Helligteksterne har deres egen mening

Som dreng morede jeg mig over en vittighed med en absurd pointe. I dag finder jeg den egentlig ikke morsom. Men da den er oplysende for vort mellemværende, kommer den alligevel.

Den stammer fra den tid, da rigtige mænd brugte veste, klædningsstykker til at dække over den fremragende mave, med mange små knapper at knappe hver dag og med en lomme til lommeuret.

To mænd mødes. Den ene knapper sin jakke op og fremviser sin vest: kun tre store knapper. Jo, ved du hvad, jeg blev træt at knappe alle de små knapper hver morgen, nu har jeg kun tre store knapper at knappe. Tja, det er der noget om, siger den anden, men ved du hvad, du skulle anskaffe dig én meget stor knap, så behøver du slet ikke at knappe nogen.

Det er her, man skal grine. Og sjovt er det jo ganske rigtigt ikke. Men dog oplysende. For her drejer man tankegangen lige en omgang for meget, så det hele går i stykker, går over gevind, som man siger.

Det samme gjorde René Descartes. Han opdagede ud fra forskellige eksperimenter, at sanserne af og til bedrager os. Og ud fra denne opdagelse er det så, han "går over gevind":

Hvordan kan vi nu vide, at sanserne ikke altid bedrager os, spørger han. En engelsk filosof, som jeg læste i min ungdom, løste gåden: Når man i det hele taget får den tanke, at sanserne måske bedrager os, skyldes det, at man i første omgang har stolet på sanserne. Jo, for det er jo ved hjælp af sansernes vidnesbyrd, at man opdager, at sanserne af og til bedrager os.

Vi lader den lige stå og blafre i vinden et øjeblik! Den er jo ikke sådan at sluge. Men det er rigtig nok.

Samme fejlagtige logik benytter Mikael Rothstein sig af. Man kan ikke studere levende religioner under henvisning til deres hellige tekster alene, hævder han, der er ikke en en-til-en overensstemmelse.

"De hellige tekster er ikke facitlister. De læses forskelligt og bruges forskelligt overalt." Og så kommer det: "Mennesker har magt over teksterne, ikke omvendt."

Det første er sandt nok, det sidste ikke. I den sidste sætning "går han over gevind," drager en slutning "ad absurdum" ud fra en i og for sig rigtig iagttagelse.

Kan man udlægge en tekst ganske efter forgodtbefindende? Er det mennesker, der har magt over teksterne? Det er, hvad Rothstein slutter sig til ud fra den iagttagelse, at de hellige tekster både indenfor kristendommen og indenfor islam udlægges på mindst 117 forskellige måder.

Men han overser, at han bygger denne iagttagelse på nogle tekster, nemlig tekster, der fortæller om den og den historiske persons udlægning af den og den helligskrift. Og han er ikke opmærksom på, at han for at få noget ud af disse tekster, må gå ud fra, at de kan udlægges, og altså udlægges på kun én bestemt måde, så det, han vil have frem, nemlig, at den og den har udlagt helligteksten anderledes end den og den, viser sig.

Altså, før han når frem til det resultat, at det er mennesker, der har magt over teksten, ikke omvendt, har han forudsat det modsatte: at teksten er selvstændig og giver sin egen mening fra sig.

I det hele taget kan man vel ikke drive nogen form for historievidenskab uden at udlægge tekster, og i denne udlægning kan man ikke gå ud fra, at "mennesker har magt over teksterne," man må virkelig slå ørerne ud og lytte til, hvad teksterne siger.

Men hans fejlslutning er lagt pædagogisk tilrette. Man føres behjælpsomt frem til den endelig slutning. Synd, den så er forkert! En skam, at han der går over gevind!

På samme måde med dette, at han hævder, at ingen religion har nogen "essens." "Hvordan kan "kristendom" være noget særligt, når de kristne fordeler sig på 30.000 forskellige retninger?" spørger han. Men også dette spørgsmål æder sig selv op indefra. For han har jo allerede forudsat, at kristendom er noget særligt, når han er i stand til at bestemme 30.000 forskellige forsamlinger som kristne forsamlinger.

Denne logiske fejl, som han ikke selv er opmærksom på, sætter ham nu i stand til at hæve sig op over alle konkrete religiøse udtryk og ud fra sin egen måske lidt borgerlige moral bedømme os andre. Og altså bedømme os ganske vilkårligt.

Alt, hvad han har noget imod, kan han bortforklare. Alt, hvad han kan gå med til, kan han fremhæve. Det hele bliver et eksempel på et vilkårligt spil med ord. Interessant vel for nogle. Ligegyldigt for andre. Men at kalde det videnskab, det ville nok være lidt for hasarderet.

I denne hårde dom forudsætter jeg, at han i praksis retter sig efter den teori, han her fremsætter. Men man kan måske håbe på, at han ikke altid er så konsekvent.

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst