Af Anette Foged Schultz |
30. juni 2004
Pilgrimsvandringen er et dybt forankret - evigt - eksistentielt udtryk for menneskets søgen efter livets kilde, skriver Anette Foged Schultz
Spørgsmål:Nu handler tingene her mest om en kristen pilgrimstradition - men hvordan ser det ud i andre religioner, eksempelvis islam?
For mig at se, har pilgrimsfærd i islam en anden betydning, hvor det er en af de fem søjler eller pligter for en muslim. Er det da noget man mere mekanisk udfører for at optjene points hos Allah - eller har pilgrimsfærd i islam også den mere inderlige, selvudviklende side, som Anette Schultz skriver om?
Hvor vigtigt er pilgrimsfærd for en muslim?
Svar:Pilgrimsvandring er en del af alle de store verdensreligioner.
Den muslimske pilgrimsfærd til Mekka i Saudi Arabien finder sted en gang årligt. Påbuddet om pilgrimsfærden er den sidste af de fem obligatoriske søjler, islam er baseret på. Det er en pligt for enhver muslim, som har muligheden for at udføre rejsen, at valfarte til Mekka mindst én gang i sit liv.
Den muslim, som drager på pilgrimsfærd til Mekka, er - ifølge traditionen - tilgivet alt, hvad han har forbrudt sig imod livet igennem. Pilgrimmen får en mulighed for at starte på ny, en ny begyndelse, efter valfartens rituelle og spirituelle renselsesproces.
Pilgrimsrejsens mål er genforeningen med livets oprindelses kilde: Allah. Det er - meget kort - hvad jeg kan læse mig til om den muslimske pilgrimsfærd.
Jeg tror, at pilgrimsvandringen - i alle religioner - har sit udspring i et menneskes længsel efter en fornyelse af livet. Og fornyelsen af livet finder sted i mødet med "livgiveren" - Gud. Uanset hvilken Gud han har, bryder pilgrimmen op og bevæger sig mod mødet/genforeningen med dén Gud, der giver ham livet.
Kirkefaderen Augustin sagde - i et tilbageblik over sit livs veje - "Du (Gud) har skabt mig til dig, og mit hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig." Også Augustin har i valget af "sit livs veje" været bevæget af længslen efter at leve i fællesskab med Gud.
Når man vandrer ad vejen mod Santiago de Compostella i Spanien, finder man flere steder spor efter Kelterne. Kelterne har altså vandret ad vejen mod Santiago længe før de kristne hævdede at have fundet disciplen Jakob derude ved verdens ende (Finis Terre).
De store folkevandringer var vel motiveret af en konkret fysisk søgen efter et sted, et land, der var så frugtbart, at folkene kunne slå sig ned og leve dér. Deres guder har været frugtbarhedsguder. Også de er gået efter en fornyelse af livet.
Abraham, i Det gamle Testamente, hører denne længsel som Gud selv, der kalder ham til opbrud: 1.Mosebog 12.1-2: "Herren sagde til Abraham: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig." Og landet, som Gud vil give Abraham er kendetegnet ved, at det "flyder med mælk og med honning". Det er et frugtbart sted, hvor livet kan udfolde sig og leves.
Med andre ord mener jeg, at pilgrimsvandringen er et dybt forankret - evigt - eksistentielt udtryk for menneskets søgen efter livets kilde. I kristendommen har denne kilde navn efter vor Herre Jesus Kristus. I Islam har kilden et andet navn. Men alle erfarer vi tilsyneladende pilgrimsvandringens/pilgrimsrejsens nyskabende kraft. Ellers ville vi vel ikke blive ved med at vandre?
Noget af hemmeligheden ligger i selve bevægelsen. Den åbenhed i sindet, som processen under vandringen skaber. Resten af hemmeligheden ligger hos dén Gud, der skænker og - til stadighed - fornyer livet.
Med venlig hilsen
Anette
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk