Spørgsmål:

Man får let det indtryk, at pilgrimsvandring fungerer bedst, hvis man vandrer i ro og ensomhed, evt. i en flok af andægtige ligesindede.

Nu er jeg en del af en livlig familie, og det kan ofte være svært at finde lejlighed til at dyrke de mere stille og inderlige sider af kristendommen, eftersom børn ofte sætter en naturlig begrænsning på den slags.

Men kan man alligevel få udbytte af en pilgrimsvandring som familie? Kan man tage afsted med små børn? Findes der koncepter tilrettelagt efter den målgruppe? Er der nogen, der har personlige erfaringer med det?

Familiefar

Svar:

Kære Familiefar

Når man vandrer på vejen mod Santiago de Compostella, så møder man spanske familier, der har taget et par dages ferie dér med børnene. Måske ser man én af forældrene køre en bil, med oppakningen. Så skiftes de til at gå med børnene, der kun lige har en lille dag-rygsæk med til vand og madpakke.

Der er jo historisk interessante bygninger at se undervejs, og at vise sine børn vejen mod Santiago kan have så mange positive sider. Fællesskabet mens man vandrer. Man snakker så godt sammen, når man går.

Jeg har mødt få fædre med deres teenage-datter eller søn. Det så ud til, at de fik stort udbytte af vandringen sammen. Hvis min egen søn ville have været med, havde jeg taget ham med - med glæde!

Men ellers vil jeg sige, at den lange vandring fordrer en motivation, som de færreste børn måske har.

Jeg ville ikke lige bruge ordet "selvudvikling" om vandringen, og en "flok andægtige ligesindede" ligger mig også lidt fjernt.

Når jeg selv tager af sted på pilgrimsvandring, gør jeg det altid alene for at finde ro i mig selv. For at få en pause fra hverdagens mange krav. For at få tid og fred til fordybelse og bøn. Hvad der jo ikke bliver så meget af midt i en stor børneflok. Hver ting til sin tid.

Med venlig hilsen

Anette