Ricardt Riis |
29. marts 2004
PÅSKE: Det er dér, mit liv får sin afklaring, det er dér, alle tilværelsens spørgsmål får deres svar, det er dér, livets mysterier åbenbarer sig for mig, skriver Ricardt Riis
Forskellige paneldeltagere - både kristne, muslimer og jøder - skriver fra hver deres synsvinkel om påsken. Indlæggene vil blive bragt i løbet af denne uge som optakt til påskeugen. Det første indlæg er skrevet af pastor emeritus Ricardt Riis.
Hvad betyder påske for mig personligt?
Jamen, på en måde betyder påsken da alt for mig. Det er dér, mit liv får sin afklaring, det er dér, alle tilværelsens spørgsmål får deres svar, det er dèr, livets mysterier åbenbarer sig i al sin fylde for mig.
Det sker ganske vist også hver eneste søndag. For vi fejrer jo søndag til minde om Jesu opstandelse fra de døde. Men den kirkelige tradition har alligevel ladet hele det kristne budskab fremstå i påskens drama, så det dér bliver særlig tydeligt, særlig gribende, særlig engagerende. Og det er klart, så må man være der, leve med, synge med, deltage med hud og hår.
Det er vist rigtigt, at fasten ikke har samme betydning som tidligere. Men sådan ændrer tingene sig jo hele tiden. Til gengæld har skolerne fri fra før palmesøndag. Så "den stille uge" er måske af den grund blevet mindre stille, men den kan vel alligevel "bruges" til at fejre en slags optakt til påsken.
For det er jo så store ting, vi har med at gøre i påskens drama, at kun fire dage synes alt for lidt til at fejre det. Kan vi koncentrere hele lidelseshistorien i langfredagens læsninger? Vistnok ikke. Og så er det jo godt med et par ekstra dage i "den stille uge".
Det kan da godt være, at hvis jeg fik en invitation til noget meget vigtigt i påskedagene, så ville jeg droppe gudstjenesterne. Men jeg ville nu være lidt ked af det. For på én eller anden måde er det vigtigt selv at være med i påskens drama, selv at synge salmerne, selv at høre, at "når på din dom jeg grunder/ ser jeg og mit segl derunder" (DDS 187,4), og selv at lytte til påskeprædikenerne om det uforståelige, der ikke kunne ske, og som dog skete.
Man ville måske synes, at jeg med min fænomenale teologiske fingerfærdighed da sagtens måtte kunne finde ind til centrum i budskabet og lade det påvirke mig. Men det er jo ikke prædiken og forståelse det hele. Det er også musik, det er drama, det er salmesang, det er altergang, det er kirkerummets særlige stemning, det er fornemmelsen af, at ét eller andet sted, dybt inde i det altsammen, finder tilværelsen sin egentlige mening; mine ord derom er kun en fattig efterklang af den mening, der gennemsyrer det hele; mine begreber kan kun dunkelt fatte, hvad det altsammen går ud på.
Men når jeg giver mig ind under musikkens tonespil, når jeg synger med på salmerne, i takt med alle de andre, fornemmer jeg som i ét hug sammenhængen i det altsammen, sammenhængen mellem det jordiske fællesskab, hvor den enkelte bøjer sig for fællesskabets lov, og det himmelske lovsangskor, hvor Gud forunderlig nok har tænkt sig, at også min røst skal høres. Det mindste, jeg kan gøre, er da så at øve mig lidt til den store dag.
Og så er det jo alligevel mærkeligt, at centrum i det hele, det lam, der skal prises, er det lam, der blev slagtet, som Händel synger om det i en korsats i Messias: "Værdig er lammet, det slagtede" (Åb 5,12). Det er i Kristus, den korsfæstede, at alle visdommens og kundskabens skatte er skjult (Kol 2,3). Forstår vi det? Nej, ikke til bunds, men vi må deltage i lovprisningen.
Ricardt Riis, pastor emer.
Carit Etlars Vej 25
8700 Horsens
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk