Islam begrænser religionsfriheden

De steder i Koranen, hvor der er givet påbud om, at frafaldne skal slås ihjel (f.eks. sura 4,89) tolkes af muslimske lærde forskelligt: enten ud fra den direkte historiske kontekst, der ikke kan være almengyldig eller som en opfordring til at dræbe dem, der har forladt islams vej. Andre vers åbner i den historiske kontekst mulighed for at dræbe hedninger (9,5,11-12), som bryder den politiske pagt, de har sluttet med Muhammad.

Men der er næppe tvivl om, at drab for frafald var normen i islams første tid, hvad adskillige eksempler fra overleveringerne (hadîth) vidner om (eks. Bukhari bog 84, vol. 9, nr. 57 og 58). Hvordan fortolkere end vender og drejer det, så kan man vel næppe komme frem til, at der var/er frihed for muslimer til (offentligt) at fravælge islam.

Med hensyn til "bogens folk," altså jøder og kristne, så vil muslimer opfatte det som noget positivt, at de iblandt dem, som valgte ikke at gå over til islam, kunne få lov til at vedblive at være jøder og kristne. Som en kompensation herfor skulle de betale en speciel skat (jizyah 9,29). Umiddelbart fair nok. Og i forlængelse heraf kan Hadi Khan i artiklen "Islam er tolerant" sige: "Islam er den eneste religion, hvor der findes plads til jøder og kristne. Den er tolerant over for disse grupper og påbyder ligefrem, at man skal værne om deres tro og helligdomme."

Det er en sandhed med store modifikationer, idet man må huske på, at jøder og kristne blev betegnet som dhimmi, "beskyttede folk," og dette viser, at de blev betragtet som andenrangs borgere. Den form for religionsfrihed, som klassisk islam tillader, er en "frihed," der medfører, at man under ingen omstændigheder må udbrede sin tro eller fungere som ligeværdige borgere med samme sociale og politiske rettigheder som muslimer. Det er ikke en frihed, som ikke-muslimer vil kalde frihed. I et nutidigt sprogbrug kan man vel sige, at de "var på tålt ophold."

Til sidst: jeg kan efter min bedste overbevisning ikke tolke de islamiske skrifter anderledes end, at de giver mulighed for at begrænse ikke-muslimer (i.e. jøder og kristne) i deres religionsudøvelse. Herunder må nævnes, at i de områder af verden, hvor man helt eller delvist har indført islamiske straffelove (som en del af sharî'a), rammer disse ofte ikke-muslimer, selv om man officielt vil påstå, at de kun gælder muslimer. Og hvor de rammer muslimer er spørgsmålet, om ikke det er de fattige, analfabeter m.fl. der først bliver ramt.

Sand religionsfrihed under islam bliver der først den dag, da alle muslimer følger sura 2,256: "Der er ingen tvang i religion" (religion omfattende både tro, lovgivning og politik i øvrigt) og lader alle andre vers og overleveringer blive tolket herudfra! Men spørgsmålet er vel, hvad nævnte sura betyder – i teori og i praksis.

Lillian Risum

Lillian Risum er uddannet teolog fra Århus, har en M.A. i islamstudier (med en afhandling om islamisme og menneskerettigheder) samt en M.Th. i missionsteologi (med afhandling om forholdet mellem kristne og muslimer i Nigeria) fra Luther Seminary i St. Paul, Minnesota, USA. Har i 15 år arbejdet i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, senere som islam-konsulent i Gellerup og har ligeledes fungeret som sognepræst. Hun er nyt medlem af religionspanelet på www.religion.dk.

Læs også Generalsekretær i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussens indlæg "Religionsfrihed under islam"