Visionen om den universelle kirke

Tilstanden varede til 1849, hvor vi med den nye grundlov fik religionsfrihed. Men efter de tre hundrede år var der naturligvis ikke meget tilbage af den ånd, som engang havde givet begejstring og kraft til at bygge de tusindvis af kirker over hele landet. Da det igen blev tilladt at være katolik, var der så godt som ingen danske til at opbygge den lokale Kirke.

Men konversionerne tog fart, og indvandrere fra mange lande var pionerer i opbygningen af Den katolske Kirke i Danmark. Og pionérånd måtte der til, for modstanden og mistænksomheden var stor. Fordommene florerede, og penge havde man ikke mange af. Alle de katolske kirkebygninger var inddraget til protestantiske gudshuse, så man måtte starte med små ydmyge lokaler i private huse.

Under disse forhold var det jo ikke så aktuelt med den nationalbevidste danske kristendom. Tværtimod var det en stor fordel, at det meste foregik på latin og messer og hymner var internationale. Alle kunne være med, lige meget hvilket kontinent, de var kommet fra.

I dag – efter 2. Vatikankoncil i 1962-65 – er kirkesproget for det meste dansk, men med et stærkt internationalt tilsnit, idet evangeliet ofte læses på andre sprog: Polsk, tamilsk, vietnamesisk, engelsk, fransk, og hvad der ellers er behov for i den enkelte menighed. Grundtvig, Kingo og Brorson bliver også sunget i den katolske messe, men må jo ofte vige pladsen for vietnamesiske, latinske og andre salmer.

Når man kommer til Den katolske Kirke fra den danske Folkekirke og dens selvfølgelige sammentænkning af danskhed og kristendom, kan man godt være fristet til at føle, at man er kommet fra Frederiksholms Kanal til Verdenshavet. Man rystes i sin grundvold ved at erfare Verdenshavets storhed og mangfoldighed.

Og her kommer vi til den mere teologiske forklaring: Man bliver rusket vågen ved at erfare, at Kristi Kirke er SÅ STOR, så altomfattende, så rig: Alle verdens kulturer og sprog, alle verdens mennesker i den store smeltedigel, som er Kristi kærlighed. Man bliver ydmyg og lille og indser, at kærligheden til mine brødre og søstre fra hele verden er vigtigere end den lidt stive kirkelige danske tradition, man er vokset op med i den forestilling, at den var verdens bedste.

Man opdager, at Kirken ikke kun er en organisation, men virkelig en organisme, en levende organisme, Kristi mystiske Legeme. Man opdager, at man har gået i sko, der var nogle numre for små, når man troede, at man kunne reducere Kristi budskab til det, som er blevet tilbage i dansk protestantisk tradition. Det som trods alt har holdt én i live er de store salmedigtere, som løftede sig højt op over det lokale og formelle:

Grundtvig havde visionen om den universelle Kirke, en Kirke, hvor kærligheden til Gud og Næsten forener alle i Kristi Mystiske Legeme: "I takkesangens offerskål hensmelter alle modersmål". I den katolske Kirke bliver dette skinbarlig virkelighed. Det er indvandrerne med til at lære os.

Hvad kan Kirken gøre bedre? Den katolske Kirke i Danmark gør meget for at integrere flygtninge og indvandrere. Måske gør den faktisk mere end godt er. Måske er det ikke til gavn for Kirkelegemet, for menighedsfællesskabet, at Kirken sender så mange "etniske" præster med særlig opgave til at tage sig af de forskellige etniske grupper.

Når indvandrere fra et bestemt land får deres egen præst, går det hurtigt sådan, at de kun kommer til messe, når deres egen præst kommer. Så bliver dagen ofte til en etnisk kulturfest med indledende messe. Gruppen hægtes af menighedsfællesskabet, og der opstår en lukket menighed uden for sognemenigheden. Virkningen forstærkes yderligere, hvis indvandrerne også går til deres egen præst for at modtage sakramenterne, som så meddeles uden for sognemenighedens søndagsmesse (skriftemålet må naturligvis være en undtagelse).

Når den etniske præst så ikke har mulighed for at undervise eller i det hele taget forberede folk til sakramenterne, ja så undermineres sognepræstens og arbejde og menighedens bestræbelser på at leve sammen i det kærlighedsfællesskab, som vi hører om i de første menigheder, og som imødekommer Jesu bøn om, at vi alle må være ét i Ham.

Dette kærlighedsfællesskab på tværs af etniske forskelle er den katolske Kirkes og den enkelte menigheds store gave og opgave.

Kirsten Kjærulff