Reform og tradition i islam

Zaid nævner i samme indlæg det, han kalder den store forfølgelse eller inkvisitionen, fra 833-848 e.Kr. og siger, at denne periodes helt var Ahmad bin Hanbal (780-855 e.Kr.), som stærkt benægtede koranens tidslighed.

Det er ikke så lidt, Zaid får sagt her. Hele perioden fra 850 til nu er præget af, at de muslimske teologer vil fastholde koranens evighed. Først i nutiden er der nogen, der prøver at rokke ved denne tanke og altså dermed at give også andre end autoriserede teologer ret og pligt til at fortolke koranen.

Ihukommende vore fælles smukke tanker om historiens kompleksitet skal man nok være lidt varsom med at sætte en fælles overskrift over så stort et tidsrum, og man må vel også nævne ikke så få filosoffer eller teologer, der har prøvet at gøre op med denne tanke undervejs, men på den anden side: der har dog også i tidens løb dannet sig en forholdsvis fast opfattelse af sharia, den islamiske lov; de retslærde har arbejdet med at forene koranens forskellige modsigelser gennem en teori om "abrogation" eller ophævelse; man tænkte sig, at ét vers i koranen kunne ophæve et andet; på et vist tidspunkt skulle man som retslærd være opmærksom på, hvilke vers i koranen der var blevet ophævet, og man skulle også kende de vers, der havde fremkaldt ophævelsen. Og dannelsen af en sådan tradition kræver tid for at kunne finde sted. Så jeg finder det ikke helt umuligt at sammenfatte dette store tidsrum under et fælles synspunkt.

Dette finder jeg i nogen grad bekræftet af den pakistanske teolog, Abul Ala Mawdudi, der døde i 1979. Han vil søge at fastslå, at sharia foreskriver dødsstraf for frafald, og han gør det ved at henvise til koranen OG ved at henvise til den muslimske tradition; alle de fire muslimske retsskoler hævder, at frafald må medføre dødsstraf, siger han. Hvis man tør gå ud fra, at han har ret i den påstand, så er det også derudfra muligt at se en vis kontinuitet i den muslimske traditions historie.

Det betyder nu, at de moderne reformister, der vil søge at forstå islam på en moderne måde, hvordan de end vender og drejer sig, kommer til at stå i modsætning til en lang tradition indenfor islam. Nasr Abu Zaid er én af dem. Soroush en anden. Abdullahi An-Na'im en tredie. Aminah Tønnsen muligvis en fjerde. Og jeg har da på mange måder stor sympati for disse reformister.

Det er udmærket at blive gjort opmærksom på, at koranen ikke går ind for kvindeundertrykkelse, at den ikke foreskriver dødsstraf for frafald, at den ikke pålægger jøder og kristne under muslimsk herredømme nogen urimeligheder. Blot må man have det med, at som man idag som reformist udlægger koranen, sådan har man ikke altid udlagt den. Man må måske endda gøre opmærksom på, at den store, lange, muslimske tradition udlægger den helt modsat.

Tag verset om særskatten for kristne og jøder, sura 9,29. Det er da udmærket og tankevækkende, ikke mindst for moderne muslimer, at vi af Aminah Tønnsen får at vide, at den sidste del af verset skal oversættes: "... indtil de villigt ('an yain) betaler beskyttelsesskat (djizya) (som tegn på), at de vil indordne sig (wa hum sagherum)". For så bliver den behandling, man giver disse mindretal, jo at betragte som yderst rimelig.

Men man må ikke overse, at Yusuf Ali i 1935 oversatte det til "... until they pay the Jizya with willing submission, and feel themselves subdued", hvilket jeg oversætter til: " ... indtil de betaler særskatten (Jizya) og lader sig undertrykke og føler sig undertrykt".

Sådan kan vi have vores fornøjelse af at overveje forskellige oversættelser. Og jeg skal ikke her gøre mig klog på, hvilken oversættelse der er i størst overensstemmelse med koranens arabiske ord. Men skal man undersøge, hvordan kristne og jøder er blevet behandlet op igennem islams historie, så kan man ikke fremføre Tønnsens oversættelse som bevis for, at kristne og jøder blev behandlet rimeligt (hvad du heller ikke gør). Dels kan et koransted kun give en første fornemmelse af, hvordan behandlingen har været, og dels må man sikre sig, at muslimerne på den tid, man vil undersøge, nu også oversatte som Tønnsen. Hvilket på ingen måde er sikkert.

Du siger i den anledning, at "hvis muslimerne virkelig søgte at ydmyge jøder og kristne, levede de ikke op til de talrige forskrifter i Koranen, der påbyder respekt for "bogens folk"." Og i den forbindelse nævner du Sura 41,34: "Godt og ondt er ikke lige. Gendriv (da) det onde med det bedste, og se, den, der var din fjende, vil blive en varmhjertet ven". Så vidt jeg kan se, går du her ud fra to ting, som jeg ikke kan give dig ret i.

For det første synes du at gå ud fra, at de to koranvers ikke modsiger hinanden. Det er på ingen måde givet, jævnfør de mange tanker om abrogation, den muslimske teologi er fuld af. For det andet synes du at gå ud fra, at fordi en opfordring står i koranen, vil den også blive fulgt af muslimerne. Også det er forkert. Muslimer er ikke bedre mennesker end vi andre.

Vi kristne har hele tiden haft Jesu ord om at vende den anden kind til at slås med, (Matt 5,38) et ord, der kan minde lidt om dette koranord. Men vi har dog altid betragtet det som yderst vanskeligt at efterleve. Og jeg kan med min bedste vilje og med stor respekt for islams historie altså ikke forestille mig, at muslimer, der sad på magten, ville besvare et eventuelt angreb fra minoriteternes side (hvis et sådant lod sig tænke) med mildhed og overbærenhed, i det håb, at fjenden, de kristne eller jøderne, derved blev en ven.

Hvad der sker i Ægypten med det koptisk-kristne mindretal, og hvad der sker med de kristne i Pakistan, tyder snarere på, at muslimer betragter de kristne som et tålt mindretal, intet mere, måske endda et mindretal, der skal føle sig ydmyget.

Såvidt jeg kan forstå, er du ret inspireret af Soroush. Og det er vist ud fra en sådan inspiration, at du hævder, at: "Det forekommer med andre ord muligt at retfærdiggøre flere forskellige politikker med henvisning til ord fra Koranen. Men hvad bestemmer da, hvilke ord der hives frem ved hvilken lejlighed? Det drejer sig om et menneskeligt valg. Det fortæller Koranen af gode grunde ikke noget om".

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt har forstået finessen ved Soroush's skelnen mellem koranens guddommelige ord og menneskers udlægning deraf. Men hvis det, du her skriver, er konsekvensen, er det så ikke en ret uheldig konsekvens. Jeg mener: Når Aminah Tønnsen i sit indlæg den 16-7 efter at have citeret en række koransteder siger: "I virkeligheden er det hele såre enkelt: Koranen (Guds lov) omtaler IKKE nogen jordisk straf for apostasi", har hun så efter din mening bare hevet nogle koransteder frem efter eget valg? Kunne man lige så godt have begrundet den modsatte politik, at en frafalden skal lide døden, ud fra koranen? Er det virkelig din mening?

Så til spørgsmålet om, hvorvidt islam fremmer eller hæmmer økonomisk udvikling! Jeg véd ikke, om vi kan få ret meget mere ud af at diskutere det. For nu er vi såmænd nogenlunde enige. Du forsvarer (med en vis ret) din sammenligning mellem Malaysia og Filippinerne, fordi de to lande på så mange områder minder om hinanden, og skriver så: "Der er dog én væsentlig forskel, nemlig religionen, og så kan man jo se på, om denne ene forskel synes at påvirke fødselsraten. Og svaret synes desværre at være et nej. Hermed har vi selvfølgelig ikke afklaret alle spørgsmål om sammenhængen mellem islam og økonomisk og befolkningsmæssig udvikling".

Jeg kunne da godt angribe dig lidt for at skrive "denne ene forskel", for der er sandelig mange andre forskelle. Men når du slutter med at skrive, som du gør, er jeg egentlig fuldt ud tilfreds. Det, jeg har villet, er at påpege, at der er mange faktorer, der påvirker fødselsraten, ingen bør udelukkes fra at blive taget i betragtning, heller ikke religionen, altså heller ikke islam i de tilfælde, hvor den religion er hovedreligionen.

Men jeg vil da gerne føje til, at jeg med "islam" betegner den traditionelle islam, der hersker i de pågældende lande, ikke den reformerede islam, der kan udledes af et fornyet og måske mere grundigt koranstudium. Men så er vi tilbage ved min anke mod de moderne muslimske reformister, at de ikke tilstrækkelig tydeligt gør opmærksom på, at de bryder med en lang tradition.

Venlig hilsen

Ricardt Riis