GENTERAPI: Jeg finder næsten ethvert tiltag for at forbedre syge menneskers vilkår etisk acceptabelt, skriver Ricardt Riis
Spørgsmål:Hej!
Vi er ved at skrive en opgave om genterapi og forsøger i den forbindelse at finde ud af, hvordan man ud fra et religiøst standpunkt forholder sig til emnet.
Ud over, at det er et etisk problematisk område, har vi ikke rigtig kunnet finde noget svar på dette. Derfor: Hvordan forholder kristendommen sig til genterapi/genmanipulation på mennesker?
Er der forskel på, om der er tale om fostre eller børn/unge/voksne? Er der forskel på, om der er tale om sygdomsbekæmpelse eller "forbedrende" genterapi?
Med venlig hilsen
Lotte og Jacqueline
Svar:Kære Lotte og Jacqueline!
I har ret: Dette er et etisk problematisk område. Og derfor må I affinde jer med et svar, der ikke kan gælde som kristendommens svar, men kun som mit svar.
For vi kristne er ikke enige om, hvad man må og ikke må. De fleste af os har nok med en vis afsky i stemmen i begyndelsen pure afvist at tillade nogen form for genmanipulation med menneskelige celler. Det kan være slemt nok at manipulere med dyrs gener, for allerede her griber vi ind i skaberværket på en forkert måde, synes vi, men menneskers gener, de er hellige, dem må vi ikke røre, det kommer der ikke noget godt ud af.
Men når vi så bliver klar over, at mange sygdomme måske vil kunne behandles med en form for genterapi, så bliver vi straks lidt mere "bløde i knæene," eller så bliver det sværere at opretholde et absolut nej til fænomenet genterapi.
Det har for mit vedkommende bevirket, at jeg finder næsten ethvert tiltag for at forbedre syge menneskers vilkår etisk acceptabelt, også selv om der udføres genmanipulation med menneskelige celler; og det gør ikke for mig nogen forskel, om det er fostre, unge eller voksne, der skal behandles.
Men jeg kan ikke gå med til, at man for at forbedre menneskets gen-pool foretager genmanipulation på kønscellerne, så den ændring, man har foretaget, nedarves til kommende slægter. Jeg véd heller ikke af, at der er nogen sygdomme, der kan helbredes ved en sådan fremgangsmåde.
Men forøvrigt går udviklingen så hurtigt, at hvad der det ene år er et væsentligt etisk problem, det næste år er blevet overhalet af udviklingen, så problemet ikke mere er aktuelt. Og jeg må indrømme, at jeg ikke véd, om dette er tilfældet for genterapiens vedkommende.
Venlig hilsen
Ricardt Riis