Islams komplekse historie

I praksis reducerer du derimod islams historie til en endeløs række af koranrecitationer med deraf følgende ageren. Jeg ser derimod islams historie - på lige fod med anden historie - som et komplekst samspil mellem en lang række forskellige politiske, sociale, økonomiske, kulturelle, religiøse osv. faktorer. Faktorer der forandrer sig over tid og sted - og det ikke kun i nutiden. Radikale islamister som Hanbal (som du nævner), hans elev Ibn Taymiyya, Mohammed Abdel Wahab & Ibn Saud (Saudi-Arabiens ideologiske forbilleder) og Mawdudi (som du nævner) har påvirket islams historie - ikke fordi de har ret, eller fordi de har repræsenteret den "sande" tro, men fordi de i en række sammenhænge har vundet politiske kampe om den "rette" tros udformning. Derfor findes der også en betydningsfuld radikal islamistisk tradition indenfor islam. Abdelwahab Meddeb taler i denne forbindelse om islams sygdom ("The Malady of Islam", 2003)

Men der har været muslimsk modstand mod disse radikale islamister, hvilket du - vist ikke særlig villigt - ender med at indrømme. Ikke desto mindre insisterer du på kontinuitet og ensartethed fremfor forandring og forskellighed, hvorved du fortrænger betydningen af vigtige muslimske tænkere (jeg har nævnt en række eksempler i et tidligere indlæg). Der er ikke plads til dem i din forståelse af islam. Til gengæld er du her fuldt ud på linie med islamisternes egen historieskrivning, der fremhæver, at netop de repræsenterer den sande tradition. Du vælger således at tage den pakistanske islamist Mawdudi - en af de centrale ideologer i det 20. århundredes radikale islamisme - som sandhedsvidne. Så skal vi måske også til at betragte inkvisitionen som sandhedsvidne i spørgsmål om kristendommens historie? Velbekomme! Ikke at jeg vil påstå, at svarene af den grund skulle være forkerte eller uinteressante. Men måske nok en smule partiske. Mawdudi udtrykker én "sandhed" - blandt flere mulige: "den store, lange, muslimske tradition" som du kalder det eller den islamistiske ideologis forsøg på at retfærdiggøre sig selv som den "sande" tro. Det forsøg har jeg ikke lyst til at bidrage til

2. Du har tidligere påstået, at muslimerne fulgte Koranens forskrift ved at pålægge ikke-muslimer en skat med det formål et ydmyge dem. Hertil har jeg påpeget, at man i så tilfælde brød med en anden forskrift fra Koranen: gengiv det onde med det bedste osv. Det er mig en gåde, hvordan du har læst mit sidste tidligere indlæg på dette punkt. Det burde ikke være så kompliceret: hvis det af forskellige dele af Koranen fremgår, dels at man skal ydmyge sin fjende, og dels at man skal behandle sin fjende som en ven, er der tale om en umiddelbar modstrid. Man kan ikke gøre begge dele på samme tid, og man kan således ikke leve op til begge forskrifter.

Jeg går ikke ud fra, at "de to koranvers ikke modsiger hinanden". Hele pointen er jo netop, at det gør de, og at man derfor ikke kan følge begge forskrifter. Og jeg går ikke ud fra, at "fordi en opfordring står i koranen, vil den også blive fulgt af muslimerne" – tværtimod har jeg i alle mine indlæg fremhævet kløften mellem den hellige skrift og menneskers faktiske adfærd.

Rent skematisk kan man skelne mellem følgende positioner mht. antagelser om faktisk efterlevelse af Koranens forskrifter: (1) alle de "onde" ting bliver efterlevet; (2) alle de "gode" ting bliver efterlevet; (3) alt bliver efterlevet; (4) det afhænger helt om omstændighederne. Kategori (1) er et spejlbillede af kategori (2). Ingen af dem interesserer sig for den historiske virkelighed, men prøver i stedet at præsentere et ideologisk farvet billede af denne: kan Koranen forklare historiens og islams negative (1) eller positive (2) sider? Jeg må erkende, at jeg har dig alvorligt mistænkt for at mene at "fordi en opfordring står i koranen, vil den også blive fulgt af muslimerne", hvis denne opfordring vel og mærke kan bruges til at sige noget negativt om islam (altså kategori (1)). Er der ikke lidt om det? Kategori (3) har jeg mest taget med for fuldstændighedens skyld - jeg tror ikke, der er ret mange, der i realiteten tror på (3) med mindre det handler om personer, der tror, at Koranen er entydigt ond eller god. Og så er der kategori (4), som jeg placerer mig selv i: om forskrifterne følges, afhænger ikke af forskrifterne selv, men af omstændighederne og den politiske, historiske osv. sammenhæng og har i øvrigt ingen forklaringsværdi, når vi skal forklare muslimske samfunds historie. Det er mennesket, der vælger, og mennesket vælger i forskellige sammenhænge præget af politik, kultur osv. Koranen leverer et "råmateriale" til disse valg i og med, at den foreligger som den hellige skrift. Men der er stadig tale om tolkninger og valg mellem forskellige muligheder. Jeg har tidligere spurgt dig, hvad der bestemmer, hvilke ord der bliver hevet frem ved hvilke lejligheder, når der rent faktisk kan vælges? Det har du ikke svaret på - formodentlig fordi du hviler trygt i kategori (1). Det fører mig i alle tilfælde til mit næste punkt:

3. Du spørger mig, om det ud fra mine bemærkninger om forskellen mellem det guddommelige og menneskets udlægning heraf også ville have været muligt for Aminah Tønnsen (AT) at begrunde dødsstraf for frafald ud fra Koranen. Jeg kan jo ikke svare på vegne af AT, men har i øvrigt følgende bemærkninger til spørgsmålet:

Enhver udlægning af en religiøs tekst er menneskelig og hermed også principielt fejlbarlig. Der findes ingen sand eller rigtig læsning. Det betyder ikke, at man kan sige, hvad som helst om teksten. Enhver tolkning må begrundes og argumenteres. Men kriterierne for tolkningen kan kun være menneskelige og aldrig guddommelige, og end ikke teologerne har direkte adgang til Guds sande ønsker. Derfor bliver det i sidste instans også AT, der på godt og på ondt står til ansvar for sin udlægning. I den udstrækning hendes udlægning får praktiske konsekvenser for andre end hende selv, står hun til ansvar som borger overfor sine medborgere, og ellers står hun som troende til ansvar overfor sin Gud. Det første vedrører dig og mig som medborgere, hvorimod det andet kun vedrører AT selv og hverken hendes medborgere eller trosfæller. Og som jeg læser AT, vil hun være parat til at acceptere disse to dimensioner af ansvar, men det skal jeg i øvrigt ikke påtage mig nogen vurdering af

Jeg opfatter ikke konsekvenserne af mine synspunkter som ubehagelige (og jeg kan jo i øvrigt ikke indrette min forståelse af virkeligheden efter, hvad der er det behageligste). Det ville da være rart, hvis en almægtig Gud styrede os, således at alt var fryd og gammen, men da dette ikke synes at være tilfaldet, foretrækker jeg en situation, hvor ingen – heller ikke religiøse fanatikere – kan dække sig ind under hensynet til, hvad den "sande" tro siger. Og det gælder også, når pakistanske islamister undertrykker kristne pakistanere (eller shiamuslimske pakistanere – hvorfor glemmer du dem?). Eller når terrorister i Irak bomber kristne kirker, som det netop er sket.

Når mennesket ikke kan indrette samfundssystemet ud fra guddommelige retningslinier, står vi til ansvar overfor hinanden som medborgere. Dette fører os over mod diskussionen af forhold mellem islam og forskellige politiske systemer. Det skal jeg ikke gå nærmere ind på. Men lad mig dog henlede opmærksomheden på den troende muslim Soroushs påpegning af, at det eneste politiske system, der er forenelig med islam forstået som religion og ikke som ideologi, er et moderne pluralistisk demokrati. Hvorimod ethvert forsøg på at etablere en "islamisk stat" degenererer og forvandler islam fra det, islam bør være (religion) til noget, islam ikke bør være (ideologi).

4. Endelig ser det nu til, at vi kan afslutte debatten om islams mulige betydning for økonomisk udvikling, idet jeg bemærker, at du accepterer mine formuleringer. Jeg noterer mig også, at du tilsyneladende ikke har andre og bedre eksempler end mine på den tilsyneladende mangel på sammenhæng mellem islam og udvikling. Men i princippet kan intet naturligvis udelukkes.

Jeg kan i øvrigt tilføje, at det amerikanske Institute for International Economics sidste år udgave en større rapport om "Religion, Culture, and Economic Performance." Jeg har ikke studeret rapporten nærmere, og jeg vil ikke udtale mig om dens mulige kvaliteter og mangler. Lad mig blot citere dens konklusion vedr. islam: "If anything, Islam promotes growth".

Rapporten findes på http://www.iie.com/publications/wp/2003/03-8.pdf, hvis du eller andre skulle have lyst til at gå den efter i sømmene.

Venlig hilsen

Henrik Plaschke