Vi kan bede for de afdøde

Da skal vi igen iklædes vort eget legeme, det legeme, som vi kender så godt, og som er en vigtig del af vores personlighed. Ikke et legeme, som måske er fuldt af fejl og skavanker, men et "opstandelseslegeme", et forklaret legeme ligesom Jesus havde, da Han var opstået fra de døde, og færdedes blandt sine disciple i Jerusalem og i Galilæa.

At sjælene lever hos Gud, er der mange vidnesbyrd om. Det kan være en trøst for et barn, hvis nærmeste dør, eller som måske selv ligger for døden, at den sjælelige kontakt forbliver intakt: At vi kan bede for de døde, og at de beder for os hos Gud.

Derfor er det nok det bedste, man kan gøre for et lille menneske, der må se døden i øjnene, at bede sammen med det. Det kan gøres mere kropsligt og sanseligt ved f.eks. også at tænde et lys for den døde, eller i fællesskab at bede for vedkommende i Kirkens forbønner. I mange kirker ligger der en bog, hvori man kan skrive sin bøn (gerne anonymt), så ved man, præsten og menigheden vil bede for den, man har mistet.

Den store trøst er jo Guds løfte om, at vi "i tidernes fylde" (Ef 1,10) alle skal blive ét i Ham, og samtidig først da nå til den fulde udfoldelse af den person, som Gud har skabt os til at være: Kristi billede. Da skal vi møde hinanden i Guds lys og herlighed.

Håbet om det evige liv er ingen billig trøst, men den dybeste virkelighed. For vi er skabt til Ham, som er livet selv.

Kirsten Kjærulff

Læs også Aminah Tønnsens og Bent Lexners svar - benyt nedenstående links.