Dåben er døren til kirkens fællesskab

I et menneskes liv kan der være tider og situationer, hvor Helligåndens gerning bliver særlig tydelig, og hvor man kan opleve, at noget nyt er sket. Der kan også være tider, hvor man ikke klart kan sige, hvad der sker - eller om der overhovedet sker noget. For en kristen må det være et mål at opnå den indre fred, der findes i at vide, man er et Guds barn. Det Paulus skriver om i Romerbrevet, hvor han siger: "Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn."

Men overordnet er menneskelivet en helliggørelsesproces, hvor synlige hændelser, dåb, tro, bekendelse, gode gerninger, bøn m.m. spiller sammen med usynlige ting, som Helligånden gør i vores indre. Helligånden har været en realitet i hele mit liv, uanset hvornår jeg selv blev bevidst om den. Men Helligånden bliver aldrig noget, jeg får kontrol over. Det handler om hvor megen kontrol Helligånden får over mig.

Spørgsmål 3:

Guds handlen med og i os forudsætter ikke noget fra os. Men Guds nåde, virksom i Helligånden, skaber forudsætninger for en positiv modtagelse af hans kærlighed og kald til hellighed. Dåben er et ydre tegn på en indre realitet. Man døber, fordi man dermed proklamerer i det synlige, hvad Gud gør i det usynlige. Kirkens Herre, Jesus Kristus, har befalet, at de små børn skal komme til ham. Derfor tør vi ikke holde dem tilbage.

Spørgsmål 4:

Et vigtigt motiv i barnedåben er tanken om kirken som et Guds folk. Dåben bør ikke underlægges tidens overdrevne individualisme. Kirken er et fællesskab. Og dåben er døren til kirkens fællesskab. Uden børnene ville vores fællesskab være elitært (og sikkert også kedeligt). I Det nye Testamente synes det også at være naturligt, at hele familier sluttede sig til kirken og blev døbt.

Dåben af børnene forkynder tydeligt, at frelsen er Guds suveræne værk, og at børnene ikke er marginaliserede i forhold til Guds folk. Vi, der tilhører Kristus, hører sammen.

Venligst

Ole Birch

Præst i Metodistkirken