Ingen jordisk straf for frafald

"For hvert fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til et eneste fællesskab; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for at strides). Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides" (5:51).

I virkeligheden er det hele såre enkelt: Koranen (Guds lov) omtaler IKKE nogen jordisk straf for apostasi. Den omtaler en persons gentagne frafald og anger (bl.a. 4:137 & 3:85-91), hvilket i sig selv udelukker dødsstraf. Dom og straf henlægges ganske utvetydigt til det Hinsidige (bl.a. 3:90-91, 3:106, 3:177-178, 4:59 & 4:137).

Når man op igennem historien har straffet frafald fra islam med døden, er forklaringen, at man har forbundet frafald fra troen med forræderi, idet den frafaldne rent fysisk flyttede sammen med fjenden. Det har måske haft sin berettigelse, dengang menigheden bestod af nogle få hundrede eller tusinde sjæle omgivet af fjendtligsindede stammer og folkeslag, der med mellemrum angreb muslimerne. Men kan man tale om forræderi, når den muslimske menighed i vore dage tæller mere end en milliard sjæle, hvoraf knap halvdelen lever som mindretal iblandt ikke-muslimske flertalsbefolkninger og er beskyttet af de pågældende landes love?

I øvrigt nævner Koranen også landsforvisning som en anden mulig straf for forræderi (5:35-36). Og den pointerer, at den, der forlanger den mildeste straf eller storsindet tilgiver uret, vil blive belønnet af Gud (bl.a. 5:48, 39:18 & 42:40-43).

Hvis et gudsforhold påtvinges under dødstrusler, producerer man hyklere - og de er ifølge Koranen de værste af alle skabninger (bl.a. 2:8-20)!

Om beskyttelsesskat (djizya)

Ordet djizya (af djaza) betyder "kompensation til gengæld for noget, man modtager" og forekommer kun et enkelt sted i Koranen:

"Argumentér med dem blandt Skriftens Folk, der ikke (oprigtigt) tror på hverken Gud eller den Yderste Dag, der ikke tager det for forbudt, som Gud og Hans sendebud har forbudt, og ikke følger Guds evige og uforanderlige Lov - indtil de villigt ('an yain) betaler beskyttelsesskat (djizya) (som tegn på), at de vil indordne sig (wa hum sagherum)" (9:29).

Opfordringen til at opkræve djizya blev åbenbaret på et tidspunkt, hvor romerne/byzantinerne havde mobiliseret deres styrker med det formål at angribe Arabien og underlægge sig den nyligt etablerede muslimske stat.

Profeten og hans tilhængere begav sig nordpå for at forsvare landet; men da de ankom til Tabûk ved den nordlige grænse mod Palæstina, viste det sig, at byzantinerne endnu ikke havde foretaget den endelige fremmarch, hvorefter muslimerne vendte tilbage til Medina. Hele kap. 9 handler om denne situation, der fandt sted i år 630.

Djizya var en skat, som ikke-muslimske voksne mænd skulle betale til den islamiske stat til gengæld for at være fritaget for militærtjeneste, for at de og deres familier kunne nyde den islamiske stats beskyttelse på lige fod med muslimske borgere - incl. retten til religionsfrihed.

Det ligger i begrebet 'an yain, at man skal "være i stand til" at betale. Derfor var djizya progressiv. Under Hârûn al-Rashîd (786-809) betalte de rige eksempelvis 48 dirhams, mænd fra middelklassen betalte 24 dirhams, medens landarbejdere og håndværkere betalte 12 dirhams årligt (en dirham svarer iflg. Arnold til five pence i 1935).

Man kunne afregne kontant eller i naturalier - dog ikke i form af svin, vin eller selvdøde dyr, og mænd, der af en eller anden årsag var uarbejdsdygtige, eller så fattige, at de (jf. 9:60) var anvist på økonomisk hjælp fra den muslimske øvrighed - var fritaget for at betale djizya. Fritagelsen gjaldt også præster og munke, dersom de var anvist på almisser fra de rige for at opretholde livet (Arnold p. 60, Ramadan pp. 131-135 & 137).

Det samme gjaldt naturligvis de ikke-muslimske mænd, der valgte at gøre militærtjeneste på lige fod med de muslimske mænd. Dette var tilfældet med bl.a. en kristen stamme i omegnen af Antiocha og én i det nordlige Persien. Deres mænd blev fritaget for at betale beskyttelsesskat for til gengæld at deltage i landets forsvar og få del i et evt. krigsbytte.

Og de kristne indbyggere i Hydra betalte ingen skat til sultanen - for til gengæld at stille 250 sømænd til rådighed for den tyrkiske flåde (Arnold pp.61-62, Ramadan p.135). Der er også eksempler på, at muslimske bønder i Ægypten, der ikke ønskede at gå ind i hæren, har betalt djizya (Arnold pp.61-62, Ramadan p.135).

Dersom en mand døde uden at have betalt sin skyldige djizya, var det ikke lovligt at opkræve den af hans arvinger (Ramadan p.133).

Det fremføres ind i mellem, at kristne i de tidligere byzantinske områder konverterede til islam for at blive fri for at betale djizya. Vi ved imidlertid fra historiske dokumenter, at djizya-satserne var yderst moderate sammenlignet med den for muslimer obligatoriske skat på 2,5% - zakât. Og dersom man forlader en tro blot for at blive fri for at betale skat, så kan troen vel ikke siges at have haft noget særligt tag i den pågældende.

Nogle kritikere af islam mener, at djizya var ydmygende og et udtryk for, at ikke-muslimer blev betragtet som andenrangs borgere. De glemmer helt, at ikke-muslimer var fritaget for at betalte zakât - den 2,5% formueskat, som enhver voksen muslim (kvinde såvel som mand) er pligtig til at betale. Indkomstskat for alle lønmodtagere var et ukendt begreb på Profetens tid, så zakât-indtægterne var grundlaget for statens finanser - incl. socialforsorgen og forsvarsbudgettet, som alle borgere uanset religiøst tilhørsforhold nød godt af.

De muslimer, der valgte at betale djizya i stedet for at gøre militærtjeneste, har sandsynligvis betalt zakât desforuden - der foreligger i hvert fald ingen oplysninger om det modsatte.

Djizya-skatten kan sammenlignes med den militærnægter-tjeneste, som unge militærnægtere her i landet skal udføre - ofte i form af socialt arbejde. Det kan aldrig være ydmygende at skulle yde bidrag til beskyttelse af det samfund, man er en del af. Man kan da ikke forvente at køre på frihjul, blot fordi man bekender sig til en anden tro end flertallets - hverken dengang eller nu.

Ydermere ligger der i versets afsluttende ord "wa hum sagherum" en beredvillighed til at indordne sig og være loyale over for landets øvrighed - et modstykke til vore dages statsborgerskab.

Kilder:

ARNOLD, Thomas: "The Preaching of Islam." Lahore 1956 & London 1986, pp.59-62, 103-104 m.fl.

RAMADAN, Said: "Islamic Law. Its Scope and Equity." Geneva 1970, pp. 128-143: "Taxation."

Læs alle indlæggene i debatten om religionsfrihed i islam ved at klikke her