Den kristne dannelse er et tilbud

Så kan det måske være rigtig nok, at for mange elever i folkeskolen er begreber som synd/skyld, det dobbelte kærlighedsbud, tilgivelse og frelse helt ukendte i forhold til kristendommen. Men alting skal jo afpasses efter alderstrinnet. Og det er vel en kendt sag, at begreber som synd og skyld, tilgivelse og forsoning langt lettere glider ind i et barnesind gennem fortællinger end gennem teoretiske forestillinger.

Det kan godt være, at børnene så ikke kender begreberne, så de kan fortælle teoretisk om dem, men de kan meget vel kende dem ud fra egen erfaring alligevel, fordi de, når de hører fortællingerne, sætter deres egen person ind. Det er man jo altid nødt til at gøre for at forstå en fortælling.

Værre er det naturligvis, hvis eleverne også snydes for de kristne fortællinger. Fortællinger i det hele taget har det måske lidt hårdt i vore dages folkeskole, jeg er ikke ganske klar over det. Men sandt er det da, at det kristne budskab gerne skulle være én af de ting, der danner eleverne, altså gør dem til hele mennesker, eller mennesker i udvikling, som du siger.

Blot skulle kristendommen jo altså være en del af menneskers dannelse som et tilbud, ikke som noget påtvunget. Og det er vistnok meget svært at afgøre, hvornår og hvordan kristendommen indgår i det enkelte menneskes personlige udvikling.

For nogle ret få går den hen og bliver et afgørende vendepunkt i livet. For mange andre bliver den en ballast dybt i sindet, som der måske kastes vrag på i ungdommens dage, men som alligevel tages frem senere i en moden alder. Og for de fleste blander kristendommens budskab sig op med alle de andre budskaber, som man modtager i vort samfund, er med til at præge det pågældende menneske på ret indirekte måde, men skønt næsten uset og uerkendt, skulle den jo nødig undværes.

Bare det, at vi danskere, som vi er flest, regner med, at vore børn skal have frihed til selv at vælge, at de skal opdrages til selvstændigt tænkende væsener, der selv kan tage vare på deres liv, det er vel et menneskesyn, som vi har fra kristendommen, selv om de færreste af os tænker på det. Eller det, at vi så nogenlunde kan give hinanden frihed til at være forskellige; det er også en del af vor kristne arv; den har fået et godt tilskud fra vor humanistiske tradition, men alligevel.

Så på den ene og den anden måde gør kristendommen sig stadig gældende i vort samfund, måske ikke som en bevidsthed om, hvad synd og skyld er, men vel alligevel som en bevidsthed om, at tilgivelse og kærlighed er noget væsentligt, og som en bevidsthed om, at en blot ydre lovoverholdelse er utilstrækkelig.

Alt i alt ser jeg ikke helt så negativt på kristendommens fremtid i vort folk, som jeg har gjort.

Venlig hilsen

Ricardt Riis