Ingen er helt alene

Desuden sker der dét - under vandringen - at der er tid og rum til at lade alle mulige tanker komme op i sindet. Det, der ofte viser sig, er dét, der ellers har været skubbet væk i hverdagen, fordi der ikke var tid, og fordi der ikke så ud til at være nogen løsning på det.

Forhold og tanker, som vi kæmper med at få hold på, sorger, som vi ikke kan forvinde, følelser vi har svært ved at forholde os til - de kommer op til overfladen under vandringen, fordi vi dér ikke skal andet end at flytte fødderne.

Enkelheden på en pilgrimsvandring betyder, at vi kan give vores opmærksomhed til noget væsentligt. Noget som ikke har med alle gøremålene i dagligdagen at gøre.

Og netop hér kommer bønnen ind. Bøn til Gud om hjælp i dét, der er svært. Forbøn for dem vi kender og elsker - hvis de har det svært, og vi er bekymrede for dem men ikke ser os i stand til at ændre deres situation. Og sidst men ikke mindst: Bøn til den der vandrer ved din side. Om at lytte, om at se på det der gør ondt, om at dele det, der er svært at bære helt alene. Bøn og fællesskab er nært forbundet.

Det sidste du nævner angående dét at vandre som pilgrim og vide, at pilgrimme i over 1.000 år har vandret hér som jeg, er en dybt facinerende tanke. Det må betyde, at vi deler håb og længsler med dem. At vi følger den vej de gik betyder på sin vis, at vi ikke er alene.

Jeg kommer til at tænke på Halfdan Rasmussens digt, som jeg her vil give dig med på vejen:

Lille menneskehjerte,
tempel og bedested,
skænk mine tavse læber
toner at synge med.

Lær mig at møde livet
åbent og rent i dag.
Hjælp mig at føre drømmen
frelst gennem nederlag!

Sårede og forladte
vandrer vi ensomt om.
Hæger om dagens sorger.
Dyrker vor fattigdom.
Lær os at bære livets
lille blafrende ild
ind i det skrøbelige ler,
vi er bundet til.

Du er ikke alene
lille forladte bror.
Vandrer du gennem mørket
krydser du andres spor.
Standser du ved en korsvej
aner dit mørke blik
drømmenes mærkede veje,
hvor dine brødre gik.

Blæsten har kendt din broder.
Regnen har set din ven,
der hvor han gik i tågens
klynger af unge mænd.
Markernes snefogsstemmer
skovenes mørke sang
hvisker imod dit hjerte:
her gik han vild engang!

Jorden der drak hans fodspor,
himlen der greb hans bøn,
havet der stjal en tåre
fra den fortabte søn,
rummet som blev en kappe
over hans skuldre lagt
følger dig på din vandrings
søvnløse nattevagt.

Ingen er helt alene.
Ingen er helt forladt.
Syngende menneskehjerter
synger mod dit i nat.
Standser du ved en korsvej,
kalder du på din bror,
hører du livets ekko
i din forladtheds ord.

Og så i øvrigt: Velkommen på Fyn næste pinse, hvis du skulle have lyst til at vandre med!

De bedste hilsener

Anette