Når livet er en ørkenvandring

Spørgsmål:
Jeg har selv erfaret, at livet er en vandring - både fysisk og åndeligt. Gud er vores ledsager, vejleder og brændstof. Ofte tvinges vi mere eller mindre frivilligt til at træffe et valg, som vi måske lige i øjeblikket ikke forstår eller føler er rimeligt eller rigtigt, men af forskellige årsager tvinges vi til det.

Som regel viser det sig så bagefter - måske først efter meget lang tid - at vi alligevel valgte rigtigt, fordi der kom noget rigtig godt ud af det - vi mødte nye mennesker, fik oplevelser og andre gode ting.

Ofte tvinges man til at ryste støvet af fødderne, fordi Gud vil os det bedste - ikke det, vi selv gerne ville. Gud vil os ofte det, der er meget bedre. Han viser os vejen til de rigtige steder.

De bedste hilsener

Niels-Erik

Svar:

Kære Niels-Erik

Ja, billedet af livet som en vandring står meget stærkt for én efter en længere pilgrimsvandring.

Det er et godt billede, der kan give håb i svære tider: Man har - fra vandringen - erfaringen af at vejen går gennem golde områder, men den fører også gennem frugtbare dale. Som på vejen, sådan er det også i livet - kan man sige til sig selv, når man kommer hjem - der venter frugtbare perioder forude.

Den tanke indgyder håb og mod til at fortsætte, også når man længe har været på "ørkenvandring" i tilværelsen.

Det at erfare Guds nærvær under vandringen - både hjemme og ude - det er dén erfaring, der gør hele forskellen. Livet ser anderledes ud efter mødet med Gud, for mødet med Gud er mødet med kærligheden. Den kærlighed som bærer os. Den kærlighed som kan og vil rumme os, som dem vi er. Også når vi traf valg, der ikke entydigt var af de gode. Valg, der gjorde ondt både på én selv og andre - og som måske/måske ikke i den sidste ende førte til en berigelse af livet.