Korstog og jihad

Islam derimod var fra starten ikke bare en religion, men også en militært sejrende bevægelse, der fra starten havde "råd" til at tillade andre religioner, og havde "råd" til at interessere sig for filosofiske tanker af enhver art.

Mig bekendt er det en kendsgerning, at muslimerne ved at oversætte ikke bare alle græske videnskabelige og filosofiske værker til arabisk, men også alle værker fra hele den kendte verden, faktisk i løbet af islams 500-600-årige guldalder reddede, bevarede og videreudviklede disse uvurderlige skatte fra den overvejende teknologisk, videnskabeligt og filosofisk tilbagestående kristenheds trang til ødelægge alt og alle, der kunne true kristendommens position.

Ved at oversætte al tilgængelig viden til ét sprog, gjorde muslimerne i virkeligheden for første gang i verdenshistorien al eksisterende videnskab og filosofisk tænkning international. Det er en bedrift, som ikke må undervurderes.

Men som det så ofte er set i historien, er tolerante samfund tilbøjelige til at slække på den militære styrke. Og da de muslimske samfund på et tidspunkt måske heller ikke havde så stærke indbyrdes alliancer, som de sikkert burde, øjnede paven i Rom chancen og sendte kristne korsfarere på røvertogt i de rige muslimske lande - med erobringen af Jerusalem som den samlende idé.

Angrebet på de muslimske lande, med det erklærede mål at omvende muslimerne til kristendommen, tippede den fine balance mellem mullaherne og filosofferne og sendte dele af islam i en mere intolerant retning - vækkede så at sige islams iboende mulighed for intolerance.

Ganske vist samlede muslimerne sig og slog til sidst korsfarerne tilbage, men da var skaden sket. Hvilket vi bl.a. ser frugten af i dag.

Historisk set har den kristne intolerance frem til renæssancen (som udsprang af den videnskabelige og filosofiske skat som muslimerne reddede) dog altid langt overgået den muslimske intolerance. Og vi kan da stadig håbe på, at den bedre "opdragelse" som islam fik som lille, på et tidspunkt vil overvinde de destruktive kræfter, som profilerer islam i øjeblikket.

Mit håb om at det kan lade sig gøre skyldes den erfaring, at kristendommen, trods sin notorisk dårlige "opdragelse" som lille, faktisk har forbedret sig og er blevet en langt mere tolerant religion, end man turde håbe indtil for et par hundrede år siden.

I mange tilfælde forbilledlig tolerant, hvilket den forsigtige håndtering af Grosbøll-sagen herhjemme viser. Eksempelvis forlanger præsternes fagforening præsten, der ikke tror på en skabende og opretholdende gud, tilbage i embedet igen!

Så tolerante har man dog vist aldrig været i den muslimske verden, historisk set!

Jeg har fundet denne artikel på internettet, som beskriver kristendommens historisk set overvejende mørke sider ganske indgående.

Dette lille uddrag fra artiklen illustrerer tydeligt forskellen på islam og kristendom, hvad tolerance angår:

"Faktisk er det overordentlig tankevækkende, at jødiske mindretal levede sikkert i muslimske lande som Saloniki, Lilleasien, Syrien, Palæstina, Arabien, Egypten, Nordafrika og det mauriske Spanien. Derimod blev de udvist af England i 1290, af Frankrig i 1306, af Flandern i 1370 og i 1491 fra Spanien. I 1311 forbød Vienna-koncilet ethvert samkvem jøder og kristne imellem; Zamora-koncilet i 1313 bestemte, at jøderne skulle holdes i streng trældom. På Basel-koncilet 1431-33 berøvedes jøderne alle basale rettigheder - samfundsmæssige som religiøse."

Ricardt Riis skrev til Ibrahim Sargin: "Så kan vi måske nå frem til en fælles kritisk holdning til denne middelalder, og måske også finde ud af, at ligesom der var "sorte får" på begge sider, sådan var der også "hvide får" i begge lejre." Hvis du kan anerkende, at kristendommens lejr i sit udgangspunkt historisk set var overvejende "sort", og den muslimske lejr i sit udgangspunkt historisk set var overvejende "hvid", så har du et godt udgangspunkt for at nå frem til en fælles kritisk holdning hos "fårene" i begge lejre.

Med venlig hilsen

Vagn Bro

Svar:

Kære Vagn Bro!

Tak for de smukke ord til indledning. Jeg er dybt uenig med dig. Og jeg er uenig, både hvad angår detaillerne, og hvad angår den mere overordnede betragtning, du lægger for dagen.

Du mener vistnok, at en forskel mellem islam og kristendom er, at islam er yderst tolerant, ikke mindst i kraft af nogle oplyste og fornuftige herskere, mens kristendommens herskere, i modsætning hertil, nidkært opstillede regler for den "rette" kristendom og for hvad folk skulle tro og tænke.

Og du hævder til sidst, som en slags spørgsmål til mig, at hvis jeg kan anerkende at kristendommens lejr i sit udgangspunkt historisk set var overvejende "sort", og den muslimske lejr i sit udgangspunkt historisk set var overvejende "hvid", så har jeg et godt udgangspunkt for at nå frem til en fælles kritisk holdning hos "fårene" i begge lejre.

Jeg må stærkt tage afstand fra den forskel, du her opstiller mellem kristendom og islam. Den tror jeg ikke har gyldighed. Jeg véd for øvrigt heller ikke, om du selv tror på den. Et sted i din artikel taler du om islams iboende intolerance. Det modsiger kraftigt den påstand, at "den musliske lejr i sit udgangspunkt historisk set overvejende var "hvid", men den modsigelse vil jeg ikke gøre noget ud af.

I det sidste svar, jeg gav til Ibraham Sargin, opstillede jeg en anden forskel mellem de to religioner, den, nemlig, at mens kristendommen har en stifter, der ikke slog ihjel for sandhedens skyld, men lod sig slå ihjel for sandhedens skyld, så har islam en stifter, der slog ihjel for sandhedens skyld. Ud fra denne anderledes forskel er det klart, at jeg må vende mig imod den af dig opstillede forskel (heraf slutter jeg for øvrigt, at du har skrevet dit indlæg, før du kunne læse mit sidste svar til Sargin på nettet).

Og først vil jeg så sige, at udover, at jeg finder, at den forskel, du opstiller, ikke svarer synderlig godt til den historiske virkelighed, så finder jeg heller ikke megen fornuft eller logik i den. Er der nogen logik i, at den, der forfølges, bliver fanatisk i sin tro? Det forekommer ikke umiddelbart indlysende. Ligesom det ikke synes særlig logisk, at den, der er militært overlegen (islam i din udlægning) har "råd" til at være tolerant.

Hvad nu, hvis islams enorme militære kraft delvis skyldtes den fanatiske tro, at de, når de øver "jihad", det vil sige, når de slår ihjel for sandhedens skyld, kommer direkte i paradis? Så har de måske "råd" til at være tolerant, men så åbenlyst ikke vilje til det.

Men i begge tilfælde skal naturligvis sådanne teorier prøves på, om de holder stand overfor mødet med de barske kendsgerninger. Den prøve synes du i meget ringe grad at have underkastet din teoretisk opstillede forskel.

Jeg véd for det andet ikke, hvor du har denne formulering af forskellen fra. Jeg har aldrig truffet den før. Er den mon hjemmegjort? Eller har du den fra den artikel fra "Faklen", du henviser til og citerer fra? I hvert fald har jeg lagt mærke til, at både denne artikel og du selv synes helt at mistolke det, der dog ellers er ét af verdenshistoriens store mysterier, nemlig kristendommens sejr i romerriget.

For mig at se - men jeg er jo også kristen, så du vil måske regne mig for inhabil i denne sammenhæng - er én af de store gåder i historieforløbet den: Hvordan kunne det dog gå til, at kristendommen vandt i sammenstødet med den romerske stat, på trods af det var staten, der havde alle magtmidlerne?

Dels er det bemærkelsesværdigt, at så mange mennesker igennem så lang tid var villige til at lade sig slå ihjel for sandhedens skyld i stedet for at slå ihjel for sandhedens skyld. Og dels er det da højst besynderligt, at denne passive holdning faktisk førte til, at deres synspunkt sejrede: Den romerske kejser opgav at betragte sig som guddommelig.

"Faklens" holdning i nævnte artikel minder noget om din. Så det kan være derfra, du har din mærkelige opfattelse. I hvert fald: Du mistolker dette forunderlige derhen, at dette viser de kristnes intolerance: de kristne vendte sig imod alt, hvad der kunne true deres tro, herunder hele den græske videnskabelighed.

Hermed er de mange kristne martyrer forvandlet til psykologiske mærkværdigheder, og kristendommens højst besynderlige sejr til noget, der på én eller anden mystisk måde skal hænge sammen med de kristnes fanatisme. Forstå det, hvem der kan!

Du fører Gibbon som vidne i den anledning. Og minsandten, mit leksikon fortæller, at Edward Gibbon, død i 1794, i sit store seksbinds værk "The History of the Rise and Fall of the Roman Empire" mestendels giver kristendommen skylden for romerrigets undergang. Det har jeg aldrig hørt før. Så blev jeg så klog. Men hvad han nærmere begrunder det med, fortæller hverken leksikonnet eller du. Så egentlig er jeg ikke meget klogere end før.For tage Gibbon på leksikonnets ord, uden at vide mere om, hvad begrundelsen er, det kunne jeg da ikke drømme om.

Jeg skal dog føje til, at de kristne ikke kunne fastholde den overbevisning: at man ikke må slå ihjel for sandhedens skyld. Allerede Augustin kaldte kejserens verdslige magt til hjælp i sin kamp mod pelagianerne. Og det betød jo, at han mente, at kejseren ikke blot havde myndighed til at slå indenrigske lovovertrædere og udenrigske angribere ihjel, han havde også myndighed til at slå ihjel for at fremme det, Augustin mente var den kristne sandhed. Så selv om det lå i kristendommens inderste væsen, selv om det trådte frem i Jesu ord og ikke mindst i Jesu egen død, så lod de kristne sig alligevel gribe af den overtro, de så indædt havde vendt sig imod i de første århundreder: at den verdslige magt havde både ret og pligt til at beskytte en eller anden form for sandhed, f.eks. den, der legitimerede dens magtudøvelse.

Og de kristne stater i Europa var meget lang tid om at nå frem til den erkendelse, at man under ingen omstændigheder må slå ihjel for sandhedens skyld, på trods af, at denne erkendelse altså hørte med til det ægte kristne arvegods. Men den mindste del af mine indvendinger imod dig går såmænd på denne teoretiske forskel imellem os.

Langt væsentligere synes jeg, er det, at du kommer alt for let til dine slutninger. Du synes at have meget ringe sans for historiens indviklethed, og i mange tilfælde farer du af sted med halv vind.

Ud fra din hovedtese, at islam i sit udgangspunkt er tolerant, tegner du et meget rosenrødt billede af islams guldalder. Der er næsten ingen grænser for, hvor stor en fremgang der blev opnået. Og sandt nok, der er meget at forundres positivt over i islams historie. Men man må nu ikke tro, at de muslimske fyrster var tolerante i nutidens betydning. Så bliver man uhistorisk. Men det er netop, hvad du gør.

Du siger f.eks., at den muslimske guldalder opstod "takket være oplyste og fornuftige muslimske herskere, som lagde stor vægt på, at den enkelte muslim selv, ud fra sin egen fornuft og intellektuelle formåen, havde pligt til at danne sig sin egen mening og ikke måtte forlade sig på autoriteter. Også i religiøse spørgsmål."

Dette er ren fantasi. Dette, at det enkelte menneske ud fra sin egen fornuft og intellektuelle formåen skal danne sig sin egen mening, er et ideal fra den europæiske oplysningstid. Før den tid har det faktisk ikke eksisteret, hverken i den europæiske eller den muslimske middelalder.

Man kan måske sige, at dette ideal eksisterede i Jesu forkyndelse. Han talte skarpt og præcist i sit eget, ikke i Guds navn, og han lod det være op til tilhørererne selv, om de ville slutte sig til ham eller ej, om de ville forstå eller ej. Modsat Muhammed: Han fremsatte sine udtalelser, som var det Allah selv, der talte igennem ham, og han lod Allah sige gang på gang: Allah véd det, men I véd det ikke. Altså Muhammeds tilhørere skulle forlade sig på den autoritet, Muhammed påstod han talte ud fra: Guds autoritet, hvad enten de forstod eller ej.

Det betyder ikke, at der ikke findes eksempler på tolerante og frisindede muslimske fyrster. For selve den samtale, der finder sted mellem mennesker, lægger op til, at parterne står frit overfor hinanden, at der altså ikke indgår nogen form for tvang i samtalen.

Da således kaliffen al-Mamun (d. 833) ville foranstalte en samtale mellem den kristne al-Kindi (ikke at forveksle med den muslimske teolog af samme navn) og en lærd muslim, forklarede han, at han jo godt vidste, at der var mange i hans omgivelser, der kun tilsluttede sig islam, fordi det var den religion, der havde magten, og at han udmærket var klar over, at de i deres hjerter tænkte anderledes, men, fortalte han, han ville gøre, som profeten selv havde gjort: lade det være op til Gud at dømme mellem ham og de hyklere, der ikke er muslimer af hjertet.

Man kan naturligvis indvende imod al-Mamun, at det er en ret selektiv betragtning af Muhammed, han anvender; der er faktisk mange andre beretninger om Muhammed, der fortæller det modsatte om ham: at han lod dem henrette, der ikke anerkendte hans sendelse. Og man kan også indvende, at det altså trods denne erkendelse ikke faldt al-Mamun ind, at disse mennesker kunne være blevet hyklere i kraft af selve dette, at islam var blevet indført med magt. Men lad alt sådant ligge! Her er det nok at være opmærksom på den positive vilje til at etablere et "herredømmefrit rum" (Habermas' udtryk), hvor en ægte meningsudveksling kan finde sted.

Et andet eksempel på en frisindet muslimsk fyrste, er den fyrste, der engang i 1100-tallet hidkaldte den lærde Ibn Rushd, d. 1198 (det latinske navn er Averroës) for at høre hans mening om visse teologiske spørgsmål. Ibn Rushd svarede i første omgang meget forsigtigt, og først da fyrsten selv røbede, at han udmærket kendte alle tvivlsspørgsmålene og selv vovede at stille dem, kom Ibn Rushd frem med sin egentlige opfattelse; der udviklede sig derigennem et stærkt venskab mellem fyrsten og den lærde.

Dog må det i samme åndedrag føjes til, at da denne fyrste døde, så hans efterfølger sig nødsaget til at sende Ibn Rushd i eksil, hvorfra han først vendte tilbage kort tid før sin død. De islamistiske lærde mente ikke, at hans beskæftigelse med Aristoteles var fremmende for fromheden.

Så skriver du: "Mig bekendt er det en kendsgerning, at muslimerne ved at oversætte ikke bare alle græske videnskabelige og filosofiske værker til arabisk, men også alle værker fra hele den kendte verden, faktisk i løbet af islams 500-600-årige guldalder reddede, bevarede og videreudviklede disse uvurderlige skatte fra den overvejende teknologisk, videnskabeligt og filosofisk tilbagestående kristenheds trang til ødelægge alt og alle, der kunne true kristendommens position".

Noget tyder på, at du i denne korte omtale let og elegant springer over Byzans eller det østromerske rige. Men det mærkelige og i vor kultur ofte oversete faktum er, at der igennem mange hundrede år, faktisk parallelt med hele den muslimske guldalder, eksisterede et rige med en højtudviklet kultur, der havde græsk som sit modersmål og derfor havde let ved at forstå og overlevere de gamle grækeres værker.

Om den vestlige kristenhed var filosofisk tilbagestående og havde trang til at ødelægge alt og alle, der kunne true kristendommens position, det véd jeg såmænd ikke. Efter min mening finder man mere og mere ud af, at den "mørke middelalder" faktisk slet ikke var så mørk endda. Men den østlige kristenhed var bestemt ikke filosofisk uvidende. Og det er ingen overdrivelse at sige, at muslimerne har ødelagt mere på videnskabens og filosofiens område ved at erobre det østromerske rige (Konstantinopel, det nuværende Istanbul, faldt for tyrkernes militærmagt i 1453), end selv nok så megen bevarelse af gamle græske manuskripter kan bøde for.

Det er sandt nok, at den latinske kristenhed fik sin interesse for Aristoteles gennem den føromtalte Averroës. Men jeg tror nok, du overdriver ikke så lidt, når du ligefrem vil have araberne til at have REDDET den græske kulturskat.

Faktisk var muslimerne, selv i den muslimske guldalder, ikke særlig interesserede i den græske kulturarv. Betegnelsen "filosof" blev ofte brugt nedsættende, og de, der beskæftigede sig med denne kulturarv, kaldte sig derfor oftere vismænd. Men disse måtte sædvanligvis udføre deres arbejde under stadige trusler fra de muslimske lovkyndige og ofte også fra de muslimske fyrster. Sådan som jo også Averroës' skæbne bevidner det.

Og man må også indrømme, at samme Averroës ikke særlig overbevisende kunne forklare den indbyggede modsætning mellem islam og Aristoteles. Islam havde en guddommelig lov, der fastlagde alt, uden at det kunne diskuteres. Aristoteles mente, at der fandtes en rent human etik, og en uundgåelig følgeslutning deraf er jo, at man så ikke behøver nogen guddommelig lov; loven kunne man nå frem til gennem diskussion; den menneskelige fornuft kunne selv finde ud af loven. Denne modsætning forklarede Ibn Rushd ved at hævde, at åbenbaringen var for de ulærde, fornuftslutningerne for de lærde. Men den nødløsning var altså hovedparten af hans samtids islamister ikke enig med ham i.

Derimod fik Aristoteles tanker bred opbakning i den latinske kristenhed i form af en tanke om den naturlige lov, som både Thomas Aquineren og Martin Luther tilsluttede sig. På den forestilling er både det vesterlandske demokrati og tanken om folkeretten bygget.

Dernæst skriver du: "Ved at oversætte al tilgængelig viden til ét sprog, gjorde muslimerne i virkeligheden for første gang i verdenshistorien al eksisterende videnskab og filosofisk tænkning international. Det er en bedrift som ikke må undervurderes."

Dette er jo ikke helt forkert. Og det er da udmærket at gøre opmærksom på de positive sider ved islams krigeriske erobringer. Men hvorfor kan du ikke fortælle om det uden at overdrive? Er det virkelig AL eksisterende videnskab og tænkning, der blev gjort international? Det er naturligvis en fejl, at vi i vesten i vor historieskrivning, som vi uden blusel kalder "verdenshistorie", udelader store dele af islams historie. Og det er godt nok, at du prøver at gøre denne fejl god. Men hvorfor udelader du så her kinesisk og indisk filosofisk tænkning? Hvor omfattende et rige muslimerne end havde skabt sig, Kina havde de da ikke erobret. Og hverken de kinesiske eller de indiske filosofiske tanker tog de hensyn til. Såmænd dårlig nok de græske, som før omtalt.

Jeg spørger også mig selv, om det, du omtaler, nu også var noget, der fandt sted for første gang i verdenshistorien. Var det romerske rige ikke på samme måde blevet et centrum for videnskab og filosofi? Der var et mægtigt bibliotek i Alexandria i romerrigets tid, og da en lærd muslim skulle berømme muslimernes bibliotek i Cordoba i Spanien, sammenlignede han det med biblioteket i Alexandria.

Så hævder du, at "som det så ofte er set i historien, er tolerante samfund tilbøjelige til at slække på den militære styrke". Som sagt var de muslimske samfund ikke tolerante i vor vestlige forstand. Men selv hvis de var, så er det da vist en ret selvopfunden tese, du dèr afleverer. I hvert fald, samtidig med, at vi i vesten i 1700-tallet udviklede den form for ægte tolerance, vi med god ret bryster os af i dag, steg vor militære styrke til uanede højder, så englænderne f.eks. kunne erobre Indien fra dets muslimske herskere i 1700-tallet. Dèr holder din tese i hvert fald ikke stik.

Men derfor kunne den jo godt holde, hvad korstogene angår. Du fortsætter: "Og da de muslimske samfund på et tidspunkt måske heller ikke havde så stærke indbyrdes alliancer som de sikkert burde, øjnede paven i Rom chancen og sendte kristne korsfarere på røvertogt i de rige muslimske lande - med erobringen af Jerusalem som den samlende idé".

Altså: ak og vé, fordi de muslimske samfund havde denne ædle tolerance og derfor ikke mere ejede så meget af den knap så ædle militære formåen, lykkedes det kristenheden, repræsenteret ved paven i Rom, at se sit snit til at erobre Jerusalem. Man får indtryk af, at han har siddet på spring i et par hundrede år, førend han tog sin beslutning.

Hertil er der temmelig mange ting at bemærke. Du sammenfatter 400-600 års historie i disse få bemærkninger. Men bare spørgsmålet om, hvordan det egentlig kunne være, at muslimerne var så militært stærke, så de kunne erobre den halve verden på cirka 100 år, er ikke let at besvare. Skyldtes det deres fanatiske tro, deres overbevisning om ved en sådan "jihad" at kunne vinde en plads i paradiset? Skyldtes det det rigelige bytte, de fik efter vel overstået krigsførelse? Eller lå årsagen i de kristne landes dekadence, eventuelt i deres undertrykkelse af de ringest stillede?

Patricia Crone skriver i sin bog "God's rule", side 334, at en araber, stillet overfor perserne, før det slag, der lagde Persien ind under islam, pralende hævdede: "Vi arabere står lige. Vi gør ikke nogen til slave under nogen anden, bortset fra i krigstilfælde". Og, fortsætter kilden, "da han fordømte det faktum, at nogle persere var herrer over andre, reagerede de undertrykte persere med at klappe. Derved blev de persiske adelsmænd klar over, at deres undersåtter havde hørt noget, de aldrig ville glemme".

Og ikke sandt, så har vi en forklaring på og endda en retfærdiggørelse af den muslimske erobring af Persien. Men da det er muslimerne selv, der leverer den, er den måske ikke helt holdbar. Crone fortsætter i hvert fald med at stille disse arabiske oplysninger i relief: "Ligesom briterne bragte ordnede forhold til Indien, sådan bragte araberne lighed til perserne".

Ikke desto mindre er det jo sandt nok, at hvis soldater ikke har noget at kæmpe for, vil de ikke sætte livet i vove. Der var således en del byzantinske kejsere, for hvem det lykkedes at bekæmpe adelen så meget, at de kunne give deres soldater et stykke jord at dyrke i grænseområderne. Og fordi de derved fik noget at forsvare, blev de gode soldater, og rigets undergang blev udskudt et halvt årtusinde.

En anden grund til, at muslimerne vandt så hurtigt, kunne være, at de kristne riger var sårbare, fordi kejseren af al magt undertrykte de kristne monofysitter, som han regnede for kættere. De udgjorde ofte flertallet af befolkningen i de kristne lande, der faldt for muslimerne. Og da monofysitterne således ofte fik en bedre stilling under muslimsk end under byzantisk herredømme, var der jo ikke nogen særlig grund til for dem at bekæmpe muslimerne.

Omvendt med den militære nedgang i de muslimske riger, som du hævder skyldes deres store tolerance. Var der i det hele taget tale om nogen nedgang i den militære slagkraft? Godt nok havde den muslimske verden næsten fra sin begyndelse lidt meget under indbyrdes stridigheder, og godt nok var en tyrkisk stamme blevet meget stærk, så stærk, faktisk, at den indtog Bagdad i 1055, men denne stamme var muslimer, og det vil sige, der fandtes på det tidspunkt militært stærke muslimer. Og da den samme stamme, seldjukkerne, slog byzantinerne i 1071 og lagde næsten hele Lilleasien ind under sig, så tyder vel heller ikke det just på nogen militær svaghed.

Og korstogene selv var også en indviklet affære. Korsfarerne sluttede i nogle tilfælde pagt med nogle af muslimerne, og omvendt: nogle gange fik muslimske fyrster hjælp fra korsfarerne. Bernard Lewis gør opmærksom på, at netop sådanne forhold gjorde, at disse krigstogter i den samtidige muslimske historieskrivning ikke optager sindene synderligt. Først, da de muslimske lande havde oplevet den forsmædelse at blive gjort til kolonier af europæerne, det vil sige, først engang i 1800-tallet, kom forargelsen over korstogene til udtryk blandt muslimerne.

Dernæst skriver du: "Angrebet på de muslimske lande, med det erklærede mål at omvende muslimerne til kristendommen, tippede den fine balance mellem mullaherne og filosofferne og sendte dele af islam i en mere intolerant retning - vækkede så at sige islams iboende mulighed for intolerance. Ganske vist samlede muslimerne sig og slog til sidst korsfarerne tilbage, men da var skaden sket. Hvilket vi bl.a. ser frugten af i dag".

Jeg har fundet Urban den Andens tale på nettet, i engelsk oversættelse. Der er fem versioner af den. De to første nævner ikke noget om at omvende muslimer til kristendommen. Ifølge den første opfordrer Urban til angreb på muslimerne, eller de vantro, som han kalder dem, med den begrundelse, at de latinskes medkristne, nemlig byzantinerne, er i en slem knibe, hvad de som ovenfor anført jo også var. Ifølge den anden nævner han foruden dette, at den hellige grav ikke mere bør være i de vantros besiddelse. Så gad jeg ikke læse resten.

Dette, at der skulle være en fin balance mellem mullaherne og filosofferne, kan jeg som nævnt ikke genkende fra mine kilder til islams historie. Og din sidste bemærkning (at vi ser frugten af denne balanceforskydning i dag) finder jeg temmelig arrogant overfor muslimerne. Jeg mener, du skriver, som om nutidens muslimer bare blindt er intolerante i dag uden at kunne gøre noget ved det, altsammen, fordi korstogsangrebet tippede balancen mellem mullaher og filosoffer.

Jamen, er muslimerne ikke voksne mennesker? Kan de ikke reagere som voksne mennesker på de udfordringer, de møder? Kan de ikke gå den vej, de finder sand og rigtig, uden hensyn til, hvordan vi behandler dem? Ja, jeg véd da godt, at vi har vænnet os til at fortælle hinanden, at vi endelig ikke må være for hårde i filten overfor muslimer; vi risikerer at drive den i armene på fundamentalisterne. Og også her må jeg spørge: Hvorfor dog indtage denne arrogante holdning overfor muslimerne? Som om de selv ikke har ansvar for deres holdninger og overbevisninger, men bare viljesløst lader sig drive hid og did, afhængig af vores behandling af dem?

Så skriver du: "Historisk set har den kristne intolerance frem til renæssancen (som udsprang af den videnskabelige og filosofiske skat som muslimerne reddede) dog altid langt overgået den muslimske intolerance." Jeg har haft nogle diskussioner om disse forhold her på religion.dk, og jeg må igen stille mig meget tvivlende overfor, om en sammenligning mellem disse to intolerancer i det hele taget kan lade sig gøre. Og forøvrigt vil jeg også stille mig tvivlende overfor, om den er til nogen nytte. Jeg mener, vi er jo nu ude over både den muslimske og den kristne middelalder. Vi har fået en helt anden toleranceforståelse. Hvorfor så blive ved med at diskutere "kejserens skæg"?

Du fortsætter: "Og vi kan da stadig håbe på at den bedre "opdragelse" som islam fik som lille, på et tidspunkt vil overvinde de destruktive kræfter som profilerer islam i øjeblikket. Mit håb om at det kan lade sig gøre, skyldes den erfaring at kristendommen, trods sin notorisk dårlige "opdragelse" som lille, faktisk har forbedret sig og er blevet en langt mere tolerant religion end man turde håbe indtil for et par hundrede år siden".

Nu er vi derhenne, hvor du pludselig vender op og ned på det hidtil gældende forhold mellem de to religioner. Nu er det islam, der er profileret af destruktive kræfter, og kristendommen, der er nået frem til tolerance. Jeg ville jo umiddelbart formode, at en sådan omkringvending skulle få dig til at opgive din oprindelige teori om islams "hvidhed" og kristendommens "sorthed". Men nej, sådan tænker du ikke. Måske du ikke engang mere er klar over, at det, du beskriver, er baseret på dine egne teorier og ikke på kendsgerninger. I hvert fald hedder det nu, uden nogen form for indskrænkning, at kristendommen "notorisk" har fået en dårlig opdragelse som lille. Kære Vagn Bro, der er ikke noget notorisk ved det. Det er altsammen noget, der findes i din fantasi, ikke i den historiske virkelighed.

Til slut: Jeg tror, du misforstår Præsteforeningens rolle i Grosbøll-sagen. Den vil nok selv se sådan på det, at dens eneste opgave er at sørge for, at det går lovmæssigt til overfor Grosbøll. Den har ikke taget stilling for eller imod ham. Hvad den jo også dårligt kan gøre.

Men der må da være mange andre eksempler på europæisk tolerance og frisind, du kan nævne. F.eks dette, at jøderne fik forvandlet deres situation totalt gennem oplysningstidens omvæltning: Fra at være medlem af en minoritet, der, hvis den ikke direkte var forfulgt, kun var tålt, blev jøden fra nu af indbudt til at være samfundsborger på linie med alle andre. Hvilket jo forøvrigt også muslimerne indbydes til i dag.

Venlig hilsen

Ricardt Riis