Bøn er vigtigst i opdragelsen

Udgangspunktet er det priviligerede, at det altid er børnene selv, som kommer og spørger. De ser jo, at for mig er Gud vigtigere end alt andet. De undrer sig over, hvorfor jeg beder så meget og altid vil i kirke – selv julenat, når de andre hygger sig om juletræet. De fascineres af alle mine hellige ting, især mit lille husalter med krucifiks, Bibel, lys og blomster.

De elsker mine fine rosenkranse og ikoner fra valfartssteder forskellige steder i verden. De elsker at blade i min kæmpestore billedbibel med illustrationer af kunstens store mestre og at kigge i alle mine farvestrålende børnebibler og billedbøger med bibelhistorier.

De to store på 9 og 11 læser på eget initiativ højt for de små, og i deres private ferielogi, den gamle campingvogn i min have, kan jeg høre, at de har indført et fast aftenritual, inden de går i seng, hvor de drikker "godnatskål" i et glas vand, beder bordbøn og synger "Alle gode gaver," ligesom man gør inde hos Bedstemor. Aftenritualet, kan jeg høre, slutter med Fadervor og Hil dig Maria.

Hvordan er det kommet dertil?

Jeg tror, at bøn er det første og vigtigste udgangspunkt, forbøn og bøn sammen med børnene: Jeg har bedt for de børn fra før de blev født. Hver eneste dag beder jeg for dem i rosenkransen. Hver søndag bærer jeg dem frem for Gud under offertoriet i den hellige messe. Hver gang de stiller mig disse dybe spørgsmål, beder jeg en skudbøn for at få Helligåndens hjælp til at svare sådan, som Gud vil.

Bønnen sammen med børnene er også kommet på deres eget initiativ: "Bedstemor, hvordan beder man med den rosenkrans?" Rosenkransen er simpelthen en koncentreret guldgrube til oplæring i den kristne tro og de kristne livsværdier: Den fysiske berøring med perlerne og den stadige gentagelse af de samme bønner fører én ind i et kontemplativt rum, hvor Jesus er centrum.

Hovedelementerne er den apostoliske trosbekendelse, Fadervor og "Hil dig Maria"-bønnen. Sidstnævnte, som citerer Bibelens ord fra bebudelsen, fastholder inkarnationens mysterium som den kristne tros kerne. Slutbønnen "Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere nu og i vor dødstime" åbner bevidstheden for vor samhørighed med de helliges samfund og for Maria som det ypperste forbillede i Kristi efterfølgelse.

Hertil kommer, at Rosenkransen med sine fire "mysterier" er et koncentrat af Det Ny Testamente: Det første mysterium ("Glædens Rosenkrans") er fordybelse i Jesu barndom fra undfangelsen, til Han som 12-årig i templet bekender sig som Faderens Søn. Det næste ("Lysets Rosenkrans") er meditationer over fem hovedpunkter i Jesu liv fra dåben i Jordan til indstiftelsen af den hellige nadver skærtorsdag aften).

Det tredje ("Smertens Rosenkrans") er påskens begivenheder fra Jesu dødsangst i Getsemane til døden på korset, og det fjerde ("Herlighedens Rosenkrans") handler om opstandelsen og pinsens jubel. Således føres både voksne og børn af denne tilsyneladende enfoldige bøn ind i kristentroens hjerte.

Holdningen i denne trosoplæring bliver "knælende" og ikke en lektie, der skal læres af pligt. Den fører børn og voksne til at stille de dybeste spørgsmål om Gud og menneske, om livet og døden, om moral og værdier, om filosofi og naturvidenskab, ja om alt. For ifølge katolsk opfattelse omfatter den kristne tro ALT, ikke kun den åndelige verden, men også den fysiske: naturen og historien og det enkelte lille menneskes dagligdag ned til de mindste detaljer.

At åbne børnenes øjne for dette viser dem, at kun Gud har svar på alt, og at hele livet er en vej til Gud, en vej, som de selv må vandre ved at spørge, længes og søge, men en vej, som Kristus selv har vist os. Kun Han er "Vejen, Sandheden og Livet."

Den voksne må uafladeligt bede om hjælp til denne store opgave – må selv leve sin tro – må tage børnenes spørgsmål dybt alvorligt – og altid svare med hudløs ærlighed, også når svaret må blive: "Det ved jeg ikke. Det må vi spørge Gud om, når vi kommer i Himlen."

Kirsten Kjærulff