Indføring

Hvad er shamanisme?

En shaman udfører en rituel dans ved Volga-floden til byen Saratovs ære.

Shamanisme er en åndelig praksis, som har været dyrket rundt om blandt jordens befolkninger i 40.000 år. Men ordet har skiftet betydning alt efter ideologisk kontekst på universiteterne

Shamanismen er en spirituel-religiøs praksis, som udgjorde kernen i de oprindelige folks stamme-samfund. Stammerne havde alle en shaman, en leder med særlige evner, som kunne komme i kontakt med gudernes- og åndernes verden. 
 
De oprindelige folk troede på, at shamanerne kunne foretage en sjælerejse ind i en 'anden verden’, hvori vedkommende kunne hente viden og energi med sig tilbage til gavn for alle i deres samfund. Med den nye viden kunne shamanen sørger for gode afgrøder, helbrede syge eller jage onde ånder på flugt. 

Shamanismen var udbredt i hele verden: fra Grønland til Sydafrika og fra Amerika til Australien. Den shamanistiske praksis kan angiveligt spores mere end 40.000 år tilbage i tiden.

I antropologien og i religionshistorien bruges ordet shamanisme i dag også om de samfund og kulturer, som har forhold, der ligner de oprindelige folks. Ordet er her en fagbetegnelse, som har været i en konstant udvikling over århundrederne. Ideologiske, politiske eller teologiske årsager har formet forståelsen af shamanismen helt frem til i dag.
 
I det 18. århundrede blev shamanismen beskrevet som forældet og nærmest hedensk. Shamanismen blev set i lyset af kristendommen og forstået ud fra fordomme og forestillinger. Shamanismen var en forældet praksis, som de færreste forskere i denne periode tog sig tid til at observere.

Dette afslørede den britiske forsker, Ronald Hutton (1953-) i sin analyse af den sibiriske spiritualitet i den vestlige forståelse. 

I det 19. århundrede blev 'shamanismen' en fagterm i tæt forbindelse til de oprindelige folk i stormagternes kolonier. Shamanismen blev en generel metafor for alt præhistorisk: ældre religion, trolddom, ældgamle dokumenter og gammelmands visdom.

I det 20. århundrede fik shamanismen, og i særdeleshed shamanen, en opblomstring. Her sættes shamanerne i tæt forbindelse med kunst, terapi og menneskets indre jeg. De oprindelige folk og den oprindelige kultur synes i Danmark at have fået et øget fokus med interesse for nordisk mytologi, vikinger og Grønlands eskimoer.