Tro er værdiløs uden handling

Spørgsmål:

Vi er nogle lærerstuderende, der skriver om næstekærlighed i henholdvis kristedommen og islam. Vi har kristendommen næsten på plads, men mangler en sammenligning mellem den islamiske kærlighed til næsten og den kristne. Er det noget, I kan hjælpe os med?

På forhånd tak

Venlig hilsen

Anne-Sofie Jørgensen

Svar:

Det fremgår flere steder af Koranen, at det ikke er nok at tro på Gud for at være troende. En trosbekendelse er værdiløs, hvis den ikke følges op af handling - ikke kun af bøn, faste og valfart, men også af omsorg for alt det, Gud har skabt: dyr, mennesker og natur.

Man skal uselvisk og vedholdende give ud af de ressourcer, Gud har givet én. Aldrig opfordrer Koranen til nidkært at holde sin materielle rigdom, sin viden, sin livserfaring eller andre menneskelige ressourcer for sig selv. Alt skal bruges til gavn for almenvellet eller det fælles bedste. Lader man ikke sine ressourcer komme den øvrige skabelse til gode, er man vantro (kafir) slet og ret:

"I kan på ingen måde blive fuldkomne, før I giver ud af det, I selv holder af. Gud er visselig vidende om alt, hvad I giver ud." (sura 3:92)

"Tjen Gud og giv Ham ej partnere. Vær god imod forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver. Gud elsker ingenlunde de hovmodige og pralende; de nærige, og dem, der påbyder andre at være nærige, eller som skjuler de materielle og menneskelige ressourcer, Gud har givet dem. Vi har beredt en smertelig straf for dem, der fornægter troen (kafirun); dem, der giver ud af deres ressourcer for at blive set af andre og ikke tror på Gud og Den Yderste Dag. Den, der tager den onde som sin fortrolige (vil få at føle), hvilken dødbringende fortrolig han er." (sura 4:36-38)

"Har Vi ikke givet ham et par øjne, en tunge og et par læber - og vist ham de to veje (til Gud)? Han er ikke ivrig efter at gå ad den stejle vej. Og hvem kan forklare dig, hvad den stejle vej er? Det er at frigive en slave eller vise omsorg for en trængende i nødens stund, den forældreløse slægtning og den fattige i støvet." (sura 90:8-16)

"Har du set ham, der fornægter troen (i ord som i handling)? Det er den samme, der skånselsløst afviser den forældreløse og ikke tilskynder til at bespise de trængende. Ve (ham og) de bedende, der er skødesløse og forsømmelige med bønnen, der blot stiller sig selv til skue og ikke rækker deres medmennesker en hjælpende hånd!" (sura 107:1-7)

Medmenneskelighed og tro er uadskillelige og bærer lønnen i sig selv:

"Retfærdighed er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest (når I beder). Retfærdighed er at tro på Gud og den Yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne. (Retfærdighed er) - af kærlighed til Gud - at give af sine (menneskelige og materielle) ressourcer til slægtninge, forældreløse, trængende, vejfarende og tiggere, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Retfærdighed er) at forrette bøn og betale zakât, at opfylde sine forpligtelser, og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige." (sura 2:177)

"Giv slægtninge, hvad de har krav på, og ligeledes de trængende og de vejfarende. Det er det bedste for dem, der søger Guds velbehag, og det er dem, der vil have fremgang. Gud belønner ikke dem, der forøger deres velstand på bekostning af andre; men de, der giver almisser for at behage Gud, vil få mangedoblet deres løn." (sura 30:38-39)

Koranen taler altså om medmenneskelig omsorg som noget helt grundlæggende - uden at vi nødvendigvis behøver elske hinanden af den grund. Derfor finder mange islams bud om medmenneskelig omsorg mere realistisk end det kristne bud om at "elske din næste som dig selv" (3. Mos. 19,18). Gud pålægger ikke de troende større opgaver og prøvelser, end de kan bære:

"Gud lægger ikke større byrder på en sjæl, end den kan bære. Hver eneste har sine gode gerninger med sig (på Dommedag) - og sine onde gerninger imod sig. "Herre! Fordøm os ikke for vor glemsomhed og vore fejltagelser. Herre! Læg ikke en byrde på os som den, Du lagde på dem før os. Herre! Læg ikke en større byrde på os, end vi har styrke til at bære. Udvisk vore synder. Tilgiv os, og hav barmhjertighed med os. Du er vor beskytter. Hjælp os imod dem, der afviser troen."" (2:286)

Menneskets kærlighed til Gud er drivkraften bag omsorgen for Guds skabelse:

"De retfærdige viser - af kærlighed til Gud - omsorg for den trængende, den forældreløse og dem i deres varetægt (dvs. mennesker og dyr)." (sura 76:8)

Jeg har hørt kristne sige, at næstekærlighed er lig med diakoni (dvs. omsorg for medmennesket). Selv hører jeg til dem, der mener, at der er en forskel på næstekærlighed og medmenneskelig omsorg. Kærlighed er en så uendelig stor ting, at jeg ikke kan bruge ordet i forbindelse med mennesker, men kun om Gud, om kærlighed mellem Gud og mennesker. Jeg kan derimod vise mine medmennesker omsorg - også dem, der har forvoldt mig eller andre mennesker sorg og smerte. Det er kærlighedsbåndet til Gud, der sætter mig i stand til at vise omsorg for mine medskabninger.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen