Kirsten Kjærulff |
3. juni 2004
KONVERTERING: At konvertere til katolicismen er en stor beslutning, som kræver grundig intellektuel og åndelig overvejelse, skriver Kirsten Kjærulff
Spørgsmål:For at forstå mit spørgsmål må jeg nødvendigvis først fortælle lidt om min baggrund:
Jeg er født i Danmark i 1979 og er døbt og konfirmeret i den danske folkekirke. Hele min familie er/var medlemmer af folkekirken, dog uden at være særligt troende.
Personligt har jeg altid troet stærkt på Gud, men har aldrig følt mig rigtigt hjemme i den danske folkekirke, og derfor meldte jeg mig ud i juni 2001; ikke så meget på grund af manglende tro på Gud eller tvivl om budskabet, men mere fordi jeg ikke følte, at man tog troen - ja hele sfæren omkring kristendommen - alvorligt. Siden da har jeg ikke været del af nogen kristen menighed.
Da jeg var i Irland på ferie kunne jeg dog ikke modstå fristelsen til at besøge og overvære en katolsk messe, og siden den dag har jeg haft et ønske om at "konvertere" til den romersk katolske kirke.
Nu kommer så mit spørgsmål: Hvad betyder det rent faktisk, at jeg er udtrådt af den danske folkekirke, hvis jeg ønsker at indtræde i den katolske kirke? Kan man overhovedet konvertere i sådan et tilfælde?
Jeg må ærligt tilstå, at jeg har følt en vis ængstelse overfor det faktum at skulle møde en katolsk præst og tale med ham om dette, idet jeg har været bange for afvisning.
Jeg håber, I kan hjælpe mig med mit spørgsmål.
Den ængstelige
Svar:Til Den ængstelige
Du spørger, hvad det betyder for din mulighed for at indtræde i Den katolske Kirke, at du for nogle år siden er udtrådt af folkekirken. Det er man helt enkelt nødt til, før man kan blive optaget i Den katolske Kirke!
Man kan ikke være medlem af to kirker på én gang. Men man behøver ikke at udtræde, før den dag, man bliver optaget i Den katolske Kirke. Det foregår jo på den måde, at man i en længere periode går til undervisning i den katolske tro, så man kan være sikker på, at man virkelig ønsker at konvertere. Det er en slags prøvetid, så man binder sig ikke til noget, før den dag, man bliver optaget i Kirken.
Derfor er der bestemt ingen grund til at være bange for en afvisning, som du skriver. Præsten ved godt, at det er en stor beslutning, som kræver grundig overvejelse både intellektuelt og åndeligt. Det er hans opgave at vejlede dig til at træffe den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt, ligesom det er præstens ansvar, at du får en solid undervisning.
For selv om de fundamentale kristne trossandheder er de samme som i Folkekirken (som det jo også fremgår af vores fælles trosbekendelse), så er den katolske kristendom mere omfattende i ordets egentlige betydning: "Katolsk" betyder altomfattende, universel, holistisk.
Heraf følger, at hele tilværelsen, natur og historie - mennesket med sjæl, legeme og alle sanser - bliver belyst indefra af Kristus. Han bliver ganske bogstaveligt alle tings første begyndelse, alle tings endelige mål, alle tings dybe mening og sammenhæng.
Jeg vil anbefale dig allerede nu at opsøge den katolske præst i det område, hvor du bor. Jeg ved, han vil tage imod dig med åbne arme, og du forpligter dig ikke til noget som helst, før du selv beder om det.
Han vil sikkert anbefale dig at læse Den Katolske Kirkes Katekismus, som udkom for godt og vel 10 år siden, og som er oversat til alverdens sprog. Også til dansk, men den danske oversættelse har endnu ikke fået de endegyldige blå stempler i Rom, og er derfor endnu ikke gået i trykken. Men indtil videre læser vi den på diverse andre sprog, f.eks. norsk, engelsk eller tysk. Den norske kan hentes hjem fra internettet på følgende adresse:
www.katolsk.no/info.
Den katolske Kirke i Danmark har også en hjemmeside, hvor man kan hente masser af information og inspiration:
www.katolsk.dk.
Jeg ønsker dig al mulig lykke og velsignelse på din vandring.
Kirsten Kjærulff
Læs mere om emnet i vores tema om konvertering
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk