Bøn i Jesu navn

Spørgsmål:

Jeg vet, at mange vil ha førbønn, når det er noe alvorlig på gang.

Hva oppnår man egentlig med det? Påvirkes Gud av at antallet som ber overstiger et visst minimum? Er det ikke nok å be om det man vil på egen hånd? Hva skal denne drahjelpen være godt for?

Mange opplever at de ikke blir bønnhørt. Hva skyldes det? Er noen bønner viktigere eller mer velkomne hos Gud enn andre? Eller kan det ha seg slik at enkelte bønner aldri vil bli innfridd, fordi de bryter med Guds naturlover?

F.eks. har ingen hittil lykkes med å bli bønnhørt når det gjelder at avrevne armer og ben skal kunne vokse ut igjen. Det skulle ikke være umulig for Gud? Men siden det aldri skjer, så tyder det på at Gud ikke opererer på det planet.

Hvorfor ikke det forresten?

Be, så skal du få, men be ikke om hva som helst?

Hilsen

"Skeptisk til bønn"

Svar:

Til "Skeptisk til bønn"

Skepsis kommer af eftertanke, normalt forbundet med forbehold. Det er vores måde at leve og overleve på. Problemet er ikke at være skeptisk, men at man gør sin skepsis til sin religion, for det er den ikke egnet til. Der er tillid i religion, når det er sand religion, mistillid fører ud i ørkenen til ensomheden.

Bøn er dels at bede for og bede om.

At bede om noget hører til fællesskabet, mens at bede for, som oftest vil være forbøn i fællesskab, også for "dem udenfor." Måske er bøn det ældste og mest basale i religiøsitet i mange forskellige former. Man kan også bede imod, f.eks. i krig og anden form for had. Men vigtigst er det at bede med andre som fællesskab, menighed, venskab, kærlighedsforhold, familieforhold, hvor bøn bliver en væsentlig del af fællesskabet.