Passionsfilm i globalt omløb

Allerede lang tid før premieren i USA 25. februar var debatten om filmen i højeste gear. Kritikken går først og fremmest på, at filmen fremstiller jøderne om dem, der slog Jesus ihjel. Læs om debatten i USA i surfguiden "The Passion of the Christ".

I Israel er det ikke overraskende den samme kritik, der tages op i dækningen af filmen. På hjemmesiden for den liberale Israelske avis Haaretz kan man således læse en baggrundsartikel, der begynder med et suk over, at den mest dunkle beskyldning mod det jødiske folk snart kommer i biografen.

På samme hjemmeside kan man læse, at lederen af det ultra-ortodokse jødiske parti Shas, Eli Yishai, i Knesset har forlangt et forbud mod filmen i Israel.

Filmen er ikke blevet forbudt i Israel - men den bliver alligevel ikke vist i landet foreløbig. Det er filmselskabet Shapira Films, der har rettighederne til filmen i Israel, som har besluttet, at tiden ikke er den rette.

Heller ikke i Palæstina kommer filmen i biografen. I islam er det nemlig tabu at lave film om profeter, og islam regner Jesus for en profet. Den israelske reservation har ellers gjort palæstinenserne nysgerrige, og det har ifølge Aljazeera sat gang i handelen i videoforretninger, der sælger piratkopier af filmen.

Filmen er blevet et hit blandt arabere, som ser filmen om korsfæstelsen som en afsløring af jøderne - uanfægtet af, at korsfæstelsen ifølge Koranen ikke fandt sted.
Dette og andre paradokser påpeges i en artikel, der kan læses på Chicago Tribunes hjemmeside.

"Vi kender lidelsen"
Tabu eller ej og korsfæstelse eller ej, så har den palæstinensiske præsident Yasser Arafat set filmen. Hans rådgiver, Nabil Abu-Rudeina, sagde bagefter, at Yasser Arafat fandt filmen bevægende og historisk. Rådgiveren sagde også, at Palæstinenserne stadig dagligt udsættes for smerte, som den Jesus blev udsat for ved korsfæstelsen.

Det fik den israelske muslim, journalist, forfatter og fredsaktivist Uri Avnery til at skrive et brev til Arafat. Han protesterer mod udtalelsen og påpeger blandt andet, at der ikke er nogen forbindelse mellem det palæstinensiske folks lidelser i dag, og hvad der skete eller ikke skete for omtrent 1973 år siden. Og hvis der er en forbindelse, så er det i stedet sådan, at uden den moderne kristne antisemitisme ville den zionistiske bevægelse aldrig være opstået.

Den debat er ikke ny, og Mel Gibsons film om Jesu sidste timer flytter da heller ikke nogle af de gammelkendte synspunkter i den mellemøstlige konflikt. Uri Avnery kan sige nok så ofte, at det er absurd at påstå en sammenhæng mellem dengang og nu. Publikum tolker blot filmen i forhold til deres egen situation.

Således ser en buddhist, som optræder i en artikel i Times Of Tibet også en parallel mellem Jesu lidelseshistorie og forholdet mellem tibetanerne og Kina: "Jesus fik problemer fra det øjeblik han blev kaldt Jødernes Konge, for der kunne kun være en konge over jøderne, Cæsar. Sådan er det også for Tibet. Dalai Lama er ikke længere anerkendt som leder af staten, (...) for der kan kun være en leder af staten, og for tiden er det kineserne. Akkurat som romerne gjorde med Jesus, torturerer og dræber kineserne vore brave munke og nonner, der fortsætter med at søge buddhismen."

Andre buddhister med et lidt mere distanceret forhold til lidelse ryster på hovedet over debatten om, hvem der dræbte Jesus, og peger på ironien i, at hele pointen med kristendommen er, at Jesus ikke er død.

Længere østpå, i Filippinernes ældste avis, The Manila Times, afvises det aldeles, at der er nogen antisemitisk agitation i Mel Gibsons film, og det påpeges, at det var romerne, der dræbte Jesus, som i øvrigt var jøde.

Fra Vatikanet lyder det derimod, at ingen - udover Maria - kan frasige sig ansvaret for henrettelsen af Jesus. Sådan sagde Father Di Noia fra Troslærekongregationen (forsamling med kompetence i kirkens tros- og morallære) efter han havde set filmen allerede i december 2003. Det var ment både som tolkning af filmen og som et teologisk synspunkt.

Anledning til mission
Den amerikanske evangelist Billy Graham anbefaler, at man alvorligt overvejer og gennem bøn forsøger at finde svar på, om man er klar til at se filmen, der er meget voldelig. Men han fremhæver, at filmen giver en usædvanlig god anledning til at tale med venner, familie og naboer om Jesus.

I England er fem kirker gået sammen og benytter lejligheden til at reklamere for kirken. De har investeret 20.000 pund i billetter til filmen, som de deler ud til "de, der ikke allerede kommer i en kirke, eller de, der kommer i kirken og ønsker at tage en gæst med."

Syvende-dags-adventisterne ser også filmen som en mulighed for at evangelisere og opfordrer medlemmer af menighederne til at tage ud til biograferne for at dele løbesedler om bibelstudiegrupper ud.

Det konservative kristne Chronicles Magazine ser filmen som et indslag i en kulturkamp med de liberale, som for eksempel ateisten Mary Ann Johanson, der siger, at The Passion Of The Christ ikke er en film, men en tur i en temapark for Jesus-freaks. Tilsvarende kritiserer en anden ateist på websitet ravingatheist.com filmen i en række punkter. Først og fremmest pointeres det, at "lidelse ikke beviser, at en person er moralsk eller ædel".

Flere links:
Officiel hjemmeside for The Passion Of The Christ
Rotten Tomatoes har samlet flere hundrede anmeldelser af filmen
Debat om filmen her på religion.dk
Tema på Kristeligt-dagblad.dk om filmen
Thepassion.dk - uofficiel dansk side om filmen