Koranen må konstant ny-læses

Dog når han frem til det resultat, at ordet her forpligter muslimer på at dræbe de frafaldne. Han siger til sidst: "Her kan "bryde deres pagt" på ingen måde konstrueres, så det betyder "bryde deres politiske aftaler". Nej, konteksten afgør klart, at meningen er: "de bekender sig til islam og tilbagekalder det derpå".

Det kan godt være, at Mawdudi ikke har ret i sin tolkning af sura 9,11 f. Min pointe er blot, at hans tolkning er udbredt, dels i historien og dels i geografien. Derfor havde det været rart, om du havde taget stilling til ham.

Tillad mig også at pege på Abdullahi An-Na'im, som jeg gjorde det i mit svar til Lillian Risum. Han er professor i islamisk lov i USA og arbejder på at modernisere islam. Jeg tænker mig, at du og han kan være nogenlunde enige om målet: at islam går ind for menneskerettighederne, herunder religionsfriheden, også friheden til at forlade islam. Men han føler sig nødsaget til at tage et opgør med hele den muslimske tradition.

Han vil gøre det omvendte af det, de første muslimske retslærde gjorde. Dengang, da islam som statsbærende religion skulle opbygge et retssystem (sharia), tolkede man koranen på den måde, at man lod mange af de første åbenbaringer, dem fra Mekka, abrogere eller ophæve af de senere åbenbaringer, dem fra Medina. Det har nok været nødvendigt dengang, mener han, men det er højst problematisk nu. Nu er opgaven i stedet at give de mekkanske åbenbaringer lovkraft; for i dem gemmer sig den muslimske udgave af menneskerettighederne, deriblandt religionsfriheden og ligeret for kvinder. Åbenbaringerne fra Medina, derimod, må man lade stå som et tidsbestemt nødværge.

Så vidt jeg har forstået dig, vil du ikke operere med begrebet "abrogation", altså, du tænker dig ikke, at nogle koranvers ophæver andre. Det er selvfølgelig svært for os andre ikke-arabisk-kyndige at afgøre, om man kan få sammenhæng i koranen på den måde. Men når dels en lærd som Mawdudi når frem til et helt andet resultat end du gør, og når dels An-Na'im i sin korantolkning véd sig i modsætning til en lang tradition og bevidst vil ændre den til en moderne korantolkning, så får dette i hvert fald en udenforstående som mig til ikke uden videre at fæste lid til din iøvrigt omhyggelige koranudlægning.

Ja, det er selvfølgelig lidt frækt sagt, men sådan er det.

Synet på historien har jeg været inde på i mit svar til Hadi Khan og til Henrik Plaschke. Lad mig sige det på en lidt anden måde her i næsten utilladelig korthed. Jeg mener, at menneskene har nogenlunde de samme kræfter i sig, hvad enten de er muslimer eller kristne.

Grundlæggende tror jeg ikke, at man kan påvise nogen synderlige forskelle i moralsk henseende mellem de gammelkristne lande og de muslimske lande. Først med den vestlige verdens oplysningstid er der kommet nye boller på suppen: Man har opdaget, at giver man mennesker frihed, slippes der nye kræfter løs. Den opdagelse har vi fået at slås med i de vestlige demokratier, og det er der kommet meget godt ud af.

Og den opdagelse må også på én eller anden måde andre kulturer gøre noget ved, hvad da også de fleste er godt i gang med, islam ikke undtaget.

Dette er vist meget lidt fyldestgørende, men jeg lader det alligevel være alt for denne gang.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Svar:

Du har ret i, at jeg ikke havde læst dine tidligere indlæg, da jeg skrev min kommentar om frafald og beskyttelsesskat. Jeg blev bedt om at komme med en kommentar til emnet, hvilket jeg gjorde i form af en forkortet udgave af en tekst, som i nogle år har ligget på min hjemmeside www.islamstudie.dk. Mere var der ikke tid til.

Du nævner sura 9:11 f. - dog uden at forholde dig til helheden.

Sura 9:1-9:16 handler overordnet om hedninge, der bryder en pagt, de har indgået med muslimerne og efterfølgende angriber muslimerne. Og, som nævnt mange gange tidligere i debatten, har man lov til at forsvare sig imod angreb. Dog må de midler, man forsvarer sig med, ikke være skrappere end de midler, man bliver angrebet med. Desuden er det fortjenstfuldt at tilgive og søge fred og forsoning i stedet.

Det sekundære tema er, at nogle af disse hedninge, der har indgået en pagt med muslimerne, vælger at bekende sig til islam. De klandres imidlertid for ikke at mene det af hjertet (9:8); men muslimerne opfordres til at betragte sådanne hyklere som brødre i troen, hvis det hen ad vejen viser sig, at de virkelig har taget troen til sig (9:11).

I 9:12 er der tale om at kæmpe imod disse hedninge/hyklere, der bryder de pagter, de har indgået med muslimerne, og i 9:13 præciseres det, at der er tale om personer, der ikke kun bryder pagten, men som også aktivt forsøger at fordrive Profeten (og dermed muslimerne) fra deres hjem.

Der er altså ikke tale om frafald alene, men om frafald forbundet med forræderi og aktiv bekæmpelse af muslimerne - og det må man naturligvis forsvare sig imod. Intet steds i Koranen antydes det imidlertid, at frafald som sådan skulle være strafbart, for "Der kan ikke være tvang i trosanliggender" (2:256).

Dette faktum har jeg gjort opmærksom på og uddybet siden 1989 - se www.islamstudie.dk/ret_straffe.frafald.htm m. litteraturhenvisninger.

Abrogations-teorien

Jeg hører ganske rigtigt til dem, der afviser abrogations-teorien forstået som, at nogle koranvers ugyldiggør andre. De passager i Koranen, der handler om abrogation, handler ganske utvetydigt om delvis abrogation af tidligere åbenbaringer sendt til jøderne og de kristne (sura 2:105-109), hvilket der er flere konkrete eksempler på i Koranen, bl.a.

Sura 5:48 "I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige. Men den, der afstår fra sin ret til gengældelse, kan derved sone sine egne synder."

Teorien om, at nogle koranvers skulle ugyldiggøre andre, er efter min opfattelse opfundet af mennesker, der ikke formår at se helheden i åbenbaringen (Koranen), og som derfor finder modsigelser i den - eller som ikke magter at forholde sig til den åbenhed, frihed og pluralisme, som en helheds-læsning af Koranen lægger op til.

Jeg mener, at man ved at acceptere teorien om, at nogle koranvers ophæver andre, i virkeligheden sætter spørgsmålstegn ved Koranens guddommelighed og autencitet. Det giver ingen mening overhovedet at tro på Koranen som Guds åbenbarede ord, hvis man samtidig erklærer dele af den ugyldig.

Mine tanker herom kan læses på www.islamstudie.dk/koranen_dansk.abrogation.htm, hvor jeg også citerer andre af samme opfattelse. Jeg er mig naturligvis bevidst om, at jeg her er på kollisionskurs med en lang tradition; men hvis Koranen virkelig skal kunne betragtes som universel, må den konstant ny-læses for at bevare sin relevans.

Jeg er fuldstændig på det rene med, at jeg påtager mig et enormt ansvar ved at viderebringe utraditionelle udlægninger af Koranen - på godt og ondt, over for samfundet og mine trosfæller som over for Gud.

Jeg kan ikke ændre fortiden, men min bekymring for fremtiden såvel som min samvittighed og ansvarsfølelse over for mine trosfæller og det samfund, jeg er en del af, tvinger mig til at tage stilling og påvise nye veje og muligheder - i stedet for blot at gentage de traditionelle udlægninger af Skriften.

"Gud vil aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv." (Sura 13:11)

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Replik fra Ricardt Riis:

Tre ting vil jeg sige dertil:

1) Det var egentlig ikke min mening at indgå i en længere diskussion om udlægning af de enkelte vers i koranen. Så hvordan Sura 9:11 f. skal forstås, véd jeg ikke. Blot må jeg gøre opmærksom på, at den udlægning, jeg videregav den 14-7, ikke var min, men den dog vel nogenlunde lærde Mawdudi's (1903-1979).

Det skal imidlertid ikke forhindre mig i, som jeg vist også har gjort før her i debatten, at sige, at det da forekommer mig, at Tønnsen har en pointe, når hun hævder, at det ikke giver mening at forstå f. eks. 9,11 f. som et krav om dødsstraf for frafald, når 4,137 fortæller, at nogle muslimer er faldet fra og blevet muslimer igen indtil flere gange.

Men hvordan nu end det enkelte koransted skal udlægges, tak til Tønnsen, fordi hun gør det klart, at hun godt véd, at hun er oppe imod en lang islamisk tradition.

2) Dernæst kan jeg ikke helt lade være med at undre mig lidt over en bemærkning, hun kommer med i gennemgangen af forholdet til de frafaldne på www.islamstudie.dk. Hun mener, at muslimer skulle benytte sig af, at de her i vesten har mulighed for fuldstændig frit at diskutere og drøfte og modsige hinanden, angående, hvad den korrekte udlægning af koranen er.

Og sandt nok, det lover godt for dannelsen af en slags euro-islam, hvis muslimerne her i Europa kommer igang med en sådan drøftelse. Men er det egentlig ikke lidt afslørende, at muslimerne efter mange hundrede år med selvstændige statsdannelser først nu kan diskutere koranen frit, og det oven i købet ikke i noget muslimsk land, men udenfor de egentlig muslimske lande, i det "vantro" Europa?

3) Vi skulle måske også i vor debat om religionsfriheden have taget de forskellige blasfemiparagraffer frem, og ikke mindst: implementeringen af dem. Jeg har indtryk af, at det især er blasfemiparagraffen, der bruges til at undertrykke anderledes troende med. I Pakistan er det i hvert fald ofte den, kristne anklages efter. Men det er nok en for stor mundfuld efter al den debat, der har været!

Ricardt Riis

Læs flere indlæg om religionsfrihed i islam - besøg vores tema-sektion ved at klikke her