Koranfortolkning i islam

Derfor må den udvikle sig og modificeres over tid. Den samme gudgivne tekst må udlægges forskelligt i forskellige historiske sammenhænge for at være meningsfuld. Tolkning er ikke en mulighed. Det er en nødvendighed.

Når du kritiserer mig for at underdrive religionens betydning i den historiske udvikling, fejltolker du mig, fordi du ikke skelner mellem Islam med stort I og islam med lille i. Naturligvis påvirker religionen historien, men Islam påvirker ikke historien direkte. Den påvirker historien i den udstrækning den påvirker islam.

Men sidstnævnte påvirkes af mange andre forhold end Islam - kultur, politik, økonomi osv. - selvom det ikke burde være sådan ifølge en fundamentalistisk udlægning. Og som jeg læser dig, negligerer du - på lige fod med fundamentalisterne - systematisk betydningen af disse andre mulige faktorer. Derfor køber jeg ikke din tese, om at "koranord har haft virkning, rent materielt."

Lad os tage et eksempel. Jeg påpegede i et tidligere indlæg, at "hvis muslimerne virkelig søgte at ydmyge jøder og kristne, levede de ikke op til de talrige forskrifter i Koranen, der påbyder respekt for "bogens folk"." Dette argument afviser du fejlagtigt ved ikke at se på disse andre forskrifter.

Eksempelvis kan vi i Koranen læse: "Godt og ondt er ikke lige. Gendriv (da) det onde med det bedste, og se, den, der var din fjende, vil blive en varmhjertet ven" (Sura 41, 24. del, vers 35, p. 1004, dansk udg.). Har muslimer således pålagt kristne og jøder byrder med henblik på at ydmyge disse, har de ikke levet op til ånden i dette citat.

Andre eksempler kunne gives, jf. i øvrigt også Aminah Tønnsens nylige indlæg om den historiske baggrund for referencen til ydmygelse.

Det forekommer med andre ord muligt at retfærdiggøre flere forskellige politikker med henvisning til ord fra Koranen. Men hvad bestemmer da, hvilke ord der hives frem ved hvilken lejlighed? Det drejer sig om et menneskeligt valg. Det fortæller Koranen af gode grunde ikke noget om.

Det er os mennesker, der fortolker Koranen. Derfor er det heller ikke Koranord, der har virkning. Det er den menneskelige anvendelse af ordene, der har virkning. Det er ikke den hellige skrift, der har betydning for historien. Det er den menneskelige italesættelse af denne, der påvirker historien. Og det handler mere om politik end om teologi og skriftsteder.

Når du skriver: "Du gør også meget ud af en argumentation for, at vi altid i vore udlægninger af helligskrifter fortolker. Men er du opmærksom på, at disse tanker er vestlige forestillinger? Man må i hvert fald ikke overse, at koranord ofte er blevet forstået ret direkte. Og det er den overbevisning, ikke én, der ligner din, der har haft historisk indflydelse," antyder du, at du er opmærksom på problemet. Men du vil vist alligevel hellere snakke dig uden om det.

For det første kan jeg her konstatere, at din modvilje mod at generalisere 1300 års historie åbenbart kun gælder andres generaliseringer, men ikke dine egne af slagsen. Skal 1300 års kompleks samfundsmæssig, filosofisk og religiøs historie nu sammenfattes i to små sætninger?

For det andet kan man diskutere, hvad vestlige forestillinger egentlig er? Ved indgangen til et museum i Córdoba i Sydspanien helliget den mauriske fortid mødes den besøgende med følgende ord: "Den muslimske Occident - den kristne Orient" - med reference til det andalusisk-mauriske Córdoba og det kristne Byzans! Det vestlige og det muslimske udelukker ikke hinanden - de har i lange perioder snarere været delvist filtret sammen.

For det tredje ville argumentet jo ikke være mindre relevant, selv hvis det kun var en ikke-muslimsk forestilling - der tolkes jo, uanset om man har et begreb for fortolkning.

For det fjerde tager du fejl, hvis du tror, at ideen om tolkning af hellige skrifter skulle være islam fremmed. Betydning af tolkning og forsøgene på eksempelvis at forstå Koranens forskellige betydninger er et centralt element i hele den islamiske filosofis historie.

Jeg skal spare læserne for en navneopremsning: lad mig i flæng blot nævne sufitænkningen, den arabisk-andalusiske "rationalisme", motaziliterne, shia-tænkningens ideer om Koranens fire betydninger, de anatolske rebeller (Bedreddin, Pir Sultan Abdal m.fl.), nulevende reformtænkere (An-Na'im, Soroush m.fl. - se links nederst) osv. som ganske forskelligartede eksempler på betydningen af tolkning i islamisk tænkning.

Jeg påstår ikke, at disse eksempler er repræsentative. Jeg påpeger blot, at de har været der hele tiden, og det ville da overraske mig, hvis de slet ikke skulle have påvirket historiens gang! Hertil kommer i øvrigt, at man nok bør være forsigtig med overhovedet at anse nogen eller noget for at være repræsentativ i en så kompleks historisk sammenhæng. Endelig handler spørgsmålet om, hvilke tolkninger, der vinder gehør, mere om politik end om teologi og Koranord.

Jeg bagatelliserer islams betydning for økonomisk udvikling og demokrati, synes du. Du vil gerne i det mindste overveje religionens betydning i denne sammenhæng. Ja, gerne for min skyld. Men hvordan? Du nævner selv, at din argumentation i første omgang er statistisk og derfor "efter nogles mening halvvejs løgn." Jeg har ikke noget imod anvendelsen af statistik, om end statistik aldrig kan erstatte argumentation, ligesom statistik ikke kan sige noget om årsagssammenhænge. Men i indeværende sammenhæng kunne en smule statistik måske nok være nyttig.

Vi kan starte med at konstatere, at de fleste muslimske lande er fattige (idet vi her ser bort fra betydningen af olieeksporten, der har gjort visse muslimske lande rige, men det er en anden historie). Samtidig kan vi konstatere, at der er mange fattige lande, der ikke er muslimske, og det tyder ikke umiddelbart på en årsagssammenhæng mellem religion og fattigdom.

Undersøger vi forholdet mellem muslimske og ikke-muslimske landes udvikling i Afrika eller i Asien, synes der ikke at være særlige markante forskelle, der skulle begrunde islams særlige rolle. Asiatiske muslimske lande klarer sig ikke systematisk anderledes end asiatiske ikke-muslimske lande, og det forholder sig tilsvarende i Afrika. Eller har du belæg for det modsatte?

Du skriver også: "men når man i mange af disse [dvs. muslimske] lande ikke har formået at gøre noget ved overbefolkningen, kan det så ikke hænge sammen med islams kvindesyn?" Jo, det kunne man da godt forestille sig, at det gør. Man kunne især forestille sig det, hvis man kunne vise - gerne ved hjælp af statistisk materiale - at det først og fremmest er i fattige lande, der er muslimske fremfor i fattige lande, der ikke er muslimske, at man ikke formår at gøre noget ved befolkningsudviklingen. Mig bekendt er det imidlertid ingen, der nogensinde har vist noget sådant. Kan du vise det?

I et tidligere indlæg berørte jeg betydningen af befolkningstilvækst i forskellige sammenhænge. Men jeg har måske ikke udtrykt mig tilstrækkeligt klart. Du har i hvert fald misforstået min argumentation. Jeg påpegede to forhold:

(1) i to sammenlignelige lande som Malaysia og Philippinerne, der er henholdsvis muslimsk og kristent er der ingen markant forskel i fødselsraten. Som du også selv nævner det, skal man passe på med, hvad man sammenligner. Man kunne jo også vælge at sammenligne Danmark og Ægypten eller Bolivia og Tyrkiet som eksempler på henholdsvis ikke-muslimske og muslimske lande, men det er af begrænset interesse, fordi landene i øvrigt er så forskellige. Der er langt mere interessant at sammenligne Malaysia og Philippinerne, fordi de på så mange områder i øvrigt minder om hinanden.

Der er dog én væsentlig forskel, nemlig religionen, og så kan man jo se på, om denne ene forskel synes at påvirke fødselsraten. Og svaret synes desværre at være et nej. Hermed har vi selvfølgelig ikke afklaret alle spørgsmål om sammenhængen mellem islam og økonomisk og befolkningsmæssig udvikling. Men sig mig nu: synes du slet ikke, dette eksempel er interessant? Giver det slet ikke anledning til lidt forsigtighed med hensyn til din forestillingsverden? Eller har du måske andre relevante sammenligninger, der peger på andre sammenhænge?

For det andet påpegede jeg, (2) at der er endog yderst markante forskelle mellem fødselsraten i forskellige muslimske lande. Havde du set nærmere på de tal, jeg nævner, ville du næppe have talt om "den samme fødselsrate som muslimske lande," da de jo netop er ganske forskellige: lidt mere fokus på kompleksiteten, tak!

Iran har eksempelvis en aktiv befolkningspolitik, og skal man dømme efter landets lave fødselsrate, har den virket. På grund af, på trods af eller uafhængigt af "islams kvindesyn"! Tyrkiet er eksempelvis præget en en markant europæiseringsproces, der har bevirket, at landet i hvert på dette område nærmer sig europæiske standarder med stormskridt. I andre muslimske lande er der derimod fortsat en meget høj befolkningstilvækst - ligesom der er det i mange andre fattige ikke-muslimske lande.

Jeg savner en argumentation fra din side for, at islam skulle spille en særlig fastlåsende rolle for økonomisk og befolkningsmæssigt udvikling - en rolle, der ikke kan elimineres af politisk og social vej og som bevirker, at muslimske lande har en anden befolkningsudvikling end andre fattige lande.

Og lad mig så afslutningsvist tilføje, at ovenstående naturligvis ikke betyder, at jeg negligerer betydningen af rædselsregimerne i eksempelvis Saudiarabien, Sudan eller andre islamiske lande. Der er al mulig grund til at forholde sig kritisk til disse, ligesom det er givet, at meget af den retorik, der her og der går under betegnelsen islam, næppe er fremmende for demokratisering og social og økonomisk udvikling.

Tilsvarende er der ingen grund til at bestride eller skjule behovet for selvkritik og nytænkning hos og blandt muslimer. Jeg har fremhævet eksempler på spændende reformtænkere indenfor muslimsk tænkning - ikke mindst for at gøre opmærksom på, at disse rent faktisk findes. Men det ændrer desværre ikke på, at frugtbar nytænkning blandt muslimer fortsat i alt for høj glad blokeres. Ikke blot af diktatoriske styrer - verdslige såvel som religiøse - men også af konformisme, dogmatik og systematisk ansvarsforflygtigelse ("det er de andres skyld").

Samtidig bør det heller ikke få os til at glemme at feje for egen dør. Der er mere end én enkelt årsag til demokratiets svage stilling i den muslimske verden. Men en trods alt ikke uvæsentlig årsag ligger i den vestlige verdens historisk set ganske konsekvente støtte til reaktionære og lidet demokratiske regimer i den muslimske verden.

Hvorimod et af dennes vigtige demokratiske eksperimenter - Iran i begyndelsen af 1950'erne - blev kvalt af en engelsk-amerikansk organiseret kup, der fjernede et demokratisk valgt verdsligt styre for at erstatte det med Shah'ens repressive, men vestvendte diktatur. Mange ting ville formodentlig være forløbet anderledes, hvis den vestlige verden havde prioriteret anderledes og givet spillerum for indefrakommende demokratiske reformer, da muligheden var til stede.

Det er et åbent spørgsmål, om udviklingen i Irak og forsøget på at gennemføre demokratiske reformer udefra kan bidrage til en ændring af dette billede. Jeg er desværre ikke særlig optimistisk. Men det er en anden historie.

Venlig hilsen

Henrik Plaschke

Et par spændende hjemmesider er:

AbdolKarim Soroush: http://www.drsoroush.com/English

Abdullahi A. An-Na'im: http://people.law.emory.edu/~abduh46