Lysunderet i Gravkirken

Underet sker påskelørdag. På denne dag er Gravkirken fyldt af mennesker. Skal man gøre sig håb om at komme ind i den, skal man regne med at stå i kø i fem til seks timer. Selve miraklet sker først omkring kl. 14, men allerede omkring kl. 11 er kirken en kogende gryde. Kl. 13 baner en delegation af de lokale magthavere sig vej gennem masserne, anført af det lokale politi, der i stort antal er til stede i Gravkirken for at sørge for, at der ikke opstår uroligheder. Der skal være tale om uvildige embedsmænd, og formålet med deres tilstedeværelse er at symbolisere romerne på Jesu tid. I evangelierne kan man læse, at romerne kom og forseglede Jesu grav, for at disciplene ikke skulle komme og stjæle hans legeme og sige, han var genopstanden. På samme måde skal de israelske magthavere i dag forsegle graven med voks. Inden de lukker og forsegler døren, går de ind i kapellet og checker, om der kunne være en skjult flamme, som patriarken kunne tænde sine lys på. Ligesom romerne skulle garantere, at der ikke blev snydt med noget umiddelbart efter Kristi død, skal de lokale israelske embedsmænd sørge for, at der ikke bliver snydt med lysmiraklet.

Kl. 13.45 kommer patriarken ind i kirken. Alle olielamper har været slukket fra aftenen i forvejen, og nu slukkes også det elektriske lys, sådan at der bliver næsten helt mørkt i kirken. Voksforseglingen fjernes fra døren til graven, og døren åbnes. Med to store slukkede stearinlys går patriarken ind i gravkapellet – først ind i det lille forrum og derfra ind i selve graven. Det er ikke muligt at følge med i, hvad der sker inde i graven, og vi må lade patriarken selv fortælle:

„Jeg går ind i graven og finder vej gennem mørket til det inderste kammer, hvor jeg falder på knæ i veneration foran det sted, hvor Kristus lå efter sin død. At bede her er i sig selv for mig altid et meget helligt øjeblik på et meget helligt sted. Det er herfra, han opstod i herlighed, og det er herfra, han spredte sit lys til verden.

Foran graven fremsiger jeg nogle bønner, vi har fået overleveret igennem mange hundrede år, og når jeg har gjort det, venter jeg. Nogle gange kan der gå et par minutter, men normalt sker underet umiddelbart, efter jeg har sagt bønnerne. Fra selve den sten, hvor Jesus lå, udgår der et udefinerbart lys. Det er blåt i sin grundfarve, men har mange nuancer, særlig rød. Det kan ikke beskrives med menneskelige ord. Lyset løfter sig ud af stenen, ligesom tåge kan stige op af en sø – det ser nærmest ud, som om stenen bliver dækket af en fugtig sky, men det er samtidig lys. Dette lys bevæger sig hvert år på forskellig måde. Nogle gange dækker det blot stenen, andre gange kan det oplyse hele graven, så også mennesker, der står uden for graven og ser ind i den, kan se hele graven fyldt med lys. Lyset er af en ganske anden beskaffenhed end normalt lys i en olielampe. Det brænder ikke – der er aldrig gået ild i mit skæg i alle de 22 år, jeg har været patriark i Jerusalem og har modtaget Den Hellige Flamme.

På et tidspunkt samles dette lys nu i en søjle, og her ændrer lyset karakter, sådan at jeg kan tænde mine stearinlys på lyssøjlen. Når jeg har fået flammen, og mine to stearinlys brænder, går jeg ud og giver flammen først til den armenske patriark og siden til den koptiske. Herefter går jeg ud af kapellet og giver flammen til alle i kirken.“

Mens patriarken er inde i kapellet og knæler foran stenen, hersker der mørke udenfor, men absolut ikke stilhed. Der er en ganske højlydt mumlen, og stemningen er utrolig spændt. Når patriarken kommer ud, lyder der et jubelskrig, som er at sammenligne med når der scores til en fodboldkamp.

Teksten er et uddrag af Niels Christian Hvidts bog "Mirakler"