Muslimske ugerninger bør ikke være tabu

Min "strategi" (men hvorfor skal man have anden strategi end den at søge frem til den historiske sandhed, såvidt det kan lade sig gøre?) er at blæse på al muslimsk ømskindethed. Det er muligvis det, der får dig til at se mig som én, der kun tager de negative sider ved islams historie frem. Og det må du jo så mene om mig. Hvad kan jeg sige til mit forsvar? Det kan ikke være min opgave at udrydde den fordom hos dig. Men min "strategi" fortsætter jeg ufortrødent med. Oven i købet mener jeg, den i sidste ende er meget mere "muslimvenlig" end nok så megen hensyntagen til muslimsk ømskindethed. Den tillader sig nemlig at betragte muslimen som en samtalepartner. Tager man i stedet usaglige hensyn, så giver man i virkeligheden udtryk for en sær arrogance, der mener, muslimen skal have særbehandling, eller ikke mener, han kan svare på indvendinger.

Værre er det imidlertid, når du ikke blot misforstår, men næsten fordrejer mine ord. Jeg tænker på det sted, hvor du hævder, at jeg insisterer på kontinuitet og ensartethed og derved fortrænger betydningen af vigtige muslimske tænkere, som der ikke skulle være plads til i min forståelse af islam. Herved sætter jeg mig på linie med islamisternes egen historieskrivning. Javist, jeg er en værre én; men alt dette er dog blot normale misforståelser af mig og mine ord, som jeg undrer mig over, at du stadig kan have; men fordrejning er der endnu ikke tale om. Men så skriver du: "Du vælger således at tage den pakistanske islamist Mawdudi - en af de centrale ideologer i det 20. århundredes radikale islamisme - som sandhedsvidne. Så skal vi måske også til at betragte inkvisitionen som sandhedsvidne i spørgsmål om kristendommens historie? Velbekomme!" Og så er der ikke mere tale om en "normal" misforståelse, så er der tale om fordrejning. Jeg mener, du skulle ud fra det, jeg har skrevet, kunne forstå, at jeg ikke tager Mawdudi som sandhedsvidne i den forstand, du her bruger ordet. Det skulle være muligt at se, at jeg kun bruger Mawdudi til at sandsynliggøre, at de fire store muslimske retsskoler hævder det som en muslimsk retssætning, at en frafalden skal slås ihjel.

Det vil sige, hvis du ville argumentere imod SAGEN og ikke blot imod lille mig, så skulle du have vist, at de fire retsskoler ikke går ind for, at en frafalden skal slås ihjel. Det er ikke særlig svært at se, at det er det, jeg er ude på. Debatredaktøren kunne se det. Han anbragte en lille "manchet", indeholdende en meget præcis beskrivelse af det, der var min argumentation. Hvorfor kunne du så ikke se det? Ja, det véd jeg jo ikke, men i hvert fald: når du sådan fordrejer eller misforstår, så slipper du for at gå ind på det argument.

Men minsandten, om du så ikke fortsætter: "Ikke at jeg vil påstå, at svarene af den grund skulle være forkerte eller uinteressante. Men måske nok en smule partiske. Mawdudi udtrykker én "sandhed" - blandt flere mulige: "den store, lange, muslimske tradition" som du kalder det eller den islamistiske ideologis forsøg på at retfærdiggøre sig selv som den "sande" tro. Det forsøg har jeg ikke lyst til at bidrage til".

"Det forsøg har jeg ikke lyst til at bidrage til". Jamen, sådan skriver du faktisk. Hvad er du for en historiker? Det er da en besynderlig tankegang, du her afslører. Tror du, du med fortielser eller fikse tilrettelæggelser kan lave om på historien? Hvis de fire store muslimske retsskoler har forordnet dødsstraf for frafald, og hvis det derfor er en ikke helt kort muslimsk tradition at kræve noget sådant, så ER det sådan, og du kan hoppe og springe så meget du vil, det bliver ikke anderledes, for historien kan man ikke efterfølgende lave om på. Hvad man kan gøre som vesterlænding imod islamisterne, er at sige, at en sådan opfattelse er imod menneskerettighederne, er imod den naturlige lov. Og hvad man kan gøre som muslim, er måske desforuden at sige, at denne opfattelse strider imod koranen, f. eks. 2,256: Der er ingen tvang i religionen, og imødegå den påstand, at der er andre koran-ord, der kræver dødsstraf for frafald.

Men at fortie tingene, at lirke og læmpe ved kendsgerningerne, så den "lange tradition" bliver knap så lang, for ikke at komme til at trække på islamisternes hammel, den går altså ikke. Så kan hensigten: "ikke at bidrage til den islamiske teologis forsøg på at retfærdiggøre sig selv" være så god og smuk, det skal være.

Vi er nok nødt til at tage lidt om koran-udlægning frem (punkt 2 og 3 i dit indlæg af 3-8 04). Og her gætter jeg på, at det vil afsløres i al sin bedrøvelige tydelighed, at der er forskel på os (hvis vi ikke skulle have lagt mærke til det før), nemlig den forskel, at du er historiker og jeg teolog. Men vi skulle dog begge være vant til at jonglere med tekster, vant til at efterspørge fortolkninger, og derfor ikke helt fremmede overfor den debat, hvor man søger at beråbe sig på et sted i en helligskrift.

Såvidt jeg har forstået Aminah Tønnsen, vil hun udlægge koranen uden at bruge abrogationsmetoden, det vil sige, uden at lade ét vers ophæve et foregående vers; hun vil altså mene, at koranen er en helhed af den art, at man kan bruge ét vers til at forstå et andet med. Og jeg synes da - men det skyldes måske bare, at jeg er teolog - at hun har en pointe, når hun hævder, at det ikke giver mening at forstå f. eks. 9,11 f. som et krav om dødsstraf for frafald, når 4,137 fortæller, at nogle muslimer er faldet fra og blevet muslimer igen indtil flere gange. Den metode bruger også vi kristne teologer overfor bibelen: det ene ord kan forklare eller belyse det andet. Det, der nu er problemet, er, hvordan det stiller sig, hvis man skal arbejde ud fra den forudsætning, at koranen, henholdvis bibelen, ikke er menneskeord, men guddommelige ord. Du har tidligere spurgt mig, "hvad der bestemmer, hvilke ord der bliver hevet frem ved hvilke lejligheder, når der rent faktisk kan vælges?" og formoder, at når jeg ikke svarer, skyldes det, at jeg trygt hviler i kategori 1, altså blandt dem, der mener, at kun de negative koranord efterleves. Her tager du nu fejl (endnu en misforståelse). Når jeg ikke svarede, skyldtes det, at jeg ikke kunne se andet, end at der var tale om et retorisk spørgsmål (her er det åbenbart mig, der har misforstået dig). Men du har da ret: det er netop det, der er spørgsmålet. Men det spørgsmål er ret vanskeligt at besvare.

Kristne fundamentalister vil hævde, at bibelen er sin egen fortolker. Jeg har læst det samme hos muslimer, hvor det jo så blot er koranen, der fortolker sig selv. Når man svarer sådan, skyldes det, at man jo ikke godt kan hente sin fortolkningsnøgle fra noget udenfor den hellige skrift, for alt udenfor denne er jo menneskeligt, og det, der skal udlægges, er guddommeligt.

Det kan være sandt nok, som du skriver, at "enhver udlægning af en religiøs tekst er menneskelig og hermed også principielt fejlbarlig". Men det bliver rivende galt, når du så fortsætter: "Der findes ingen sand eller rigtig læsning". Og det nytter dig ikke meget, at du føjer til: "Det betyder ikke, at man kan sige hvad som helst om teksten". Det er en fejlagtig hermeneutik, du her giver udtryk for. Selvfølgelig er der en sand og rigtig læsning af en tekst. Ellers er jo al kommunikation umulig. Blot kan man tage fejl i sin udlægning af tekster, hellige eller profane. Og ganske mange gør det jo også. Men denne fejlmulighed medfører ikke, at der ikke er en sand og rigtig læsning af teksten. Ja, den medfører ikke engang, at vi ikke kan nå frem til denne sande og rigtige læsning. Vi må argumentere for vores fortolkning, og lader vi os overbevise af denne argumentation, betyder det, at vi finder vor sidste fortolkning bedre end den første; vi er, kort sagt, i vort arbejde med tekster, bundet af den sidste, endnu ikke tilbageviste fortolkning. Du kan således sige, at du ikke har fundet den sidste og endegyldige fortolkning af en tekst; for du kan jo ikke vide, om ikke nogen i morgen finder et argument imod dig. Men det er sandelig ikke det samme som at sige, at der findes ingen sand eller rigtig læsning.

Når du f. eks. skal udlægge Zaids tekst for mig, gør du det ud fra en forståelse af denne tekst og ud fra en opfattelse af, at din fortolkning er bedre end min. Her har du heldigvis glemt alt om, at der ikke findes nogen sand eller rigtig læsning.

Angående fortolkningsnøgle, så vil jeg selv ikke se sådan på det, at helligskriften fortolker sig selv. For mig at se bruger vi uvægerlig en fortolkningsnøgle fra vort eget liv og fra vor egen erfaring i vor udlægning af helligskriften. Gennem vor omgang med den hellige skrift får vi så skærpet vort blik for vor livserfaring, får måske endda helt andre kategorier at bruge i vor erfaring af, hvad der sker os. Men disse kategorier er skærpede naturlige kategorier, ikke særlig guddommelige kategorier. Eller lidt mere præcist: de er guddommelige, ikke fordi de er hentet fra den hellige skrift, men fordi de er hentet fra det naturlige sprog, der er menneskets guddommelige fødselsgave. Som vi siger i den kristne teologi: Mennesket er skabt i Guds billede.

F.eks. er det, vi plejer at kalde den naturlige lov en sådan guddommelig fødselsgave. Der ligger i vort sprog en fornemmelse og en argumentation for, hvad der er retfærdigt og hvad der er uretfærdigt. Det betyder, at den, der vil have særrettigheder, må argumentere imod sprogets iboende retfærdighedsfornemmelse, eller imod den naturlige lov. Blot har det jo været en utrolig langvarig proces at nå frem til at anerkende, at ingen skal have særrettigheder. For samfundet skal jo også fungére, og hele tiden har det spørgsmål klinget med i overvejelserne: Vil det gå godt, hvis alle får samme rettigheder? Som man sagde herhjemme før stavnsbåndets ophævelse i 1788: Hvis bondens åg lettes, vil samfundet ryste i sin grundvold.

Heri ser jeg en grundforskel mellem kristendom og islam: Kristendommen har været åben overfor den naturlige lov, eller har ment, at den guddommelige lov dukkede op gennem en diskussion af, hvad den naturlige lov krævede, mens islam har holdt sig til den påstået guddommelige lov, den havde i koranen.

Det fører mig så frem til det sidste, jeg vil sige: Vi begyndte med en diskussion af særskatten for kristne og jøder i de muslimske lande. I den anledning synes jeg, det er interessant at nævne en beretning fra 1779, hvor en muslimsk lægmand i Kairo spørger en muslimsk lærd om forholdet til jøder og kristne. Den findes på denne adresse: http://www.fordham.edu/halsall/jewish/1772_jewsinislam.html

I denne beretning er lægmanden meget forarget. For han ser, at de vantro (jøder og kristne) næsten i ét og alt er begyndt at opføre sig, som var de muslimer. De ifører sig kostbare klæder, de bruger det samme snit i deres klædedragt som muslimer, de rider med sadler, ligeså kostbare som høvdingers og muslimske lærdes, de har tjenere foran og bag sig, de splitter muslimske samtalende på gaden ad og får dem til at gå af vejen, de køber muslimske slaver, negre, etiopere og endog hvide slaver, de bygger huse lige så store som, ja endda af og til større end muslimers huse, deres kvinder klæder sig som muslimske kvinder, bærer endda slør, så de på gaden bliver behandlet med samme respekt som muslimske kvinder. Kan det virkelig være rigtigt med alle disse forandringer? Må ikke en muslimsk fyrste spørge de lærde om råd, så der kan blive sat en stopper for alle disse oprørende nye ting?

Jeg må indrømme, at jeg, da jeg nåede så vidt, ikke helt var klar over, hvad slags hjemmeside jeg var kommet ind på. Egentlig ventede jeg, at den lærde ville udvise den tolerance, jeg så mange steder havde læst var et særkende for muslimske lande i fortiden. Men sådan gik det ikke.

Den lærde gav lægmanden ret i ét og alt. Han citerer en bestemmelse, som en ægyptisk lovkyndig har udstedt i 1596, som blandt andet siger: at de tålte folk (kristne og jøder) skal bære en anden klædedragt end muslimerne for ikke at støde de muslimske fattige; at de hverken må bruge sadler eller jernstigbøjler, for at man kan adskille dem fra de sandt troende; at de ikke må ride på heste, men skal nøjes med æsler; at de ikke må tage muslimer i deres tjeneste; at en troende muslim ikke må betjene dem, hverken i badene eller hvad angår deres ridedyr, de må ikke modtage noget af deres hånd; at de på gaden skal bevæge sig i gåsegang, og er vejen snæver, skal de holde sig tilbage; at det aldrig må være dem, der påbegynder en hilsen; at de skal skubbes ind i den snævreste og mest tætbesatte del af vejen; det sker for at ydmyge dem og ære de sandt troende; at de ikke må købe muslimske slaver, og at en slave, der bliver muslim, skal tages fra dem; at de ikke må bygge deres huse højere end deres muslimske naboers huse; at de ikke må bygge nye kirker i noget muslimsk land, og at de nye tilføjelser, der er gjort, skal brydes ned; og endelig - og det er måske det værste og mest forfærdelige at høre om for en moderne vesterlænding - at de ikke må forarge muslimerne ved offentligt at fremvise deres gærede drikke, og at en muslim, hvis de gør det alligevel, er forpligtet til at hælde den ud i rendestenen. Ak og vé, den herlige whisky!!

Og se, når du nu har fortalt, at du betragter mig som én, der kun vil fortælle om det negative ved muslimernes koranoverholdelse, så kan jeg jo næsten høre, at du tager ladegreb på din PC'er, parat til at overdænge mit arme hoved med de værste beskyldninger. Og når jeg så oven i købet, fræk som jeg er, fortæller, at det glæder mig at kunne fremvise denne beretning om, hvordan jøder og kristne dengang skulle ydmyges, men muslimer ophøjes, så hører jeg patronerne blive lagt i. Men det er faktisk sandt: det har altid i mine øjne været utrolig spændende at stifte bekendtskab med kilderne selv, ikke blot med kloge folks fortolkninger af dem. Og det er jo, hvad vi har her.

Men jeg ville ikke desto mindre være en dårlig historicus, hvis jeg standsede her. Man er nødt til at spørge: Hvad fortæller egentlig dette ordskifte mellem en læg og en lærd muslim? For det er kun den ene side af svaret, at det fortæller om muslimers overlegenhedsfølelse, eller at det viser, hvordan tilfældige koransteder kan bruges til at begrunde de mest besynderlige ting med (den lærde bruger ikke sura 9,11, som Mawdudi gør, men en række andre, i mine og andre moderne menneskers øjne temmelig irrelevante steder). Den anden side af svaret, som en ordentlig historicus må have med, fortæller, at kristne og jøder altså faktisk tillod sig at holde slaver, endda hvide slaver, at det gik an for dem at ride på heste med fornemme sadler, iført de mest kostbare klæder, at deres kvinder i den daglig omgang med andre fik lige så megen respekt som muslimske kvinder, at de har kunnet forny og reparere ikke bare deres huse, men også deres kirker, ja, måske også, at de i nogle tilfælde har boet dør om dør med muslimer og ikke været henvist til ghettoen eller millet'en, som den kaldtes i osmannisk sammenhæng. Det sidste er måske en lidt dristig slutning, men jeg vil gerne være lidt large.

Men skriftet fortæller mere end det. Det fortæller også, at der på det tidspunkt havde fundet en opsplitning sted indenfor de muslimske riger, en opsplitning mellem stat og kirke, så at sige. Den lærde muslim kan jo ikke selv iværksætte alle de fromme tiltag, som han fremsætter ønske om, han kan kun håbe, at sultanen vil tage affære. Og det er måske også derfor, at han er så hurtig til at fremsætte kravene; han skal ikke tingene til at glide, han er ikke ansvarlig for handel og håndværk, sådan som sultanen er det.

Det betyder ikke, at alt var rosenrødt for de kristne og jøderne. Deres skæbne afhang af fyrsten og hans indstilling. Hvis han lod sig overtale af de fromme, nå ja, så så det måske ikke så godt ud for de "tålte" folk. Men hvis han så mere på handelens og håndværkets trivsel, så kunne jøder og kristne godt leve et til det normale grænsende liv.

Så mangler vi kun lige at gennemføre den sidste disciplin: at finde en tilsvarende modbydelig ting at fortælle om i den kristne fortid. Og ok, her har vi jo et righoldigt arsenal at tage af. Du har nævnt inkvisitionen, og sandt nok, den giver jo mindretallet en langt mere forfærdelig skæbne end den, der her berettes om, så lad os endelig nævne den! Jeg kunne nævne Spinoza, hvis jødiske forældre kom til Holland fra Portugal i 1600-tallet, fordi de blev forfulgt dèr; han blev grebet af diverse uortodokse filosofiske tanker, og den jødiske menighed i Amsterdam turde ikke andet end udstøde ham, for frie borgere i et frit land, det var bestemt ikke, hvad de følte sig som.

Og så er vi vel færdige, ikke! Nu har vi fået tingene til at gå nogenlunde op, oven i købet med en vis overvægt af ondskab til den kristne side. Så må selv de mest ømskindede muslimer da være tilfredse, og så kan vi slutte af, ikke?

Nej, ikke på vilkår! Nu begynder først det væsentlige. For i vor vesterlandske verden blev der jo engang i 1700-tallet et borger- og et statsbegreb til, som bevirker, at vi alle, kristne som ateister, føler, at det, inkvisitionen foretog sig, det, kalvinisterne troede og tænkte og forestillede sig i Amsterdam, det kan vi ikke mere gå med til, det var forkert, det er en del af vor kristne fortid, som vi ikke kan og ikke vil tage ansvar for. Og på ganske tilsvarende måde forventer vi da minsandten af vore muslimske folkefæller, at de tager afstand fra deres fortid, fra deres ghettoisering af de kristne og jøderne, fra deres manglende religionsfrihed med drab på frafaldne. Det manglede da bare! Er de demokrater eller ej?

Og ikke noget med noget fedteri frem og tilbage: det hele var nok ikke så slemt, og det var i hvert fald meget værre i den kristne del af verden. Nej, et ordentligt og klart nej til den slags fortidig undertrykkelse.

Jamen, hvis vi stiller os an som sådanne hårde negle, så vil der bare ske det, at de moderate muslimer bliver kastet i armene på fundamentalisterne, og det var vel ikke det, vi ville!

Vrøvl. Er muslimer da ikke voksne mennesker? Er de ikke samtalepartnere? Skulle de ikke selv kunne indse og forstå ganske frit, at demokrati er bedre end despoti? Og forøvrigt, er det, jeg her siger, særlig hårdt? Og hvis det er det, skyldes det så ikke, at de historiske kendsgerninger er hårde krabater, som ikke er sådan at komme udenom?

Venlig hilsen

Ricardt Riis.

Svar fra Henrik Plaschke:

Kære Ricardt Riis

Jeg vil gerne starte med at beklage, at en bemærkning i mit sidste indlæg har kunnet læses som en fordrejning af en af dine tidligere bemærkninger. Det har ikke været tilsigtet fra min side.

Endvidere beklager du, at mængden af misforståelser mellem os synes at være voksende fremfor aftagende, og det er ganske rigtigt beklageligt. Også fordi du i din tekst desværre leverer yderligere et par stykker af slagsen. Derfor har du sikkert ret i, at det nok er på tide at få afsluttet denne debat. Derfor blot et par præciseringer fra min side:

1. Det er en misforståelse, hvis (og det ved jeg ikke, om du gør, men sådan kan din tekst læses) du mener, at jeg skulle være interesseret i til enhver tid "at få tingene til at gå op, oven i købet med en vis overvægt af ondskab til den kristne side". Det forekommer mig ikke at være særlig interessant. Hertil kommer, at mulighederne for at manipulere på den ene eller den anden måde er enorme, hvis man vil prøve at veje tingene mod hinanden.

Når jeg påpegede, at ikke blot muslimer, men også kristne har benyttet sig af særbeskatning af religiøse minoriteter, var det ikke for at vise, at de kristne kunne være ligeså slemme som muslimerne. Formålet var at påpege, at muslimerne fulgte en gængs praksis. Og det synes jeg faktisk er endog meget interessant, hvis man ønsker at forklare, hvorfor særbeskatning har eksisteret.

Og når jeg nævnte inkvisitionen i forbindelse med Mawdudi, var det ikke for at huske os på denne mørke periode. Det var derimod mit - åbenbart mislykkede - forsøg på at antyde, hvordan jeg se på Mawdudi! Jeg sammenligner en nutidig "respekteret" muslimsk tænker med noget af det sorteste og mest intolerante, Kristendommen har skabt. Måske har jeg udtrykt mig uklart, men det er ikke et forsøg på at gøre ømskindede muslimer tilfredse!

2. Vi er på ingen måde uenige om, at muslimer i tidens løb har begået frygtelige ting her og der. Vi er også enige om, at dette ikke bør være et tabuemne. Lad os endelig blæse på – ikke blot muslimsk – men al ømskindethed!

Men vi er grundlæggende uenige om, hvordan dette skal forklares. Jeg fornemmer, at du først og fremmest søger at forklare muslimers adfærd ud fra deres religiøse tilhørsforhold, mens jeg søger at forklare det ud fra bredere samfundsmæssige og kulturelle forhold. Jeg tror, rødderne til det meste af vores uenighed ligger i dette.

Du har sikkert ret i, at det her spiller en rolle, at du er teolog. Men i modsætning til, hvad du tror, er jeg er ikke historiker. Mine indlæg er næppe præget af min uddannelsesmæssige baggrund (som økonom), men nok snarere af at bevidst forsøg på at anskue religiøse fænomener som fænomener, der langt fra kun er teologiske, men i høj grad også sociale. En religion er bl.a. en hellig skrift og en doktrin, og her kan teologer, filosoffer, lingvister m.fl. hjælpe os, men religion er også social praksis, der er socialt og kulturelt indlejret. Og her tror jeg først og fremmest, det er hos sociologer, antropologer, kulturforskere osv. vi skal søge ekspertisen.

3. Derfor er vi også uenige om fortolkningen af muslimsk historie. For mig at se kan historien fortælles på mere end en måde. De samme sammenhænge og begivenheder kan vægtes forskelligt. Forskellige antagelser kan gøres om årsagssammenhænge. Spørgsmålet om hvad muslimsk historie mere præcist indbefatter, kan afgrænses forskelligt osv. Spørgsmålet om forskellige traditioner indenfor islam kan derfor også tolkes forskelligt. Du lægger en faglig vægt på "den store, lange, muslimske tradition". Denne tolkning er jeg fagligt uenig i, fordi jeg mener, at den undervurderer betydningen af forskelligartethed indenfor islams hus.

Men spørgsmålet om konstruktionen af traditioner har også en politisk synsvinkel. Forskellige nutidige synsvinkler har forskellige vinkler på fortiden, og nutidens aktører bruger fortiden til at bekræfte deres egne nutidige synsvinkler. Mawdudi indgår i denne sammenhæng som en af de ideologer, der ud fra nutiden rekonstruerer historie og tradition. Hvordan gør han det? Mawdudi sondrer eksempelvis mellem "full Muslims" og "partial Muslims" (hvorved han i min læsning sætter sig selv i Guds sted, men det er en anden sag). En sådan sondring er næppe uden betydning for hans forståelse af de muslimske traditioners historie. I betragtning af dette og hans rolle som islamistisk ideolog i øvrigt vil jeg aldrig betragte ham som et sandhedsvidende, når det drejer sig om at forstå muslimske traditioner. Samtidig er det klart, at hans position som ideolog ikke i sig selv invaliderer hans analyse. Den er jeg dog uenig i af andre grunde (jf. overfor), og det er derfor, jeg tillod mig at sige, at jeg ikke har lyst til at bidrage til hans forsøg på retfærdiggøre islamismen.

Og når det er sagt, vil jeg gerne erkende, at jeg på dette punkt har overtolket dig. Du bruger Mawdudi i en velafgrænset sammenhæng, hvilket er legitimt - også selv hvis man tager afstand fra ham i mere generel forstand. Det beklager jeg. Men jeg har ikke fordrejet noget, for en fordrejning udtrykker vel en bevidst handling, og det har der ikke været tale om fra min side.

4. Vi er vist enige om, at de hellige skrifter ikke tolker sig selv. Men vi er måske ikke helt enige om sandhedsbegrebet. Eller er vi? Når du skriver: "Vi må argumentere for vores fortolkning, og lader vi os overbevise af denne argumentation, betyder det, at vi finder vor sidste fortolkning bedre end den første; vi er, kort sagt, i vort arbejde med tekster, bundet af den sidste, endnu ikke tilbageviste fortolkning. Du kan således sige, at du ikke har fundet den sidste og endegyldige fortolkning af en tekst; for du kan jo ikke vide, om ikke nogen i morgen finder et argument imod dig" er jeg enig. Og det betyder lige præcis, at vi ikke kan vide om, der findes en ultimativt sand eller rigtig læsning.

Det er vigtigt, når vi taler om religiøse tekster. Man er nødt til at 'hente sin fortolkningsnøgle fra noget udenfor den hellige skrift, og eftersom alt udenfor denne jo er menneskeligt, kan det, der udlægges, ikke være guddommeligt' siger jeg med en af dine sætninger, som jeg har skrevet så meget om, at det ville være citatfusk, hvis ikke jeg gjorde opmærksom på det (sætningen er derfor i enkelt '' fremfor i dobbelt ""). Du skriver i øvrigt, at jeg giver udtryk for en "fejlagtig hermeneutik". Er det hermeneutikken, der er fejlagtig, eller er det min udgave af den, det er galt med?

5. Nej, jeg tager hverken ladegreb på min pc eller finder patroner frem pga. din historie fra Cairo. Jeg ville måske have gjort det, hvis du havde generaliseret ud fra eksemplet uden en rimelig begrundelse for generaliseringen, eller hvis du uden videre havde konkluderet, at "her satte Koranens vilje sig igennem med ubønhørlig kraft" eller lignende. Men det gør du jo ikke! Skal vi tale om, hvem der har misforstået hvem, må jeg sige, at vi her taler om et af de mere markante tilfælde!

Og så bør vi måske slutte her - inden der kommer flere misforståelser!

Venlig hilsen

Henrik Plaschke