KONVERTERING: Er jeg mon i virkeligheden mere jøde end kristen? Bent Lexner svarer
Spørgsmål:Jeg er en dreng på 18 helt ovre fra det vestjydske. Jeg kommer fra en kristen familie og er selvfølgelig også konfirmeret, og jeg har egentlig aldrig stillet spørgsmål ved kristendommen.
Og dog, jeg har aldrig troet på Jesus som den store frelser, og er egentlig altid blevet stødt lidt af visse ting i folkekirken.
Men der blev først rigtig tændt under mig, da jeg så programmet "Tal med gud" på DR2. Jeg oplevede konstant at være enig med Dem, langt mere end jeg var med repræsentanten fra "min" kirke. Dette har fået mig til at tænke på, om jeg måske er jøde. Jeg ved godt, det kan lyde lidt absurd, men man gør sig jo mange tanker i min alder.
Derfor spørger jeg - jeg ved selvfølgelig godt, De ikke kan svare på det med det kendskab, De har til mig - men jeg vil blive glad, hvis De vil prøve.
Kan jeg eventuelt være jøde? Er der et sted, hvor jeg kan finde flere oplysninger om jødedommen? Og kan man overhovedet konvertere til den jødiske tro?
Jeg håber, De vil bruge et par minutter på et svar - det vil hjælpe mig meget.
Med venlig hilsen
Stefan Pedersen
Svar:Kære Stefan
Sandsynligheden, for at du er jøde, er minimal. En jøde skal være født af en jødisk mor.
Jeg tror nu heller ikke, man behøver at være jøde for at synes, at nogle af de jødiske synspunkter i udsendelserne, ser rigtige ud. Det hænger nok sammen med, at man i jødedommen giver folk muligheder for selv at formulere det, de tror på - selvfølgelig indenfor nogle givne rammer.
Der findes meget materiale på nettet, men måske skulle du stille og roligt læse nogle bøger. Et par jeg kan anbefale dig er: Poul Borchsenius: "To veje" og Hanne Trautner Krogmann: "Jødedommen."
Konvertering til jødedommen er muligt, men uhyre vanskeligt og kræver en lang indførsel i den jødiske religion og i hebraisk.
Håber du har fået lidt input.
Hilsen
Bent Lexner
Læs flere relaterede svar i vores store tema om konvertering.