Islam er ikke en hindring for udvikling

Det citat, du selv vælger at bringe, er jo i øvrigt netop vagt, hvilket du selv (ufrivilligt?) viser: Du nævner, at skatten pålagt ikke-muslimer (jizya) var en kopskat, men det fremgår jo netop ikke af dit citat fra Koranen. Altså kunne denne skat have været udformet anderledes, hvorfor dit korancitat må karakteriseres som vagt. Det kan omsættes til mange forskellige former for virkelighed, og det er det også blevet.

Du nævner, at beskatningen af jøder og kristne også skulle ses som en slags ydmydelse af disse, hvorimod "landets egne børn, muslimerne" skulle bidrage til fællesskabet. Kan du dokumentere denne ydmygelsestese? Og hermed mener jeg ikke blot at citere en eller anden, der mener det samme som dig.

For mig at se lyder det som en skrøne: lange perioder af Osmannerrigets historie var præget af alvorlige stridigheder blandt "landets egne børn": først og fremmest mellem byernes sunnimuslimer og nomadernes og landområdernes varianter af "folkelig" islam. Opstande mod centralmagten - inklusive tværreligiøse bondeopstande - og dennes undertrykkelse af muslimske "afvigere" er en langt vigtigere del af osmannisk historie end din ydmygelse af kristne og jøder. Rent faktisk indtog grækere og jøder m.fl. magtfulde positioner indenfor såvel stat som samfund.

Endelig kan man jo tilføje, at hvis muslimerne virkelig søgte at udmyge jøder og kristne, levede de ikke op til de talrige forskrifter i Koranen, der påbyder respekt for "bogens folk" - også når disse ikke er muslimer.

Når jeg i øvrigt påpeger, at særbeskatning af religiøse minoriteter ikke var et specielt muslimsk fænomen, har det naturligvis intet at gøre med, om Koranens forskrifter er vage eller ej. Det kan ikke karakteriseres som et specielt muslimsk fænomen, eftersom det, så vidt jeg er orienteret, var et meget udbredt fænomen blandt kristne.

Thierry Zarcone påpeger i øvrigt i "La Turquie moderne et l'islam" (Flammarion 2004), at de armenske kristne i det centrale Anatolien modtog den turkiske-muslimske invasion i slutningen af det 12. århundrede meget positivt, fordi de hermed kunne undgå den meget tunge skattebetaling til det græsk-ortodokse Byzans. Ikke blot ikke-kristne, men også ikke-græsk-ortodokse minoriteter pålagdes altså særskatter af et kristent styre!

Mig bekendt er der således tale om et historisk faktum, at særbeskatning ikke er et specielt muslimsk fænomen.

Det overordnede spørgsmål, om hvordan ikke-muslimske minoriteter mere generelt blev behandlet under muslimsk styre, er komplekst. Det er næppe svært, at finde eksempler på magtmisbrug og undertrykkelse: Det osmanniske styre varede i 700 år, og vi har haft andre muslimske styrer med ikke-muslimske minoriteter i den arabiske verden i århundreder, og forholdet mellem forskellige religiøse grupper har selvfølgelig ikke altid været harmonisk i så lange perioder.

Men der er her tale om forskellige historiske perioder med forskellige karakteristika og et samspil mellem politiske, kulturelle, sociale, klassemæssige, religiøse osv. faktorer. Lad mig nævne, at op gennem hele den anden halvdel af det 19. århundrede, hvor et selvstændigt Grækenland var etableret, og hvor der fortsat levede et par millioner grækere under Sultanens styre i Anatolien, var der en konstant nettoindvandring af grækere fra det frie Grækenland til Sultanens Anatolien (M. Pelt i "Den Jyske Historiker," nr. 74, 1996)! Vel ikke just et tegn på, at den græske minoritet behandledes dårligt! Jeg siger ikke, at dette eksempel er repræsentativt. Men det hører med til historien, at sådan har det også været.

Det forekommer mig således vanskeligt at argumentere for, at muslimske styrer generelt skulle have behandlet ikke-muslimske minoriteter dårligt. Eller dårlige end forskellige kristne styrer har behandlet deres minoriteter.

Må jeg i øvrigt minde om, at Danske Lov (6-1-3) pålagde dødsstraf for katolske gejstelige blot for at opholde sig på dansk jord, hvorimod danske konvertitter kunne slippe med landsforvisning og arveløshed (Thorkild Kjærgaard, Det grænseløse projekt, Chr. Ejlers Forlag 1997, p. 7)! Så var det vist alligevel bedre at være græsk-ortodoks under Sultanen eller jøde under det Mauriske styre i Spanien!

Og lad os så komme til nutiden. Er islam en hindring for udvikling? Du taler om betydningen af overbefolkning og antyder, at denne skyldes islam. Lad os se på nogen tal. Kigger vi på antallet af børnefødsler pr. kvinde (Verdensbanktal for 2002) får vi eksempelvis 3,2 for det katolske Philippinerne og 2,9 for det muslimske Malaysia. Lande på stort set samme udviklingstrin i den samme del af verden. Hvad har det at gøre med islam?

Ser vi på præsternes Iran har vi 2,0, mens Saddam Husseins verdslige Irak har 4,1. Tager vi Tyrkiet har vi 2,2 - et tal der i øvrigt har udviklet sig ganske dramatisk: 4,5 i 1975, 3,8 i 1985, 2,7 i 1996 og 2,2 i 2002. Jeg vil da ikke udelukke, at islam kan spille en rolle i forklaringen af disse demografiske mønstre, men jeg har nu svært ved selv at finde den. Andre forklaringsfaktorer forekommer betydeligt mere oplagte.

Jeg savner i øvrigt en klar sondring mellem islam og muslimske traditioner i din tekst. Du benytter begge ord, men så vidt jeg kan se det ikke særlig systematisk. De horrible ting, der foregår i eksempelvis Afghanistan, kan siges at blive en del af de muslimske traditioner, i og med at de sker i islams navn. På samme måde som sydafrikansk apartheid også kan siges at være en del af de kristne traditioner, i og med at apartheid begrundedes kristent. Men det gør jo hverken talebanstyret til islam eller til den muslimske tradition eller apartheid til kristendommen eller til den kristne tradition. Heldigvis!

Som påpeget af bl.a. den pakistanske journalist og forfatter Ahmed Rashid ("Afghanistan & Taleban," Tiderne Skifter 2002) har de afghanske former for islam historisk set ikke været specielt fundamentalistiske. Talebanernes rædselsregime var ikke et udtryk for en tilbagevenden til en tradition, men derimod for en radikal nytolkning af islam.

Og ja, denne nytolkning er en hindring for udvikling og for alt muligt andet. Derfor skal det, du kalder den muslimske konservative vækkelse, have modspil. Det er vi enige om. Men det er ikke det samme som at sige, at islam er en hindring for udvikling.

Endelig skriver du, at jeg vil få såvel konservative som mere reformistiske muslimer på nakken pga. mine bemærkninger om umuligheden og uønskeligheden af en stat baseret på Koranens forskrifter. Når det drejer sig om konservative muslimer, har du utvivlsomnt ret, men du forventer vel ikke, at jeg indretter mine synspunkter efter det? Jeg ved ikke, hvilke reformistiske muslimer du tænker på. Men jeg er ikke i tvivl, at de muslimske reformister, jeg selv finder interessante (Al-Ashmawy, Arkoun, Soroush m.fl.), vil tilslutte sig mine ideer på dette punkt. Ellers ville de ikke fortjene betegnelsen reformister.

Venlig hilsen

Henrik Plaschke

Svar:

Kære Henrik Plaschke!

Det ser ud til, at min "profeti" om, at vi nok ikke bliver enige, til fulde bliver opfyldt. Men det forekommer mig nu alligevel, at der burde være én ting, vi skulle kunne blive enige om, nemlig historiens kompleksitet. Det var min overbevisning om, at historien er kompleks, der i første omgang fik mig til at vende mig imod Hadi Khans påstand om, at "historien viser, at ingen islamiske militære kampagner har indbefattet drab eller voldtægt af civile, ødelægelse af deres kirker og templer. Og vi taler om 1.300 års historie." Det er for mig at se overgreb på historiens kompleksitet, når man vil bruge 1300 års historie til at fremhæve islams fortræffeligheder med.

Nu vil du så imidlertid prøve at angribe mig for det samme, altså for at overse historiens kompleksitet i mit svar. Og du kan da nok finde ét og andet at hænge din hat på i den anledning. Men du skal jo nu passe gevaldig på ikke selv at falde i den grøft, du sådan graver for mig. Noget tyder på, at vi begge er ramt af en vis "sammenligningsdille": Vi forsøger at sammenligne islam og kristendom ud fra de historiske kendsgerninger. Jeg skal ikke påstå, at noget sådant ikke kan lade sig gøre; men jeg vil godt fremhæve, at man skal have ganske mange aspekter med i sin sammenligning, for at en sammenligning kan blive retfærdig.

Du sammenligner f.eks., når du skriver: "Det forekommer mig således vanskeligt at argumentere for, at muslimske styrer generelt skulle have behandlet ikke-muslimske minoriteter dårligt. Eller dårligere end forskellige kristne styrer har behandlet deres minoriteter," og når du videre fortæller om, hvordan det lutherske Danmark lovgav angående katolikker på dansk grund. I den forbindelse skriver du: "Så var det vist alligevel bedre at være græsk-ortodoks under Sultanen eller jøde under det Mauriske styre i Spanien!" Og så må jeg sige: Lad hellere sammenligningstrangen fare! Man kan ikke sige noget fornuftigt om så store tidsrum, som du her opererer med.

Men jeg vil som sagt godt gå med til, at man kan sammenligne, blot må man altså fastholde historiens kompleksitet. Og jeg vil videre hævde, at ind i dette komplekse begivenhedsforløb slynger de religiøse overbevisninger sig; det gør det hele betydelig mere indviklet, men det er der ikke noget at gøre ved. Man må tage verden, som den er; religionen afsætter sine spor i historien. Måske islam endda gør det i højere grad end kristendommen. For islam var jo fra begyndelsen en statsbærende religion. Og jeg kan i den forbindelse ikke helt sige mig fri for en mistanke om, at du prøver at bagatellisere religionen islams rolle i historien. Måske det kun er noget, du gør overfor mig, fordi du tror, at jeg vil overdrive den. Men alligevel: islam som religion spiller en ikke ubetydelig rolle; koranord har haft virkning, rent materielt; islamiske traditioner har øvet indflydelse. Men vi bliver nok ved med at være uenige om graden af indflydelse.

De har f. eks. haft indflydelse på de muslimske staters behandling af jøder og kristne. Du vil have mig til påvise, hvorfra jeg har min "ydmygelsestese" og hævder, at "opstande mod centralmagten - inklusive tværreligiøse bondeopstande - og dennes undertrykkelse af muslimske "afvigere" er en langt vigtigere del af osmannisk historie end din ydmygelse af kristne og jøder." Og det sidste kan du da måske have ret i. Men det er nu at tillægge mig alt for stor ære, når du taler om "min" ydmygelse. Jeg har den såmænd fra Muhammed himself. For ikke at sige fra Allah i højstegen person. Forudsat naturligvis, at Yusuf Ali har oversat korrekt.

I Sura 9,29 står der: ".... indtil de betaler særskatten (Jizya) og lader sig undertrykke og føler sig undertrykt." Så din bemærkning om, at de ved at undertrykke jøder og kristne ville handle imod koranens ord, er vistnok lidt forkert. Men som du selv er inde på: Praktiske forhold, dette, at tingene skal glide, dette, at jøder og kristne ofte var værdifulde borgere, osv, alt dette kan ofte have spillet en større rolle end den nøjeregnende overholdelse af koranordet.

Du gør også meget ud af en argumentation for, at vi altid i vore udlægninger af helligskrifter fortolker. Men er du opmærksom på, at disse tanker er vestlige forestillinger? Man må i hvert fald ikke overse, at koranord ofte er blevet forstået ret direkte. Og det er den overbevisning, ikke én, der ligner din, der har haft historisk indflydelse.

Når det kan være på sin plads at fastholde islams og hermed koranens historiske indflydelse, skyldes det, at man så lettere kan se islams indflydelse i dag. Også, hvad islams rolle for økonomisk udvikling angår, forekommer det mig, at du bagatelliserer. Men jeg skal indrømme, at den argumentation, jeg kunne tænke mig at anvende, i første omgang er statistisk, og så er den jo efter nogles mening halvvejs løgn. Alligevel: Er det ikke påfaldende, at så få islamiske lande er blevet demokratiske? Er det ikke mærkeligt, at økonomisk udvikling synes at gå udenom de arabiske lande? Er det i det mindste ikke værd at overveje, om det har noget med religionen at gøre?

Det forekommer mig, at du fejer disse overvejelser af bordet lidt for hurtigt. Jeg har ikke nogen grydeklar forklaring parat, men når man i mange af disse lande ikke har formået at gøre noget ved overbefolkningen, kan det så ikke hænge sammen med islams kvindesyn? Du skriver, at Filippinerne har samme fødselsrate som muslimske lande og mener vist, at dermed har du afvist dette argument. Det har du selvfølgelig ikke. Men unægtelig står den opgave tilbage at få fødselstallet ned, for at udvikling kan komme igang. So oder so.

Til sidst må jeg indrømme, at noget af det, jeg finder forvirrende angående den muslimske verden, er, at det er ret vanskeligt at finde ud af, hvem der er konservativ og hvem der er reformist. Jeg vil blot advare mod den sædvanlige vestlige misforståelse, at også de muslimske lande med nødvendighed vil udvikle sig i samme retning, som vi har gjort. Det er ikke nogen naturlov. Det kan meget vel gå modsat: så altså de muslimske lande vil indskibe sig i en fremtid, der i hvert fald ikke er "vestlig" og derfor langt mere "korantro," end den behøvede at være. Man kan godt finde en interessant, muslimsk teolog af og til. Men hvor stor opbakning har han eller hun? Der kan godt versere en række alternative koran-tolkninger i de højere kredse. Men ændrer de på f.eks. kvindernes liv i landdistrikterne? Det er ikke nemt at vide.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Du kan læse alle indlæggene (af blandt andre Lillian Risum, Hadi Khan, Ricardt Riis og Henrik Ertner Rasmussen) i debatten ved at besøge vores tema om Religionsfrihed i islam