Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Islamofobi sløret som kritik til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Islamofobi sløret som kritik

Kommenter Hold mig opdateret

ISLAM: Døm ikke Sherin Khankan på forestillinger om hendes religion, men på hvorledes hun praktiserer den i ord og gerning

Straks efter folketingsvalget i 2001 kunne man på debatsiderne i Politiken læse et vrissent indlæg under den manende titel: »Fundamentalist i Folketinget«. Titlen sigtede til den nyvalgte SF'er Kamal Qureshi, der nok er muslim, men ikke just har markeret sig med fundamentalistiske holdninger de forløbne par år. For nogen er det imidlertid komplet ligegyldigt, hvad en muslim siger og gør. Hvis han er muslim, er han pr. fordom fundamentalist. Således uskrømtet postuleret i Politiken i 2001 - og ikke mindr"QX
hjertigt i Kristeligt Dagblad den 19. marts i år.

Her kaster adjunkt Karen M. Larsen sig over en anden liberal muslim, Sherin Khankan. Der synes ikke at være nogen aktuel anledning til angrebet, medmindre Larsen først nu er kommet i besiddelse af corpus delicti i sin proces mod Khankan, nemlig hendes artikel »Sløret frihed« i en to år gammel antologi, »De røde sko -

feminisme nu«. Selv kalder Larsen sin artikel for »Fundamentalisme sløret som kritik«, for Khankan er som bekendt formand for Forum for Kritiske Muslimer. Derfor mener Larsen at kunne forpligte Khankan på et vestligt begreb om kritik, som hun angiver at være undfanget i oplysningstiden, om ikke allerede i kristendommen. I hvert fald skriver Larsen både om Vestens »ofte ubarmhjertige selvkritik« og »denne nådesløse selvkritik, som kristendommen udøver mod sine egne hellige skrifter og traditioner«.

Annonce
Kritik implicerer naturligvis en logisk konsistent argumentation ud fra en tilstrækkelig repræsentativ empirisk dokumentation. Men det er ikke just sådanne akademiske dyder, der præger Larsens egen argumentation. Ud fra én artikel, hvori Khankan bidrager med sin viden om muslimske kvinder i Damaskus, og hvori hun ikke synderligt kontroversielt hævder, at vesterlændinge plejer mange fordomme om muslimske kvinders undertrykkelse, når Larsen frem til følgende almengyldige konklusion: »at være kritisk muslim vil altså først og fremmest sige, at man afviser Vestens kritik af islam.« Den specielle konklusion er selvfølgelig og ganske forudsigeligt, at Khankan er en hykler, der pynter sig med lånte fjer, når hun kalder sig kritisk muslim.

Hvis Larsen et øjeblik vil tage sløret fra sit åsyn, så hun bedre kan se, om Khankan har en splint i øjet, vil jeg foreslå hende at gå ind på Khankans grundsætning: Døm mig ikke på, hvad du forestiller dig om min religion, men på, hvorledes jeg praktiserer den i ord og gerning!

Khankan er formand for en forening, der blandt sine medlemmer tæller allehånde bekendelser, således de udskældte Ahmadiyya-muslimer, ligesom både kristne, jøder, buddhister og ateister altid er velkomne til debat- og sågar koranmøder. Hun stiller hyppigt op til offentlige debatter, hvor hun gerne diskuterer med markante kritikere som Lars Hedegaard og Helle Merete Brix. Strategiske hensyn til en god opinion, det være sig blandt liberale ikke-muslimer eller traditionalistiske muslimer, afholder hende ikke fra at argumentere for sharia som andet end barbari eller for kvindelige imamer i de danske moskéer.

Hvis Larsen vil kalde dette fundamentalisme, så vil jeg til gengæld kalde bjælken i hendes øje for islamofobi.

Lad mig endelig selv bekende min egen tro, nemlig på Jesus Kristus som Guds enbårne søn, i hvis navn jeg håber at finde min frelse. Og lad mig bekende, at jeg ikke lever op til Larsens forventninger til mig som kristen, når hun skriver, at »mange kristne ikke viger tilbage for at kritisere Bibelen.« Som kristen er jeg ikke kristendomskritisk!

Jeg kan anfægtes af nogle af Jesu bud - eksempelvis at skulle hade far og mor, søster og bror for at kunne være hans discipel (Luk. 14,26) - men jeg ofrer ikke Jesu ord på kritikkens verdslige alter. I stedet prøver jeg min tro på disse ord, overvejer betydningen af dem og kommer måske som Søren Kierkegaard frem til, at den kristnes tro på Gud i andres øjne kan tage sig ud som had til dem. Hvordan kunne de sørgende forstå det anderledes, når den afdøde faders søn forlod hans begravelse for at følge en forhutlet prædikant, der kaldte sig Guds søn? (Matt. 8,22)

Sé, derfor er mit forhold til evangeliets radikale bud ikke kritik, men selvprøvelse.

Peter Tudvad,

cand.mag.,

Guldbergsgade 22, 5. th.,

København N
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Stil et spørgsmål

Kategori*

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​