Alle har krav på respekt

Koranen påpeger også, at en jødisk eller kristen brud har krav på at få en brudegave fra brudgommen på lige fod med en muslimsk brud (sura 5:6).

Går man til islamisk tradition, er der mange eksempler på, at Profeten Muhammad har været lige så opmærksom over for sine jødiske og kristne naboer som over for de muslimske.

Går det "efter tur"?

At man først sørger for sit eget og sine nærmestes ve og vel er nok ganske naturligt, for hvordan kan man have overskud til at tage sig af andre, hvis man ikke tager vare på sig selv? Familien er den enkeltes basale netværk og støtte.

Ifølge både den klassiske sharia og nutidig lov har en mand pligt til at forsørge sig selv, sin hustru og sine børn: sønner indtil de er i stand til at forsørge sig selv, og døtre indtil de gifter sig. Trængende forældre kan juridisk stævne deres børn, hvis disse ikke forsørger dem, selvom de økonomisk er i stand dertil (dette gælder i øvrigt også i vort naboland Tyskland!)

Ser man på sura 4:36-37, 2:177 og 30:38-39 (se tidligere indlæg i religionsdebatten), er det da rigtigt, at rækkefølgen er den samme, begyndende med slægtningene; men i praksis - når man ser bort fra det rent forsørgelsesmæssige - er faktorernes orden ganske ligegyldig. Det handler om at udnytte sine muligheder, ever og ressourcer bedst muligt og til gavn for det fælles bedste (maslaha).

Om vantro (kufr, kafir, kafirun)

Og så vil jeg da lige gøre opmærksom på, at jøder og kristne hører til "Bogens folk" eller "Skriftens folk" - og dermed er troende (hvis de da ellers tror på den til deres respektive religion hørende kerne og efterlever den i praksis).

Koranen sætter lighedstegn mellem gudfornægtelse, hykleri og manglende medmenneskelig omsorg. Man gør sig selv til vantro (kafir), hvis man bevidst bevæger sig uden for monoteismens rammer eller bevidst undlader at efterleve sin tro i praksis - f.eks. ved ikke at vise omsorg for sine medmennesker.

"Kafir" findes kun i refleksiv form. I en af de allertidligste åbenbaringer hedder det:

"Har du set ham, der fornægter troen (i ord som i handling)? Det er den samme, der skånselsløst afviser den forældreløse og ikke tilskynder til at bespise de trængende. Ve (ham og) de bedende, der er skødesløse og forsømmelige med bønnen, der blot stiller sig selv til skue og ikke rækker medmennesket en hjælpende hånd!" (sura 107:1-7)

Man er sig selv nærmest - men man skal ikke være sig selv nok!

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen