Luther og heksebrænding

Jeg vil også mene, at hekseafbrændingerne først rigtigt opstod efter reformationen. Luther anerkender ikke kvinden som mandens lige. Han beskylder hende for at være "den onde fjendes præstinde." Så kvinden får det ikke nemmere under protestantismen. Hun levede i et patriarkalsk samfund, i en tid hvor kvindens sociale placering var bestemt af mandens stilling i samfundet. Kvinderne var ikke myndige. Den ugifte kvindes værge var hendes fader eller broder, og når hun var blevet gift, var hendes mand hendes værge.

Jeg håber Kathrine eller en anden kan hjælpe mig med at forklare det, Kathrine skriver.

Venlig hilsen

Annette

Svar:

Kære Anette!

Så vidt jeg forstår på din mail, koncentrerer du dig i din opgave om heksebrændinger i Danmark?

Du har ret i, at heksebrændinger her i landet har deres kulmination efter Reformationen, nemlig under Christian den 4. i Renaissancen. Han havde det som sin særlige forlystelse at forhøre anklagede kvinder under tortur.

Du har også ret i, at i protestantiske lande var det den verdslige magt, der dømte. Men det var den kirkelige magt, der anbefalede de anklagede til dom, hvorefter de blev udsat for pinefulde forhør. Grunden til at det i den protestantiske del af Renaissancens Europa blev den verdslige magt, der stod for retssagerne, var Luthers syn på staten og dens magt. For efter hans mening skulle fyrsten/kongen have det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.

Han havde på ingen måde heksebrændinger e.l. i tankerne, da han udformede disse ideer. Det var ikke dem, der var grunden til, at han tænkte sådan, men det havde som konsekvens, at kongen fik den dømmende magt.

I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Det betød ikke, at der ikke var mange kvinder, der blev anklaget i de katolske lande, men det fik den positive virkning, at ikke så mange blev dømt dér, for retssagerne blev ført af teologisk bedre udrustede forhørere, der kunne gennemskue overtro og nid og nag.

Og det er værd at lægge mærke til at mange, både protestantiske og katolske teologer, var MEGET imod hekseforfølgelserne, og en del satte deres liv og renomme ind på at kæmpe FOR de anklagede kvinder.

Middelalder er en bred historisk betegnelse, som ikke alene er bestemt af tid, men også af geografi. Man kan tale om, at mens renaissancen er i fuldt flor i Italien i slutningen af 1300-tallet, er det stadig middelalder i Danmark, simpelthen fordi renaissancen da ikke var nået til Danmark.

Middelalder er nærmere betegnelse for en tilstand vi henviser til end for en bestemt historisk epoke. Det kommer sig af, at det netop er Renaissancen, der har givet Middelalderen navn - som en betegnelse for den tilstand, der herskede mellem Romerrigets fald o. 400 e.Kr. og indtil Renaissancen (Genfødslen) af antikkens idealer.

Renaissancen har haft succes med sin nedladende betegnelse af hele denne lange periode. På grund af denne succes har man i lang tid ikke haft ordentlig viden om, hvad der foregik i denne periode på mellem 800-1000 år, alt efter hvilke geografiske områder, man taler om.

Og Luther: Ja, man kan finde mange forfærdelige citater. Hvad han dog ikke har sagt af græsselige ting om ting, han ikke havde forstand på. De kan ikke undskyldes. Men måske kan man forklare hans indskrænkede syn på hekse med, at han på det punkt uden videre overtog Heksehammerens og sin samtids hadefulde syn på kvinder. På det punkt fik han ikke gjort op med den katolske kirke.

Luther var simpelthen overtroisk og fuldt på linje med de fleste i sin samtid. Han var på ingen måde alene. Ethvert menneske har sine begrænsinger - også store mennesker. Og Luther er stor på nogle andre, vigtige punkter. Han er en spændende og livfuld teolog, som i den grad kan gribe læseren, når han beskriver Guds kærlighed og menneskenes dårskab. Og han skrev, hvis vi nu lige skal bløde hans udsagn om diverse kvinder lidt op, de mest kærlighedsfulde breve til sin kone.

Nu ved jeg jo ikke, hvor travlt du har med din opgave, men hvis du kan nå det, skulle du prøve at få fat på Jan Guillous bog, Heksenes Forsvarere. Den er god og oplysende, også selv om den mest skriver om svenske forhold.

Med venlig hilsen

Rose Marie Tillisch

Læs flere indlæg i vores to temaer om kvindesyn og om Luther.