Rastafari-religion: Mere end dreadlocks

Rastafari-bevægelsen opstod i slutningen af 1920erne som en protest mod imperialismen. Læs mere om bevægelsen her

Rastafari-bevægelsen, der nok bedst er kendt i Vesten for dreadlocks og reggaemusik, er et eksempel på en nyere religion, der er inspireret af mere traditionel religion. Bevægelsen har nytænkt og benyttet visse elementer fra den jødiske og kristne religion. Desuden er den et eksempel på, hvordan religion også kan være et politisk værktøj - i dette tilfælde en protest mod imperialismen.

Rastafari-bevægelsen er langt fra et enkeltstående eksempel på en religiøs bevægelse, der er opstået som reaktion på imperialismen.

Generelt blev mange religiøse bevægelser nemlig dannet i kølvandet på imperialismen - nogle politiske andre ikke. Mange af de nye religiøse bevægelser var påvirket af koloni-herrernes religion, det vil sige primært katolicismen. Men de nye bevægelser var ikke blot en videreførelse af traditionelle religioner. Helt nye former for religion opstod.
 
Historie og grundlæggelse
Rastafari-bevægelsen opstod i 1920erne som reaktion på imperialismen og den slavehandel, der havde fundet sted i det 17. århundrede. Religionen udviklede sig blandt afrikanere på øen Jamaica i det caribiske hav, men blev også påvirket af det oprindelige hjem: Afrika.

Kimen til den nye religion blev lagt i starten af 1900-tallet, hvor sorte for alvor begyndte at tage til genmæle over for hvides udnyttelse og undertrykkelse.

En central skikkelse for bevægelsen var Marcus Mosiah Garvey (1887-1940). Han var fra Jamaica og profeterede, at en stor konge ville blive kronet i Afrika, og at denne konge ville kalde alle sorte hjem. Garveys profetier blev tolket som opfyldt, da Haile Salassie (1892-1975) blev kronet som Etiopiens konge i 1930.

Trosforestillinger og ritualer
Rastafari-bevægelsen er inspireret af jødedom og kristendom - især Det Gamle Testamente. Den etiopiske konge Haile Salassie kaldte sig selv efterkommer af den gammeltestamentlige kong Salomon samt af dronningen af Saba. Kongen betegnede sig selv Ras Tafari, der betyder Prins Tafari. Der opstod hurtigt megen religiøs opmærksomhed omkring kongen, og den dag i dag dyrkes Haile Salassie som en guddom, der vil få alle sorte tilbage til Afrika.

Rastafari har ikke en sammenhængende teologi, men religionen har visse faste forestillinger og dogmer. Eksempelvis opfattes England, USA, overklassen på Jamaica og de kristne kirker som repræsentanter for det onde i verden. Bevægelsen anser naturen som overlegen i forhold til kulturen, derfor er dreadlocks så almindeligt, da håret netop skal gro utæmmet og vildt.

I bevægelsen tror man på, at sorte mennesker har en særlig værdi, hvilket medfører et særligt ansvar og pligt over for andre mennesker.

Ydermere opfatter rastafarierne sig som Guds udvalgte folk. En forestilling, der også kendes fra jødedom og kristendom.

Rastafarierne mener, at hvide mennesker ikke har medfølelse for sorte, og at de sorte vil hævne sig over de hvide ved at lade hvide mennesker arbejde for dem.

Ligesom rastafari-religionen ikke har en sammenhængende teologi, har den heller ikke et fast organiseret korpus af ritualer.

Rastafarierne udfører åndelige øvelser såsom meditation, hvor hash optræder som et element. Hash ses som visdommens hellige urt, og stoffet anses for helbredende. Selve handlingen, at ryge hash, anses derfor som en rituel og hellig handling.

Derudover benytter rastafarierne også visse kristne og jødiske ritualer.

Rastafari bevægelsen i dag
Bevægelsen, der til at starte med havde sit udgangspunkt i Jamaicas underklasse, er blevet udbredt til andre steder i verden samt andre sociale klasser, men er stadig en mindre bevægelse.

Samtidig er der sket en opblødning omkring racespørgsmålet hos rastafarierne. Èn af bevægelsens oprindelige mærkesager, hævnen over den hvide mands undertrykkelse, er i dag mere en forestilling om, at rastafarierne som Guds udvalgte folk har et generelt større menneskeligt ansvar overfor alle mennesker, også den hvide mand.

Kendskabet til rastafari er i høj grad blevet udbredt ved hjælp af de karakteristiske dreadlocks og reggaemusikken, der dog også kan handle om meget andet end rastafaris budskaber.