wikimedia Commons.

Frej og Freja

Freja. Billede: "Freyja and the Necklace" af J. Doyle Penrose. Kilde: Wikimedia Commons

Inden for den nordiske mytologi har man fundet spor af flere frugtbarhedskulter.

En af frugtbarhedsguderne er Frej eller Yngve-Frej, der ifølge sagnet er stamfader til den svenske, mytologiske kongeslægt ynglingerne og ifølge Adam af Bremens nedskreven fortællinger blev tilbedt i templet i Uppsala, hvor en statue afbilder ham med en kæmpe fallos. Ifølge samme fortællinger var tilbedelsen af Frej forbundet med akter og handlinger, som kristne iagttagere fandt "stærkt stødende."

Han er blevet omtalt som ”den ypperste af aserne; han råder for regn og solskin og Jordens afgrøde.” Hesten er knyttet til ham, formentlig blandt andet i forbindelse med offerkult. Frej er bror til Freja og bor i Alfheim blandt lysalferne, som også var forbundet med frugtbarhed.

Freja er den vigtigste nordiske frugtbarhedsgudinde og i Snorres Edda (skjalde og mytologiske fortællinger nedskrevet i Island i det 13. århundrede) omtales hun som frugtbarhedsgudinde og som ”den ypperste af asynjerne”.

Hun ejer et kostbart smykke af guld, Brisingamen, et stærkt symbol for en tid, hvor guld og rigdom var tæt forbundne. Hendes funktion som erotikkens og kærlighedens gudinde er måske den mest kendte i dag, men Freja havde også en stærk forbindelse til Odin. Hendes rolle var her anderledes dyster, og det var hende, der talte de faldne i et slag. Hun er derfor på den ene side gudinde for fødsler og afgrøder, men også for skæbnen og døden. 

Frej kæmper, da ragnarok rammer. Side om side med Odin, der spidder Fenrisulven, og Thor med sin hammer. Billede: "Nordisch-germanische Götter und Helden" af Friedrich Wilhelm Heine, 1882. Kilde: Wikimedia Commons

Freja i sin vogn trukket af katte. Billede: Af Ludwig Pietsch, 1865. Kilde: Wikimedia Commons

Mithra

Marmorhoved af Mithra. Kilde: Bridgeman Art Library/Scanpix

Mithra var centrum for en hellenistisk kult og kendes som kvægets og høstens beskytter, men er samtidig gud for sandhed og retfærd. Mithra går ligeledes under navnet Mehr, som en festival også er opkaldt efter, og som undertiden benævnes Den Persiske Efterårsfestival.

Oprindeligt fejrede man Mehr på guddommens navnedag, men festdagen falder - uafhængigt af kalenderbrug - på den dag, hvor bonden høstede, og er således også blevet en taksigelsesfest for høstens udbytte.

På festdagen opstiller familien et smukt dekoreret bord med rosenvand, slik og frugter og et lille spejl. Inden måltidet påbegyndes, stiller hvert familiemedlem sig foran spejlet og beder. Herefter smører alle en traditionel eyeliner om øjnene. Nogle steder prydes frokostbordet også af en kopi af Avesta, persernes og mederernes hellige skriftsamling.

LÆS OGSÅDe ti vigtigste ting at vide om zarathustrismen  

Det var den såkaldte Mithraskult, der dyrkede Mithra. Medlemmerne af denne kult var som de øvrige mysteriekulter underlagt en såkaldt arkan-disciplin, der betød, at kultens ritualer og hemmeligheder var forbeholdt de indviede, der havde tavshedspligt.

Derfor er kendskabet til tilbedelsen af Mithra begrænset. Dog er det centrale billede for kulten et tyreoffer, der skal symbolisere, at liv udspringer af død, og at blodet er det livgivende. 

Mithra ofrer tyren. Kilde: Bridgeman Art Library/Scanpix

Bas-relief de l'investiture d'Ardashir II à Taq-e

Bas-relief de l'investiture d'Ardashir II à Taq-e Bostan

Mithra helt ude til venstre. Under fødderne på dem ligger den døde romerske kejser, Julian. Kilde: Wikimedia Commons

Shiva

Shiva -

Shiva. Foto: Fred de Noyelle/Scanpix

Shiva er på én og samme gang gud for død, ødelæggelse, askese og frugtbarhed. Selvom han forbindes med død og ødelæggelse, har han en betydningsfuld rolle, hvad angår frugtbarhed.

Han opretholder verden gennem meditation og er normalt omgivet af en krans af flammer, som skal beskytte ham mod udefrakommende onde kræfter.

Shiva afværgede en frugtbarhedskatastrofe, da floden Ganges oversvømmede Jorden. Han bandt sit hår og tog vandet på sit hoved, så det flød væk uden at gøre skade. I samme flod bor gudinden Ganga, som giver vand til jorden og derfor også betegnes som en repræsentant for frugtbarhed.

Shiva afbildes ofte med en cobra, der symboliserer styrke, ødelæggelse og frugtbarhed.

Den centrale tilbedelse af Shiva består i, at man hælder en blanding af mælk, vand og honning over linga, der står i en yoni, et lidt større fundament med en rende hele vejen rundt, der ender ved et afløb, så mælken kan rende bort eller opsamles. Man udfører ritualet for at sikre frugtbarhed.

Shiva hustruen Parvati. Ifølge nogle kilder er Parvati kilden til al kraft i universet. Det vil også sige Shivas magt, og Parvati er derfor ofte vist som halvdelen af Shiva. Billede: Smithsonian Institute’s collections. Kilde: Wikimedia Commons

Shiva statue in Mangal Manjusha near

Shiva-statue i nærheden af Delhi, Indien. Foto: Phillippe Lissac/Scanpix