Den trælbundne vilje

Spørgsmål:

I udsendelsen "Tal med Gud" på DR2 gik folkekirkepræsten ind for læren om viljens frihed, men var det ikke netop dette spørgsmål,
der skilte Luther fra Erasmus af Rotherdam? Hvor Luther hævdede læren om den totalt bundne vilje. Er folkekirkens præster frie til at modsige
Luther på dette punkt?

Claes Flach

Svar:

Kære Claes Flach!

Du har ret: spørgsmålet om viljens trælbundethed var et meget væsentligt spørgsmål for Luther. Men selv om vi kalder os lutherske præster, er vi ikke bundet (trælbundet, om jeg så må sige) til at følge Luther i alle ting.

Spørgsmålet er også, om man kan føre en 1500-tals-problemstilling op til vore dage. I hvert fald udtrykte Luther sig anderledes, end vi ville gøre i dag. Den vilje, der efter Luthers mening er trælbunden, er den vilje, der afstedkommer frelsen.

I den henseende er vor vilje død og magtesløs, hævder Luther. Vi frelses, fordi Gud griber ind, ikke fordi vi stilles overfor et valg og vælger rigtigt. Og Gud griber ind med et ord, der forvandler os, får os til at se anderledes på vor tilværelse og os selv.

Er det en problemstilling, vi kan nikke genkendende til i dag? Måske ikke umiddelbart. Men det forekommer mig, at vi nok kan genkende den, hvis vi holder os for øje en situation, hvor én person taler et ord til en anden person. Om den anden stoler på dette ord eller ej, afgøres ikke af viljen.

Man kan have den bedste vilje til at regne med den anden, alligevel sidder der en brod i sindet: Hvad er han ude på? Eller man kan gå til mødet med den anden med stor mistro og så alligevel ende med at lade sig overbevise af hans oprigtighed.

Troen, der således dukker op eller ikke dukker op, er en reaktion, ikke en aktion. Viljen er ikke udslaggivende, men alligevel er det os, der tror eller nærer mistro.

Jeg tror, det er en sådan situation, Luther har for øje, hver gang han redegør for vort forhold til Gud: Gud taler sit ord, mennesket reagerer på det. Men jeg skal indrømme, at der er mange formuleringer i Luthers skrifter, der umiddelbart ligger langt fra de overvejelser, jeg her er kommet med.

Så fremfor at betragte Luther som en guru, hvis ord er lov, foretrækker jeg at betragte ham som en vældig, bredtfavnende personlighed, hvis skrifter det altid er inspirerende at beskæftige sig med. Det var vist forresten også den måde, han helst ville betragtes på.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Besøg også vores tema om Luther: LEKSIKALT: Hvad mente Martin Luther?