De store ord bruges for ofte

I dine citerede kommentarer sker der en uforklaret forskydning mellem - eller sammenblanding af - begreberne næstekærlighed og kærlighed. At du personligt ikke kan bruge begrebet kærlighed om menneskers indbydes relationer er sådan set ok, men dit personlige synspunkt bidrager ikke til reel oplysning om, hvordan kristne tænker og tror.

Ville det være korrekt at sige, at islam ikke indeholder begrebet næstekærlighed? Og derefter definere i hvilke termer islam i stedet underviser om medmenneskelighed, omsorg m.m.?

Kort sagt: Næstekærlighed som begreb bygger på nogle udsagn i bibelen, og begrebets indhold defineres for en kristen af disse udsagn. Omsorgen for medmennesket er en afgørende del af næstekærligheden. I bibelen er der forskel på kærligheden og på næstekærligheden. I din tekst virker det som om, begrebet næstekærlighed sættes lig med kærligheden, men samtidig helst ikke må findes.

Måske har jeg misforstået dig?

Med venlig hilsen

Ole Birch

Præst i Metodistkirken og deltager i religionspanelet

Svar:

Du er inde på et meget vanskeligt emne, for det er svært at sammenligne begreber fra de forskellige religioner indbyrdes – og dog er det noget, vi konstant gør (eller bliver bedt om at gøre).

Ifølge Koranen har alle profeter - lige fra Adam over Abraham, Moses og Jesus til Muhammad – i store træk prædiket det samme budskab, og derfor er de monoteistiske religioner fælles om de grundlæggende værdier. Der vil dog altid være detaljer, som er forskellige fra den ene religion til den anden. Derfor er det ikke altid lige heldigt at bruge et bregreb fra den ene religion i forbindelse med en anden religion.

En muslimsk imam har f.eks. ikke samme rolle som en kristen præst, og dog taler mange om "muslimske præster" eller om det iranske "præstestyre."

Inden for islam findes der ikke frelse i kristen forstand, så derfor kan man ikke tale om frelse i forbindelse med islam uden samtidig at gøre nøje rede for begrebets indhold.

Det giver ingen mening at tale om en "muslimsk kirkegård," "muslimsk jul" eller "muslimsk korstog" – og dog bruges disse kombinationer jævnligt af både muslimer og kristne.

Situationen bliver ikke lettere af, at der inden for hver eneste religion kan være forskellige opfattelser af begrebernes indhold:

Eksempelvis er jeg i årenes løb stødt på forskellige opfattelser af den kristne treenighedslære. Jeg har som foredragsholder mødt især ældre, der med bestemthed afviser, at Jesus skulle være Gud. Han er for dem Guds søn, men bestemt ikke Gud. Der må være noget, jeg helt har misforstået!

Jeg kan så i mit stille sind undre mig over, hvordan deres opfattelse går i spænd med monoteismen - og så ellers henvise til, at mange kristne teologer betegner treenighedslæren som et mysterium. Dét kan vi da blive enige om.

Tidligere var det næsten kun sufier, der talte om Guds kærlighed. I dag er der mange muslimer, der taler både om Guds kærlighed og om næstekærlighed, og jeg er overbevist om, at det er globaliseringen og den tværreligiøse dialog, der har smittet af på muslimernes sprogbrug.

Jeg foretrækker at tale om medmenneskelig omsorg – hvor andre muslimer taler om næstekærlighed, selvom vi sandsynligvis mener det samme rent indholdsmæssigt. Nogle kristne sætter lighedstegn mellem næstekærlighed og diakoni, medens andre kristne opfatter diakonien som en del af næstekærligheden.

Så kan vi diskutere herfra og til dommedag, om et begreb rent indholdsmæssigt findes i flere religioner. Resultatet vil afhænge af de enkelte samtalepartneres helt personlige opfattelse af begrebets indhold. Eller vi kan vælge at "kappes i gode gerninger" og overlade resten til Gud (jf. sura 5:51).

Der er efter min opfattelse en tendens til at bruge de store ord så som kærlighed og næstekærlighed (og alle former for superlativer) alt for hyppigt. Det begyndte i flower-power-tiden, og hvis vi ikke passer på, mister begreberne efterhånden fuldstændig deres substans og betydning.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen