Tim Jensen |
15. april 2004
Hvad er en kulturkristen? Tim Jensen svarer
Spørgsmål:Vi er ved at lave en eksamensopgave om kulturkristendom og vil derfor meget gerne høre, hvad din definition af en kulturkristen er.
På forhånd tak!
Svar:Det er ikke så let. Mange bruger begrebet "kulturkristen" om mennesker, der er født og bosat i et samfund og/eller kultur, hvor kristendom er den overleverede majoritetsreligion, men som ikke er praktiserende eller bevidste/troende kristne.
Som regel, i hvert fald når talen er om Danmark og danskere, synes det ofte at ligge i anvendelsen af "kulturkristen," at en sådan ikke-praktiserende kulturkristen dansker godt kan være en sådan, samtidig med at han/hun er medlem af folkekirken.
De allerfleste danskere (ca. 84 %) af befolkningen er jo da også medlemmer af folkekirken. I så fald har begrebet ofte en lidt normativ klang. Dvs. de er nok medlemmer og kristne af kultur, og den kristne religion har sat sit præg på samfundet og kulturen og dermed også på disse menneskers opfattelse og måske også på deres syn på religion, forholdet mellem religion og stat m.m.m., men de er altså ikke "troende" og aktive sådan som "rigtige" kristne. De er "bare" kulturkristne.
Med tanke på forholdene i Danmark, hvor 84 % er medlemmer af folkekirken og så let som ingenting kunne melde sig ud, hvis de ville, mener jeg imidlertid ikke ovennævnte synsmåde holder.
Alene det at være betalende medlem er en aktivitet, og samtidig viser flere undersøgelser, at de mange danskere jo ofte vil være medlem, bl.a. fordi det er det "normale" (og man skal jo ikke være abnormal eller unormal, og ejheller fanatisk, og det ville jo næsten være at gå for meget op i religion, hvis man gik så vidt som til at melde sig ud) og fordi man forbinder kristendom, folkekirke og de konkrete kirker med dansk historie, dansk tradition og dansk kultur.
Sådan set er en kulturkristen for mig at se én, der bevidst og aktivt forholder sig til kirken/kristendommen som en del af dansk kultur og det at være dansk, og som samtidig faktisk har et bevidst forhold til religionen og også en ganske god ide om, hvordan man bedst er religiøs og kristen, og det er man ikke nødvendigvis ved at gå i kirke og tro på alle kirkens dogmer, men ved at være med i et traditions- og kulturfællesskab og ved ikke at gå for meget op i det.
Man kan også være "kultur-hindu" eller "kultur-muslim," og i gamle dage kunne man sikkert være "kultur-græsk religionsperson," dvs. en græker i antikken, der deltog i kulten af guderne, havde fået Homers digte og myter om guder ind med modermælken, men i øvrigt ikke gik så meget op i sagen. Eller hinduer, der hver dag går til templet, for det gør man jo, hvis man er født i denne landsby, eller muslimer der lever i et muslimsk land, men ikke går meget op i det, eller blot gør det, man gør.
Herhjemme bruges begrebet "kulturmuslim" som regel om mennesker, der er født muslimer, ligesom de fleste danskere "fødes" som kristne, fordi de fødes i et land med folkekirken som dominerende religion, af forældre med danske/kristne navne og af forældre, som lader børnene døbe, ligesom muslimske forældre giver børnene et muslimsk navn m.v. Og så ligger der ofte i denne betegnelse, at de såkaldte kulturmuslimer i øvrigt kke går meget op i religionen med bøn etc.
En kulturjøde er så det samme, dvs. én som har jødisk navn, kommer af jødisk familie, men ikke går i synagogen etc. Men måske har en del af sin identitet knyttet til den for familien "naturlige" religion. Men igen: Det er vanskeligt, fordi en stor del af det, religion giver mennesker og gør godt for, netop er at tjene som ramme om familiefester, om identitet i forhold til andre af samme gruppe og dem, der er udenfor, som noget der skaber fællesskab, følelse af at høre til, af at være normal etc. Det har alle tider og alle steder sikkert været sådan at flertallet af dem, der var i en kultur med en religion var "kultur-et-eller-andet", mens kun et fåtal var bevidste, reflekterende, religiøse autoriteter, filosoffer, præster el.lign.
Afhængig af, hvad man lægger i "religion" og "religiøsitet" kan man så måske mene, at nogle er mere religiøse end andre, mere aktive etc., men det er svært for en religionshistoriker, der ikke tænker normativt, dvs. ud fra en ide om hvad en "rigtig" kristen eller muslim er for en, at få styr på begrebet kultur-et-eller-andet.
Det er nyttigere at tale om, i hvilken grad og på hvilken måde, folk er praktiserende og troende, fx kristne, og der mener jeg, at man udmærket kan være troende og praktiserende kulturkristen.
Tim Jensen
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk