Den islamiske civilisation er ikke fredelig

Men jeg skal da indrømme, at Bernard Lewis i en bog om slaveriet i den muslimske verden fortæller, at fordi det var forbudt ifølge islamisk lov at ødelægge et menneskes legeme, undlod de muslimske herskere at kastrere deres mandlige slaver, selv om eunukker eller kastrerede slaver var en efterspurgt vare ved hofferne. Og det er da på sin vis imponerende, at man kan opretholde en sådan human lovgivning, vistnok igennem mange hundrede år.

Nuvel, Lewis fortæller også, at fordi der ved de muslimske hoffer hele tiden var en vis efterspørgsel efter eunukker, sørgede de omliggende lande ofte for at kastrere deres mandlige slaver, inden de solgte dem til muslimerne. Og så er vi lidt nede på jorden igen. Så kan man sige til sig selv: Tja, muslimerne er vist alligevel ikke meget bedre end os andre.

Forøvrigt slog det mig, da jeg læste dit indlæg, at det måske var en idé, hvis vi skal til at foretage en sammenligning mellem islam og kristendommen på det historiske plan, at vi så skelner mellem islam som religion og islam som civilisation, og ligeledes mellem kristendom som religion og kristendommen som civilisation.

Det er lidt svært at foretage denne skelnen, det véd jeg godt. For de fleste muslimske lande vil jo gerne stå ved, at de er muslimske, hvorimod de fleste vestlige lande ikke vil kalde sig kristne og ikke opfatter sig selv som specielt kristne; USA er muligvis en undtagelse i den henseende. Men vi kunne da prøve.

Nu kan jeg nok ikke nå at få svaret på alt det, jeg mener kræver en indvending. Det vil derfor være forhastet at tro, at jeg af den grund er enig med dig. Du skriver:

"Siden du ikke kommenterer disse to punkter i din kritik, går jeg ud fra at du er enig med mig. Altså at ingen i dag kan påberåbe at have den endelige 100 % rene forståelse/fortolkning af Islam. Og at Quranen som den eneste religion giver religionsfriheden. Ingen andre religioner gør det."

Det vil sige, du går ud fra, at når jeg ikke indvender noget, er jeg enig med dig. Det må du altså ikke gå ud fra. Jeg kan ikke nå eller få plads til at indvende alt det, jeg gerne ville indvende imod dig.

Men lad mig sige tre ting dertil:

1) Det kan da godt kan være, at ingen kan have den endelige forståelse af islam; du mener vistnok den endelige forståelse af koranen.

2) Men hvis ingen har den endelige forståelse af koranen, kan man ikke hævde noget som noget absolut sandt, at "Quranen som den eneste religion giver religionsfriheden" - dette bliver jo blot én af de forskellige fortolkninger, der findes af koranen. Så 1) og 2) modsiger hinanden. Endelig:

3) Jeg er bestemt ikke enig med dig i, at koranen giver religionsfrihed, og at ingen andre religioner gør det.

Når jeg gerne vil skelne mellem kristendommen som religion og kristendommen som civilisation, skyldes det, at kristendommen efter min mening vil frigøre mennesket fra alle guddommelige forskrifter for på den måde at sætte en udvikling i gang frem mod et bedre samfund, vel at mærke et samfund, der bygger på, at menneskene selv har forstået frihedens betydning og selv har erfaret friheden som et uundværligt gode, altså også friheden fra de guddommelige forskrifter.

Men det skal indrømmes, at denne proces i den kristne civilisation har taget utrolig lang tid. Hvad du skriver om europæernes møde med indianerne, er stort set rigtigt. Og det værste er, at disse drab og denne nedslagtning ofte fandt sted med den daværende kristendoms velsignelse. Der var virkelig dengang meget at bebrejde den kristne civilisation: Man forfulgte anderledes tænkende, man tillod slaveriet, man undertrykte kvinderne, osv.

Men netop hvis man ser dette som et led i en proces frem mod noget andet og bedre, vil det jo være lidt pjattet, hvis vi kristne af i dag følte os ansvarlige for det, der dér var sket. I stedet skal vi i den vestlige verden glæde os over, at dette er fortid, og stræbe efter at forbedre vore samfund endnu mere.

Så kan det godt være, at det tilsvarende skel mellem islam som religion og islam som civilisation ikke lader sig gennemføre helt på samme måde. Det ser jo forresten ud til, at du har lidt svært ved at opretholde et sådant skel, selv om du prøver på det.

Du fortæller, at "Abbasiderne slagtede over 100.000 royale ummayader for at få magten. De var alle sammen muslimer! Der var diskriminerende love hos nogle af disse regimer, bevares," men du føler dig nødsaget til at føje til: "men det har jo intet med Islam at gøre."

Nej, måske ikke. Men når du så beskriver muslimerne i Indien og Spanien og hævder, at de kunne have foretaget samme udryddelse og undertrykkelse, som europæerne gjorde i Amerika, og tilføjer: "Men det gjorde de IKKE. De respekterede disse lokale mennesker, da Islam har lært dem at behandle andre mennesker humant," så betragter du jo islam som civilisation og krediterer uden videre islam som religion for det, som islam som civilisation har medført.

Og så må jeg da spørge (lidt kritisk, måske): Kan man sådan lade islam blive godskrevet for de positive ting og forsikre, at de negative, der jo forekommer også i muslimske lande, ikke har noget med islam at gøre?

Et andet sted, hvor det nok kunne være på sin plads at skelne mellem islam som religion og islam som civilisation, er med hensyn til islam som en fredsreligion. Du skriver, "at Islam som religion er fredelig, og at muslimer har en histore, der er fredelig." Det er lidt mærkeligt at høre for én, der ellers alle mulige andre steder har hørt, at islam er en erobringsreligion.

Og der er da i hvert fald nogle historiske kendsgerninger, som står fast. Muhammed erobrede Mekka i år 630 efter vor tidsregning. Arabien blev erobret, vistnok inden Muhammed døde i 632. Så gik det slag i slag, og først i 732 blev muslimerne standset midt inde i Frankrig. Mod øst drog de til Indien, og jeg véd ikke, hvornår deres erobringer dèr holdt op.

Kun det østromerske rige holdt foreløbig stand mod erobringerne. Sidenhen tog så tyrkerne over, hvor de andre muslimer slap. Og det var først i 1685, at tyrkerne for sidste gang belejrede Wien. Man kan undre sig over den styrke, den nye religion viste sig i besiddelse af. Man kan måske endda beundre muslimerne for deres militære kraft og deres store organisationstalent. Men kalde dem fredelige, eller sige, at de har en historie, der er fredelig, det kan man dog vist ikke.

Jeg véd ikke, om man kan sige, at islam som religion er fredelig, men islam som civilisation er da erobrende, eller var i hvert fald en tid lang erobrende.

Så er der det med menneskerettighederne. Som jeg ser på det, har menneskerettighederne udviklet sig i løbet af menneskehedens historie. De blev til i Europas historie. Det kan være en tilfældighed, det kan have noget med religionen at gøre, men under alle omstændigheder er de universelle, skønt de blev til ét bestemt sted i verden. Det går ikke an at sige som du gør, at de er forbeholdt hhv. USA og Frankrig.

Og tillad mig her en lille angribende parantes: Efter at have læst dit indlæg et par gange slog det mig, at du jo slet ikke svarer på det, jeg ellers ville forvente, at du som muslim kunne svare på, nemlig, om det ikke er sandt, at koranen foreskriver, at en frafalden skal slås ihjel, og at de kristne og jøderne skal betale en særlig skat. På samme måde kommer du efter min mening lidt for hurtigt i forsvarsposition, når det er menneskerettighederne, der er på tapetet, så du angriber den vestlige verden for dens hykleri.

Hvis menneskerettighederne er universelle, så skulle dette, at vi i den vestlige verden omgås dem hyklerisk (men det synes jeg nu ikke, vi gør), da ikke forhindre den muslimske verden i at indføre dem, eller kæmpe for at føre dem ud i livet.

Og så til religionsfriheden.

Når jeg skriver, at en muslim, også i islams storhedstid, ikke kunne omvende sig til kristendommen uden at risikere at blive slået ihjel, skyldes det, at der står noget i den retning i koranen. Jeg tænker på Sura 4,89. Her hedder det:

"De (hyklerne) ønsker kun, at I skal fornægte troen, sådan som de selv gør, og således komme til at stå på niveau med dem. Men søg ikke venskab med nogen af dem, førend de flygter bort fra det, Allah har forbudt. Men hvis de falder fra, så grib dem og slå dem ihjel, hvorsomhelst I finder dem; og søg ikke venner eller hjælpere blandt dem" (oversat fra Youssef Alis engelske oversættelse).

Og jeg mener, at ganske mange muslimske teologer bruger dette sted som begrundelse for, at en frafalden muslim skal slås ihjel. Men det skulle da glæde mig, om det skal forstås anderledes. Min tanke var altså den: Når det står i koranen, så kan man med ret stor sandsynlighed regne med, at en muslimsk stat vil gennemføre det. Men det kan jo være, at der på dette punkt er forskel mellem islam som religion og islam som civilisation.

Og ligeledes: Når jeg skriver, at bogens folk, de kristne og jøderne, i de muslimske stater skulle betale en særlig skat, skyldes det, at det står omtalt i koranen. I Sura 9,29 hedder det:

"Bekæmp dem, der ikke tror på Allah og den yderste dag, eller som ikke regner det, der er blevet forbudt af Allah og hans sendebud, for forbudt, eller som ikke anerkender sandhedens religion, selv om de er bogens folk, indtil de betaler særskatten (Jizya) og lader sig undertrykke og føler sig undertrykt."

Kan man mon ikke gå ud fra, at denne særskat, netop fordi den er omtalt i koranen, vil findes i de fleste muslimske samfund op gennem historien?

Så de to spørgsmål står altså tilbage: Er det sandt, at koranen kræver, at en frafalden muslim skal slås ihjel? Er det sandt, at koranen foreskriver, at jøder og kristne skal betale en særskat, når de lever i et muslimsk samfund? Hvis det er sandt, så synes jeg, at der kommer et par ridser i den fine religionsfrihed, som du mener, islam står for, oven i købet som den eneste religion.

Som sagt: Der var måske andre ting, der kunne kræve en indvending, men af pladshensyn vil jeg lade dette være nok.

Venlig hilsen

Ricardt Riis