Vi behøver ingen åbenbaring

Én af dem, der hævder noget sådant, er pakistaneren Abul Ala Mawdudi (1903-1979). Han har skrevet et utal af bøger, der er blevet oversat til mange sprog, og jeg formoder, at det er ham, du henviser til i din udlægning af sura 4,89. Han har også skrevet en bog, der hedder "The Punishment of the Apostate according to Islamic Law" (Den frafaldnes straf ifølge islamisk lov).

Desværre blev jeg først opmærksom på hans bog (der ligger på internettet i engelsk oversættelse), da jeg havde skrevet mit indlæg. For han begrunder en muslims pligt til at slå en frafalden ihjel med sura 9,11 f. (Men hvis de angrer og gennemfører regelmæssige bønner og betaler almissen, så er de jeres brødre i troen; vi forklarer vore åbenbaringer for et folk, der har kundskab. Men hvis de bryder deres ed efter deres pagt og håner jer, fordi I troede på dem, så bekæmp vantroens overhoveder; for deres eder betyder intet for dem: at de kan blive holdt fast på den måde) og ikke med sura 4,89.

Jeg véd ikke rigtig, om det er nødvendigt at gennemgå dette vers lige så grundigt, som du gennemgik sura 4,89. Jeg magter ikke at gøre det, men kan naturligvis holde mig til Mawdudi.

Men hvad jeg finder interessant, er, at han viser, at dette er pligt ud fra alle de fire retskilder i islam; udfra koranen, udfra haditterne, udfra de rette kaliffers mening og udfra enigheden blandt de lærde. Det sidste viser han bl.a. derved, at han hævder, at alle fire retsskoler indenfor islam er enige om denne pligt.

Dette er dog et ganske overvældende bevismateriale. Og for mig at se er det i hvert fald nødvendigt for den, der mener, at koranen siger noget andet, at indrømme, at en sådan mildere opfattelse er imod en meget lang tradition indenfor islam.

Så vidt jeg kan skønne, er du egentlig også parat til at gå imod denne meget lange tradition. Og det gør da bestemt din opfattelse meget spændende. Du gør det f.eks., når du om koranudlægning i bred almindelighed siger, at den udvikler sig; ligesom vi i dag ikke forstår alt indenfor videnskaben, forstår vi heller ikke alt, hvad koranen siger. Og ligesom vi kan gøre os håb om engang at kunne forstå noget mere indenfor videnskaben, kan vi også gøre os håb om engang at kunne forstå noget mere af koranen.

Sådan set en udmærket sammenligning, men måske alligevel ikke helt holdbar. For den videnskabelige viden akkumuleres, dvs. det ene lag lægges ovenpå det andet, uden at det foregående ødelægges. Men den viden, det her drejer sig om, er en viden, der går imod den hidtidige koranudlægning både med hensyn til synet på kvinderne og med hensyn til spørgsmålet om drab af en frafalden muslim, den lægges ikke bare ovenpå.

Det siger du vist også selv, når du skriver: "Det, jeg efterspørger er jo netop at bringe de forældede Kuraan oversættelser op til nutidens krav. Og det er det, de muslimske lande ikke har kunnet!" Men altså: På den måde søger du at forny islam, og det er jo udmærket.

Du gør det også på den måde, at du tager kritisk stilling til islams historie; i hvert fald på ét punkt. Og også det anerkender jeg i høj grad. Du siger, at "efter Mohammed og de næste fire kaliffer forvandlede det muslimske rige sig til et imperium – med de onder, som dertil hører." Det er meget frimodigt sagt. Men jeg kan ikke helt se, om du drager konsekvensen af det.

Vil det sige, at du mener, at efter Utman, eller fra omkring sådan cirka 670 efter vor tidsregning, kunne islams erobringer ikke mere retfærdiggøres? Jeg mener, dette at søge at oprette et imperium, at angribe andre folk, at søge at komme til at herske over andre folkeslag, det er imod vor naturlige retfærdighedsfølelse og kan derfor ikke retfærdiggøres.

Så glæder jeg mig også over, at du regner dig selv med til os vestlige mennesker. Og jeg kan da også et langt stykke være enig med dig i dit angreb på vestligt hykleri og arrogance. Der foregår megen udbytning fra vestlig side af u-landene; der var mange ting, vi kunne have gjort anderledes, hvis vores hensigt havde været at hjælpe u-landene til at udvikle sig.

Men når du så siger: "Alle de muslimske lande ligger i den tredje verden. De kæmper for bare at få brød på bordet. Din argumentation er den rene science fiction for dem," så glemmer du vist, at der findes nogle meget rige arabiske oliestater, der bestemt ikke "kæmper for bare at få brød på bordet." Og jeg vil forresten også sige, at selv de lande, der kæmper for at få brød på bordet, jo udmærket samtidig kan forbyde tortur, prøve at bekæmpe kvindeundertrykkelse, give religiøs frihed til at tilslutte sig eller opgive sin tilslutning til hvilken religion de vil. Der er på ingen måde tale om et enten-eller.

Et andet sted siger du: "Arabernes penge fra Oliekrisen i 1973 blev gennem Verdensbanken kanaliseret tilbage til andre fattige u-lande, som i dag ikke engang kan betale renterne tilbage. I dag snakker man om det fattige ØST og det rige VEST." Jamen, kære Hadi, taler du ikke her om arabernes penge, altså de penge, som de rige arabiske oliestater fik ind ekstra ved oliekrisen i 1973? De penge var vel araberne selv herrer over, skulle jeg mene. Hvis de havde villet, kunne de jo bare eftergive de fattige u-lande deres gæld. Den sag kan man da virkelig ikke anklage Vesten for!

Og forøvrigt taler man i dag ikke mere om det fattige øst. Der er kommet en økonomisk udvikling i gang i mange østasiatiske lande. Blot synes fremgangen at gå udenom de arabiske lande. Det blev påvist i en rapport fornylig. Og det gav mange arabiske kommentatorer stof til eftertanke. Man opgav for en stund den sædvanlige klage over Vesten.

2. Den naturlige retfærdighedsfølelse

Men jeg vil godt tilbage til det med vor naturlige retfærdighedsfølelse. Jeg føler min naturlige retfærdighedsfølelse krænket i Palæstina-konflikten. Og det, der krænker den, er ikke så meget selvmordsbomberne, som det er israelernes handlinger. Det er en ulykkelig konflikt, men noget af det, der gør den ekstra fastlåst, er, at israelerne som helhed ikke har gjort op med bosætternes tankegang.

Deres tankegang er nemlig ofte religiøs, det vil sige, de mener, at de gennem bibelens ord får et løfte fra Gud om at kunne få hele Palæstina tilbage. De taler følgelig ikke om Vestbredden, nej, de bruger de bibelske betegnelser: Judæa og Samaria. Og dette: at den ene part mener at have en guddommelig åbenbaring, der giver dem lov til at være umenneskelige overfor deres modpart, ja, det er umenneskeligt, men det gør også konflikten næsten uløselig. For en guddommelig åbenbaring kan man ikke diskutere med.

Det er én af de ting, der gør, at Palæstina-konflikten kan sammenlignes med apartheid-konflikten i Sydafrika. De hvide boere havde på grundlag af bibelen udarbejdet en hel apartheid-ideologi. Og fordi de kunne underbygge den med skriftsteder, slog den igennem blandt de hvide boere. At så samtlige andre kirkesamfund afviste denne fortolkning (på en kirkekonference omkring 1950), det burde vel have fået nogle alarmklokker til at ringe, men det gjorde det ikke. Men altså, hele den ideologi, der sagde, at apartheid var korrekt ifølge guddommelig åbenbaring, måtte tilintetgøres, før den naturlige retfærdighedsfølelse i nogen grad kunne komme til sin ret gennem omvæltningen i Sydafrika.

Jeg tror ikke, at palæstinenserne i samme grad mener at have guddommelig ret til landet; nå ja, jeg véd da godt, at nogle muslimer hævder, at Gud kræver af dem, at de skal kæmpe for, at et land, der én gang er blevet muslimsk, skal forblive muslimsk. Men dels er mange palæstinensere kristne, og dels er det vist de færreste muslimer, der tænker på den måde.

3. Kristendommen vil befri os fra guddommelige forskrifter

Nu har jeg langsomt arbejdet mig frem til at sige noget om det, som du fandt højst besynderligt: at jeg hævder, at kristendommen vil frigøre mennesket fra alle guddommelige forskrifter. Det må da være noget, jeg siger, fordi jeg er klemt, mener du; jeg har ikke så god en lovbog, som du har (Ny Testamente er ikke så entydigt overleveret som koranen), derfor kommer jeg om ved problemet ved slet ikke at ville have nogen lovbog.

Det er nu ikke derfor. Nej, det skyldes, at hvis retfærdigheden skal ske fyldest, så kan det ikke ske gennem en åbenbaring, det må ske ved forhandling; begge parter må i en diskussion fremlægge, hvad de synes på naturlig måde er retfærdigt, og igennem en sådan samtale må synspunkterne afvejes, og en løsning findes. Sådan ordner vi jo i dag alle vore mellemværender i den vestlige verden. Vi snakker om tingene. Vi diskuterer pro et contra og når på den måde frem til en løsning, som alle parter kan acceptere. Det er kernepunktet i vort demokrati.

Og min fornemmelse er altså, at enhver, der vil gå ind i en sådan diskussion med en eller anden åbenbaringssandhed i baglommen, vil være som en hund i et spil kegler: han vil ødelægge diskussionen, han vil ikke bøje sin åbenbaringssandhed, for den er jo guddommelig, men han forventer alligevel, at de andre bøjer sig for hans sandhed.

Og min fornemmelse er videre, at ganske mange muslimer har en sådan åbenbaringssandhed i baglommen. Koranen er ikke blot en religiøs bog, den giver også sociale eller civile anvisninger, som du siger. Og koranen kan man ikke diskutere med. Den anerkendes på forhånd som sandhed af muslimerne. I modsætning til f.eks. min naturlige retfærdighedsfølelse. Den kan skærpes på ét punkt, afbøjes på et andet og endda vendes imod mig selv på et tredje punkt.

Men læg mærke til, at når vi forarges over den måde, israelerne behandler palæstinenserne på, når vi finder det uacceptabelt, at de bygger en mur, der forhindrer det palæstinensiske samfund i at fungere, afskærer bonden fra sin jord, købmanden fra sine kunder, og patienter fra deres hospital, så skyldes det netop vor naturlige retfærdighedsfølelse. Det er den, der bringer os i oprør. Det er gennem den, vi kan forstå det uretfærdige i det, der sker.

Og når vi forargedes over serbernes fordrivelse af kosovoranerne, skyldtes det ikke, at kosovoranerne var muslimer, det skyldtes, at de var mennesker. Derfor forarges vi jo også nu over, at det modsatte sker: kosovoranerne forfølger serberne, fordriver dem fra deres hjem, ødelægger deres kirker. Ud fra vor naturlige retfærdighedsfølelse føler vi det helt forkert.

Og når vi forargedes over amerikanernes arrogance, da de erobrede Irak, over deres mangel på hensyntagen til FN's sikkerhedsråds resolutioner, så er det ikke blot vor retfærdighedsfølelse, der får sig et knæk, men også vor fornemmelse for, hvad der er sandt og hvad ikke. Vi føler os snydt. Vi føler, de har brugt forkerte argumenter (og deres argument før krigen var jo forresten ikke, at de ville befri irakerne for en diktator, nej, det var masseødelæggelsesvåben, man var ude efter, man ville afvæbne Saddam). Vi har en fornemmelse for sandt og falsk, uanset religion, og denne fornemmelse vækkes til live til en forargelse over amerikanernes ord og handlinger.

Jeg skal ikke med sikkerhed kunne påstå, at amerikanerne mener, de optræder på verdensscenen som Guds redskaber. Men det er ikke helt for sjov, når de kalder deres land "God's own country." Der klinger nogle farlige toner af udvalgthed med, når de fører udenrigspolitik. Mange amerikanere advarer nok hinanden om, at de ikke skal være verdens politibetjent, men andre mener vist, at netop det er den gudgivne rolle for Amerika.

Det er den slags guddommeligt overmod, kristendommen vil befri os fra. Det er disse skadelige udslag af udvalgthedsfølelse, kristendommen vil bekæmpe. Vi har vores naturlige retfærdighedsfølelse, den kan udmærket fortælle os, hvad der skal gøres i den og den situation, vi behøver ikke nogen åbenbaring til at sige os det.

Og det er her, vi nok kommer i karambolage med noget af det inderste i den muslimske gudstro. For som jeg har forstået det, er koranen Guds ord på den måde, at den netop kan give os de anvisninger, som vi kristne mener, at vores naturlige retfærdighedsfølelse skulle give os.

Og som jeg har forstået det, så mente Muhammed om sig selv, at han var Guds udvalgte redskab: han var ikke blot den, igennem hvem Guds ord kom til mennesker, han var også den, der skulle udbrede umma'en, det muslimske samfund. Og det gjorde han med sværdet. Og han gjorde det med god samvittighed på den måde. For det var Guds vilje, han derved gennemførte. Det tror jeg er, hvad der foresvævede ham og de følgende mange kaliffer.

Det kan godt være, at de selv kaldte de erobringer, de foretog, for "befrielser," for de befriede jo de pågældende lande for deres fejlagtige gudstro. Men efter almindelig, naturlig sprogbrug kan de ikke kaldes befrielser, men er og bliver erobringer.

4. Irak-eksemplet

Det er lidt sjovt, at du sammenligner Muhammeds "befrielse" af Mekka med amerikanernes "befrielse" af Irak. De fleste af os regner det jo for en dårlig undskyldning, når amerikanerne nu forklarer, at de ville "befri" Irak. Men du vil vel formentlig ikke mene, at det er en dårlig undskyldning fra Muhammeds side, når han kalder erobringen af Mekka for en "befrielse."

Og forøvrigt, indtil nu har amerikanernes erklærede mål været at komme ud af Irak igen; det tror jeg, de vil efterleve. Men de muslimer, der "befriede" en række lande i Nordafrika, Spanien, Mellemøsten, Persien og Indien, drømte jo ikke om at trække sig tilbage, når landene var "befriede." Blandt andet derfor er billedet vist ikke helt så lyserødt, som du prøver at fremstille det.

5. Forudsætningen for etikkens rationalitet

Nu vil den føromtalte Mawdudi imidlertid ikke blot bevise en muslims pligt til at dræbe en frafalden ud fra koranen, han vil også bevise det med rationelle argumenter. Det kommer han dog ikke godt fra, efter min mening. For han er ude af stand til at sætte sig i en ikke-muslims sted; han formår ikke, eller han vil ikke gøre sig forestillinger om, hvordan verden ser ud fra en ikke-muslims synsvinkel; hele vejen igennem sin argumentation forudsætter han, at koranen er den guddommelige sandhed, åbenbaret til mennesker. Og det går ikke, hvis man skal forsøge at danne sig en rationel etik.

Det siges i den såkaldte "gyldne regel." Den findes i kinesisk filosofi, den findes i én af de gammeltestamentlige apokryfer, men tydeligst og finest er den formuleret af Jesus i Matt 7,12: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem." Her gås der ud fra, at vi mennesker kan skifte synsvinkel fra min egen synsvinkel til næstens.

Jeg kan med min fornuft indse, at har jeg et ønske om f.eks. at kunne dyrke min religion i frihed, så må jeg tilsvarende give andre den samme frihed med hensyn til deres religion. Men det formår Mawdudi ikke at gå med til. Hele tiden dukker i hans argumentation den forestilling op, at islam er SANDHEDEN. Denne forestilling fordrejer hans argumentation.

Der kan f.eks. være en vis fornuft i at sige til den, der vil være muslim: "Pas på! Du kan godt komme ind i islam, men du kan ikke komme ud igen!" Hvis han går med til at blive muslim - kan man sige - så går han også med til, at han vil blive slået ihjel, hvis han en dag ikke længere ønsker at være muslim. Men når Mawdudi prøver at vise, at en tilsvarende tankegang gælder dem, der er født ind i islam, så er han derude, hvor han ikke kan bunde. Der er ingen logik i en sådan forestilling; at kræve, at også de, der er født ind i islam, skal slås ihjel, hvis de svigter islam, er imod enhver rationalitet.

Og forøvrigt, når Jesus efter at have formuleret den "gyldne regel" føjer til: "Sådan er loven og profeterne," så ligger der deri et meget præcist opgør med farisæernes opfattelse og dermed også med muslimernes opfattelse: Alt, hvad I kalder loven og profeterne, alt, hvad I mener er kommet til mennesker gennem en guddommelig åbenbaring på Sinai og igennem det gamle testamente (for muslimernes vedkommende: gennem koranen), det er indeholdt i den "gyldne regel," en regel, som det faktisk er til at forstå uden åbenbaring overhovedet. Lige så stille overflødiggør Jesus åbenbaringen, forstået som en åbenbaring af, hvad vi skal gøre og ikke gøre.

6. De kristne martyrer

Så jo, man kan virkelig sige, at der ligger temmelig meget i den påstand, at kristendommen vil frigøre os fra alle guddommelige forskrifter. Vi skal selv forstå, og vi skal forstå med vor egen indre rent humane retfærdighedsfornemmelse. Selv, hvis farisæerne mente sig i deres gode ret til at slå Jesus ihjel, fordi han nedbrød respekten for deres åbenbaring, selv da lod Jesus det ske, sikker på, at før eller siden ville de forstå. Og den samme holdning havde mange af de første kristne.

Den kejser, der påstod, at han var guddommelig, den kejser, der mente, at han kun kunne herske, hvis folk anerkendte, at han var guddommelig, og som derfor tvang sine undersåtter til at ofre til sig, den kejser nægtede de kristne af ofre til. Og de fandt sig i at blive tortureret, pint og plaget og til sidst slået ihjel for deres overbevisning. Og det er egentlig noget af det mest besynderlige i menneskehedens historie, at det faktisk var de kristne, der vandt, skønt det var en så yderst paradoksal metode, de anvendte: at lade sig slå ihjel for sandheden. Men i 300-tallet opgav kejserne deres krav på guddommelig tilbedelse.

Dog var det ikke sådan, at vi så fik et sækulært styre med det samme. Ak nej, de kristne kejsere og de kristne kirkefyrster kunne ikke dy sig, de mente stadig, at hvad de bestemte, ikke blot skulle understøttes rationelt og gennem demokratiske diskussioner, men også gennem én eller anden form for guddommelig autoritet. Men den forskel har der dog i den kristne verdens historie hele tiden været til den muslimske verden, at mens fyrsten i den muslimske verden ligesom Muhammed var religiøs person og politisk leder i ét, så var de to funktioner i den kristne verden hele tiden fordelt på to personer: kejseren og patriarken/paven.

7. Den historiske udvikling

Nu er jeg ved at være tilbage ved det første, du skrev. Du opponerer kraftigt imod min påstand om, at europæernes overtrædelse af almindelig anstændighed er fortid. Men det var heller ikke det, jeg sagde. Jeg hævdede, at forfølgelsen af anderledestænkende, slaveriet og kvindeundertrykkelsen er fortid. Og det vil jeg da stadig mene, det er.

Ikke blot fordi vi har fået nogle formelle ting på plads: vi har grundlovssikret religionsfrihed, vi har fået valgret for kvinder, vi har ikke nogen love, der gør det muligt for ét menneske at eje et andet; men også fordi dette rent faktisk er fænomener, der er forsvundet fra vore samfund. Der har fundet en udvikling sted i vore samfund, dels en økonomisk udvikling og dels en moralsk udvikling. At slaveriet er forsvundet, skyldes vel en positiv udvikling i menneskers moralske tankegang. Vi er nået til at betragte alle som lige, uanset køn, race og religion. Og det er da et fremskridt.

Men det betyder ikke, at der ikke stadig er meget at gøre. Der er stadig en økonomisk udvikling, som vi ikke har styr på, og som synes at skabe forurening og arbejdsløshed i kølvandet på den større rigdom. Der kan stadig finde undertrykkelse sted af fremmede lande, fordi disses regeringer finder sig i det. Men nogle af de værste udskejelser er altså fortid.

8. Synet på historien

Til sidst blot dette: Denne anskuelse får mig til at anskue historien med sekulære øjne. Det farlige er den religiøse fanatisme, som mener at have Gud med sig i alle de slyngelstreger, den laver. Det gælder korstogene fra kristen side, det gælder store dele af det enorme muslimske erobringstogt.

Derfor glæder jeg mig meget, når jeg midt i en verden af fanatisme finder almindelig menneskelighed. Når f. eks. Averroës' fyrste, kalif Abû Ya'qûb Yusûf (1163-1184) var fuldstændig åben overfor alle nye og tilsyneladende kætterske idéer, så viser denne nysgerrighed efter at udforske verden et grundmenneskeligt træk, som jeg finder yderst tiltalende.

Og når kongen af Castilien, Alfonso den 10., yndede at kalde sig konge over tre religioner, så ser jeg i stoltheden over i rent human henseende at kunne tilfredsstille kristendommens, jødedommens og islams tilhængere, en rent menneskelig glæde.

Og når den arabiske forfatter Usama (1095-1188) fortæller, hvordan en af hans venner, en korsfarer, havde givet ham lov til at bede i en moske, der var blevet ændret til kirke, hvordan han blev overfuset af en nylig ankommen europæer, fordi han ikke bad med ansigtet mod øst som de kristne, og hvordan han blev taget i forsvar af sin kristne ven, som undskyldte overfusningen med, at manden var nyankommen, så ser jeg deri noget yderst glædeligt, fordi det viser, hvordan dette at mødes og ses og kende hinanden kan komme til at få større betydning for et menneske end alle den religiøse institutions love og regler (de to sidste eksempler taget fra Politikens Verdenshistorie, bind 9, side 43).

Og det er vel ikke umuligt, at noget lignende kan ske herhjemme.

Venlig hilsen

Ricardt Riis