Kristendom medfører ikke nødvendigvis demokrati

Nu skal jeg jo passe på med at udtale mig på andres vegne, men jeg mener nu nok, at Tim Jensen kan se forskellene mellem kristendom og islam selvom han, i mine øjne, godt kun være mere kritisk overfor islam, end han er i dag. Og naturligvis kan også jeg se, at der er store og væsentlige forskelle mellem disse to religioner.

Men om Ricardt Riis nu kan lide det eller ej, så er der også ligheder mellem islam og kristendommen, hvis man altså lige husker, at kristendom (og islam) kan være mange ting. Det er ikke kun islam, der lærer, at samfundet skal underlægge sig Guds såkaldte evige love. Her mener jeg, at Tim Jensen grundlæggende set har ret i hans sammenstilling af islam og kristendommen, selvom han burde have været mere nuanceret.

For eksempel lærer den katolske kirke, verdens største kristne trossamfund, at Gud har givet nogle evige og uforanderlige love til os mennesker, for eksempel med hensyn til spørgsmål vedrørende abort, aktiv dødshjælp og homoseksuelle parforhold. Man mener og lærer her, at disse normer ikke blot er forpligtigende for den enkelte kristne, men også for de kristne stater og man går så vidt, at man straffer katolske politikere med udelukkelse fra nadveren, hvis de stemmer for en lovgivning, der går imod det, som den katolske kirke hævder, er Guds evige og uforanderlige love med hensyn til disse spørgsmål.

På samme måde, så mener en række protestantiske kristne, at Gud har givet os nogle klare regler med hensyn til for eksempel abort og homoseksuelle parforhold, som samfundet skal holde. For eksempel er verden for tiden "velsignet" med George Bush som amerikansk præsident, fordi den kristne højrefløj i USA mente sig forpligtet til at stemme på ham, blandt andet fordi han er imod den fri abort, og fordi han lovede en forfatningsændring, der en gang for alle ville forhindre homoseksuelle ægteskaber.

Men faktisk er det ikke kun dem, som man kan kalde for bibelfundamentalisterne såvel som katolikkerne, der har den holdning, at Gud skulle diktere de kristne samfund en bestemt politik uafhængigt af hvad flertallet nu måtte mene om de berørte spørgsmål. Bent Bendtsen, formand for De Konservative, udtalte i forbindelse med, at et flertal udenom regeringen her i sommers gav lesbiske adgang til at blive fertilitetsbehandlet af en læge, at denne lovændring var i modstrid med de kristne værdier. Med andre ord, vores kære vicestatsminister mener øjensynligt, at kristendommen skulle tage afstand fra fertilitetsbehandling af lesbiske, og at samfundet burde rette sig herefter.

Og de såkaldte Hillerødpræster, der med stor medieopmærksomhed for tiden demonstrerer mod udvisningen af en række afviste irakiske asylansøgere, synes jo også at mene, at Gud har noget at sige om dette spørgsmål, og at regeringen, selvom den har et demokratisk flertal for sin politik, skal rette sig herefter.

Dermed være ikke sagt, at islam og kristendommen har det samme skriftssyn. Den langt overvældende del af muslimerne mener, at Koranen er Guds åbenbarede ord, mens der blandt kristne hersker uenighed om, hvorvidt alt det, der står i Bibelen, skal forstås som Guds ufejlbarlige ord.

Her i landet udgør de såkaldte bibelfundamentalister (eller bibeltro kristne/klassiske kristne, som de vist hellere kalder sig) kun en lille, men unægteligt højtråbende minoritet, men på verdensplan ser situationen anderledes ud. I USA udgør bibelfundamentalister op imod 40% af befolkningen, og i Afrika, som er det kontinent hvor kristendommen for tiden vokser hurtigst, udgør de flertallet af de kristne.

Der er unægteligt meget store forskelle mellem den Jesus, vi møder i evangelierne og så den Muhammed, som vi indirekte møder i Koranen og direkte møder i de såkaldte hadither, det vil sige de historier, der handler om Muhammeds liv og levned. Ingen tvivl om det!

Det jeg opponerer imod, er, at Ricardt Riis synes at mene, at kristendommen nødvendigvis måtte medføre en demokratisering af de kristne lande. Men faktum er jo, at en række kristne lande, for eksempel de latinamerikanske, en del ortodokse såvel som de fleste afrikanske ikke har udviklet stabile demokratier, ja, jeg vil vove at påstå, at det muslimske Tyrkiet er mere demokratisk end det kristne Hviderusland, og at det muslimske Jordan er mere demokratisk end det kristne Zimbabwe.

Dermed være ikke sagt, at der ikke er alvorlige problemer med islam og demokrati, derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at vi får begrænset den muslimske indvandring til Danmark, men jeg mener faktisk også, at der for eksempel er alvorlige problemer med den latinamerikanske katolicisme og demokratiet, og jeg forstår derfor godt, at Samuel Huntington er meget bekymret for de konsekvenser, som den tiltagende latinamerikanisering af USA vil få for verdens vigtigste demokrati.

Det er i mine øjne meget enøjet kun at ville se de problemer for demokratiet, som islam udgør. En række kristendomsformer er ligeledes problematiske for demokratiet, men af en eller anden grund vil Ricardt Riis ikke indse dette. Men skal det være diskvalificerende for en religionsforsker, at han ikke deler en pensioneret præsts ensidigt forsimplende og romantiserende fremstilling af kristendommen?

Hvis der er en direkte linje mellem de kristne hellige skrifter og demokratiet, hvorfor tog det så over tusind år at udvikle demokrati indenfor dele af den kristne verden? Og hvis der er en direkte sammenhæng mellem islams hellige skrifter og terrorismen, sådan som Ricardt Riis hævder det, hvorfor dukker den muslimske terrorisme så først op i 1980'erne?

Det er i mine øjne alt for tekstdeterministisk at se en nødvendig udviklingslinje mellem, hvad der står i Det nye Testamente og så de moderne vestlige demokratier, på samme måde som det ikke er religionsfagligt holdbart at antage en nødvendig udviklingslinje mellem, hvad der står i Koranen og så den islamistiske terrorisme. Der er altså en række andre faktorer vi må inddrage, hvis vi skal forstå verden af i dag.

Kristendommen vandt sig ikke sin politiske og sociale magt via martyriet, sådan som Ricardt Riis hævder, men ved, at kejser Konstantin og hans efterfølgere valgte at forsøge at skabe sammenhængskraft i det krakelerende senromerske rige ved at indføre kristendommen som statsreligion. Og næppe var kristendommen blevet en statsreligion før den begyndte at forsøge at gennemtvinge sine normer via lovgivningen.

Sex mellem mænd blev forbudt, ligesom der blev indført dødsstraf for at konvertere fra kristendommen til jødedommen, og de hedenske religioner og deres kulthandlinger blev ligeledes forbudt. Men ikke nok med det, de kristne grupperinger, der tabte de store dogmatiske stridigheder, der præger den tidlige kristendom, blev ligeledes forfulgt med hård hånd.

Faktisk er en af grundene til, at de arabiske og muslimske rytternomader, der erobrede store kristne områder i de første århundreder efter Muhammeds død, så let kunne beholde magten, at mange af de lokale kristne foretrak dem frem for den kristne byzantinske kejser. Muslimerne gav nemlig de kristne, uafhængigt af hvilken kirkelig gruppering de tilhørte, såvel som jøderne ret til at praktisere deres religion, så længe de ikke satte sig op mod det muslimske styre, og så længe de betalte en særlig skat.

Selvom man ikke skal idyllisere det muslimske styres adfærd overfor kristne og jøder frem til den kristne erobring af store dele af den muslimske verden i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, for der forekom absolut forfølgelser, så var forholdene for kristne og jøder i den muslimske verden alt andet lige bedre, end forholdet var for jøderne, for slet ikke at tale om for muslimerne, i den kristne verden frem til oplysningstiden.

Hvis inkvisitionen lærte sin brutale adfærd af muslimerne, sådan som Ricardt Riis hævder det, hvordan vil han så forklare, at der fandtes et rigt og blomstrende jødisk liv i det muslimske Spanien helt frem til, at katolikkerne overtog magten og tvangsomvendte og fordrev jøderne?

I øvrigt må vi lige få slået fast: Det moderne vestlige demokrati opstår ikke i den lutheranske verden, men har sine religiøse rødder indenfor den angelsaksiske calvinistiske frikirkekristendom. Hvis udviklingen af demokrati derfor siger noget om hvor "god" en religion er, sådan som jeg fornemmer, at Ricardt Riis mener, så skulle han med andre ord erkende, at den calvinistiske frikirkekristendom er en bedre kristendom end den lutheranske statskirkekristendom, men det tvivler jeg faktisk på, at han gør.

Sidst men ikke mindst, hvis Ricardt Riis mener, at vi som kristne skal rose os af, at de vestlige demokratier er vores religions fortjeneste, fordi disse opstod i (dele af den kristne verden, mener han så også, at vi kristne må tage ansvaret for, at verdens værste totalitære regimer og ideologier, nemlig nazismen og stalinismen, opstod i kristne lande?

Hvis han mener, at det vestlige demokrati kan forklares ud fra Det nye Testamentes tekster, mener han så også, at stalinismen og nazismen kan forklares ud fra disse? Det tror jeg næppe.

I stedet mener Ricardt Riis, at hvad der er godt og positivt i moderne, vestlige menneskers øjne, ja det skyldes kristendommen, mens hvad der er sket af forfærdelige ting i den kristne verden, ja det er i modstrid med kristendommen. Og her tænker han faktisk ligesom muslimerne typisk gør det. Hvad der er godt i den muslimske verden tilskriver de islam, og de problemer, som den muslimske verden har, mener man skyldes alt andet end sand islam. Se en sådan indstilling er den troendes indstilling, men det kan ikke være religionsvidenskabens holdning.

Religionsvidenskaben er deskriptiv, det vil sige dens rolle er at beskrive og forklare religionerne, både i fortid og nutid. Det er ikke religionsvidenskabens opgave at være normativ, altså at fortælle, hvad der for eksempel er sand islam eller sand kristendom, og det er slet ikke dens opgave at fortælle, hvilke religioner der er gode og gavnlige, og hvilke der ikke er det.

At udnævne en bestemt religion til at være den gode og sande og diktere, hvad der er ret tro, og hvad der er forkert tro, er teologiens opgave, men det er altså ikke religionsvidenskabens opgave. Man kan ikke straffe en forsker for, at han lever op til sin videnskabs forskningstradition og normer, det er simpelthen absurd.

Karen M. Larsen,
cand.mag.