Af Anette Foged Schultz |
22. juni 2004
Livets vandring går gennem golde områder, men den fører også til frugtbare dale, skriver Anette Foged Schultz
Spørgsmål:Jeg har selv erfaret, at livet er en vandring - både fysisk og åndeligt. Gud er vores ledsager, vejleder og brændstof. Ofte tvinges vi mere eller mindre frivilligt til at træffe et valg, som vi måske lige i øjeblikket ikke forstår eller føler er rimeligt eller rigtigt, men af forskellige årsager tvinges vi til det.
Som regel viser det sig så bagefter - måske først efter meget lang tid - at vi alligevel valgte rigtigt, fordi der kom noget rigtig godt ud af det - vi mødte nye mennesker, fik oplevelser og andre gode ting.
Ofte tvinges man til at ryste støvet af fødderne, fordi Gud vil os det bedste - ikke det, vi selv gerne ville. Gud vil os ofte det, der er meget bedre. Han viser os vejen til de rigtige steder.
De bedste hilsener
Niels-Erik
Svar:Kære Niels-Erik
Ja, billedet af livet som en vandring står meget stærkt for én efter en længere pilgrimsvandring.
Det er et godt billede, der kan give håb i svære tider: Man har - fra vandringen - erfaringen af at vejen går gennem golde områder, men den fører også gennem frugtbare dale. Som på vejen, sådan er det også i livet - kan man sige til sig selv, når man kommer hjem - der venter frugtbare perioder forude.
Den tanke indgyder håb og mod til at fortsætte, også når man længe har været på "ørkenvandring" i tilværelsen.
Det at erfare Guds nærvær under vandringen - både hjemme og ude - det er dén erfaring, der gør hele forskellen. Livet ser anderledes ud efter mødet med Gud, for mødet med Gud er mødet med kærligheden. Den kærlighed som bærer os. Den kærlighed som kan og vil rumme os, som dem vi er. Også når vi traf valg, der ikke entydigt var af de gode. Valg, der gjorde ondt både på én selv og andre - og som måske/måske ikke i den sidste ende førte til en berigelse af livet.
Når man kan tale om, at vandringen forvandler et menneske, så hænger det uløseligt sammen med mødet med kærligheden. Den kærlighed, som vi måske først rigtigt åbner os for, når vi når helt ud til grænsen for hvad vi magter selv.
I afmagten rækker vi ud efter medmennesket og Gud i bønnen. Og først dér er erfaringen af at blive "båret" at finde. Der hvor jeg ikke længere kan selv. Der hvor jeg kommer til kort. Der hvor jeg må gi´ op - der kan andre komme til. Og der lader vi Gud komme til.
Gud er allestedsnærværende siger vi i kristendommen. Det betyder, at vi kan møde Gud alle steder. Når vi åbner os for ham. Det er hvad vandringen gør med os. Den er ét muligt redskab, der kan åbne os for Guds nærvær i vores liv.
Og måske finder den åbning bedst sted under ørkenvandringer? Der, hvor livet er ørkesløst. Der hvor det er så indlysende, at vi ikke kan leve i kraft af os selv?
Det er tankevækkende, synes jeg, at Israelitterne - under deres lange ørkenvandring fra slaveriet i Ægypten til friheden i det forjættede land - konstant var i dialog med Gud. Han "gik foran dem. Om dagen i en skysøjle om natten i en ildsøjle" - for at de kunne finde vej. Men lige så snart de kommer ind i det forjættede land, så falder de fra og begynder at dyrke andre guder. "Så begynder de at kede sig, og så køber de fjernsyn" - kunne man også sige.
Der er noget livsbekræftende ved at befinde sig i livets grænseland - og grænseland bevæger man sig i under en længere vandring. Man når helt ud til sine egne grænser. Netop dér kan mødet med Gud og medmennesket finde sted!
De bedste hilsener
Anette
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk