Svulstig og usund film om Jesu lidelse

Mel Gibson er angiveligt katolsk kristen af en særlig konservativ orientering. Det har fået nogle til at mene, at »The Passion of the Christ« skulle være udtryk for en særlig autentisk og original forståelse af kristendommen og den kristne tro. Det er en stor misforståelse.

I den ortodokse kirke, som ingen vist vil anklage for modernistiske teologiske tendenser, har vi ikke tradition for passionsmystik, som den her er beskrevet. Den ortodokse mystik er præget af samme ædruelige tone som evangelierne, når det gælder Kristi lidelse og død. Der er ingen svælgen i silende blod og åbne sår. Derfor ser man heller ikke blandt mystikere i den ortodokse kirke de såkaldte stigmatiseringer. Ej heller selvpiskninger og groteske selvpinerier, hvor troende frivilligt lader sig korsfæste år efter år.

Denne afgørende forskel har at gøre med to diametralt modsatte vinkler på Kristi virke. For os er det afgørende punkt i Kristi frelsende gerning ikke lidelsen og korsfæstelsen, men Kristi lyse opstandelse påskemorgen og Hans sejr over døden. Påskemorgen er den kristne tros fokuspunkt. Kristi opstandelse fra døde er den begivenhed, der afgørende ændrer vore vilkår i denne verden. Opstandelsen er vores pant på, at vi ikke længere er dødens bytte. Den tjener os til tegn på, at vi har fået livet tilbage i og med Kristus.

Det betyder ikke, at vi som ortodokse ser bort fra lidelsen og korsfæstelsen. Naturligvis ikke. De to sider, døden og opstandelsen, er uløseligt forbundne. Men vi vikler os ikke ind i fascination af Kristi lidelse i og for sig! For Hans lidelse er udtryk for Guds fulde identifikation med vor menneskelige lidelse. Kristus påtager sig for alvor, og ikke på skrømt, menneskelighed. Han erfarer ikke alene den fysiske smerte og død, men også den yderste åndelige ensomhed og forladthed: »Min Gud, min Gud, hvorfor har Du forladt mig?« (Matt. 27,46); dette forfærdende udtryk for at være berøvet det afgørende i livet, for at være uden Gud, kastet ud i intethed og meningsløshed.

Kristi korsfæstelse og død er så vist ikke mål i sig selv. Langt mindre er der tale om en stedfortrædende straf, Han lider på vore vegne. De er vejen, ad hvilken Kristus sprænger dødsrigets porte og befrier dem, der er dødens fanger. Og de er vejen, ad hvilken Han atter opstår fra de døde.

Enhver, der har taget del i den ortodokse kirkes påskefejring, véd, at vi ikke tager let på Herrens lidelse og død. Men disse ville være bitterligt meningsløse, hvis ikke de kronedes af påskemorgens jublende glæde.

Som sagt: Jeg kunne ikke drømme om at indlede menighedens højtideligholdelse af påsken med at gå i biografen og se »The Passion of the Christ«. Den liturgiske læsning af de 12 evangelietekster om Kristi lidelse, vores veneration af ikonen, som fremstiller Kristi ligklæde, vores stilhed og ærefrygt over for dette vældige mysterium, alt dette forekommer mere dækkende og passende end Gibsons voldsorgie. Glæden og jubelen påskenat unddrager sig filmisk formidling. Lad mig slutte med den ortodokse kirkes sejrshymne påskemorgen. Den sammenfatter påskedramaets indhold tæt koncentreret:

»Kristus er opstanden fra de døde;/ ved døden besejrede han døden;/ og til dem i gravene gav Han liv!«

Poul Sebbelov, ortodoks præst, Blomstervænget 10, Kgs. Lyngby