Længslen efter livets kilde

Kirkefaderen Augustin sagde - i et tilbageblik over sit livs veje - "Du (Gud) har skabt mig til dig, og mit hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig." Også Augustin har i valget af "sit livs veje" været bevæget af længslen efter at leve i fællesskab med Gud.

Når man vandrer ad vejen mod Santiago de Compostella i Spanien, finder man flere steder spor efter Kelterne. Kelterne har altså vandret ad vejen mod Santiago længe før de kristne hævdede at have fundet disciplen Jakob derude ved verdens ende (Finis Terre).

De store folkevandringer var vel motiveret af en konkret fysisk søgen efter et sted, et land, der var så frugtbart, at folkene kunne slå sig ned og leve dér. Deres guder har været frugtbarhedsguder. Også de er gået efter en fornyelse af livet.

Abraham, i Det gamle Testamente, hører denne længsel som Gud selv, der kalder ham til opbrud: 1.Mosebog 12.1-2: "Herren sagde til Abraham: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig." Og landet, som Gud vil give Abraham er kendetegnet ved, at det "flyder med mælk og med honning". Det er et frugtbart sted, hvor livet kan udfolde sig og leves.

Med andre ord mener jeg, at pilgrimsvandringen er et dybt forankret - evigt - eksistentielt udtryk for menneskets søgen efter livets kilde. I kristendommen har denne kilde navn efter vor Herre Jesus Kristus. I Islam har kilden et andet navn. Men alle erfarer vi tilsyneladende pilgrimsvandringens/pilgrimsrejsens nyskabende kraft. Ellers ville vi vel ikke blive ved med at vandre?

Noget af hemmeligheden ligger i selve bevægelsen. Den åbenhed i sindet, som processen under vandringen skaber. Resten af hemmeligheden ligger hos dén Gud, der skænker og - til stadighed - fornyer livet.

Med venlig hilsen

Anette